Rabbinisk jødedom, som i dag er den mest kendte form for jødisk tro, anerkender 24 skriftbøger – Det Gamle Testamente eller den hebraiske bibel – som autoritative. Den vestlige kristendom har arvet denne samme skriftkanon.
Judaismen er en klassisk “bogens religion”. Men sådan har det ikke altid været. Hverken Moses eller patriarkerne Abraham, Isak og Jakob havde en bibel. Den eksisterede ikke. Deres religion hvilede snarere på intim kontakt med Gud, på levende åbenbaring. Faktisk fandtes der ikke noget gammelt testamente i den gammeltestamentlige periode. Inspirerede skrifter opstod gradvist, cirkulerede separat og havde (uden trykning, papir og udbredt læse- og skrivefærdighed) sandsynligvis kun få læsere.
Destruktionen af Jerusalems tempel i 586 f.Kr. og jødernes efterfølgende babylonske eksil tilskyndede til opbygning af en tro, der ikke var afhængig af ofre og helligdomme. Den sidste hebraiske bibelprofet, Malakias, levede i midten eller slutningen af 400-tallet f.Kr. – på det tidspunkt, hvor Ezra og Nehemias lagde grunden til den hebraiske bibelkanon.
I den apokryfe bog 2 Makkabæerbogen står der, at Nehemias “grundlagde et bibliotek og samlede bøger om konger og profeter og Davids skrifter og breve fra konger om votivofre”. (“Ta Biblia”, de græske ord, som vores “Bibel” stammer fra, betyder “bøgerne”. Bibelen er i virkeligheden et bibliotek). Nehemias’ bog antyder, at præste-skriveren Ezra bragte Toraen tilbage til Jerusalem fra Babylon.
Nogle forskere hævder, at den hebraiske bibelkanon var blevet fastlagt på det hasmonæiske dynastis tid (Herodes’ makkabæiske forgængere, i de to århundreder før Kristus), mens andre hævder, at den ikke var fastlagt før i hvert fald det andet århundrede e.Kr.
Den første henvisning til en jødisk kanon med 24 bøger findes i 2 Esdras, som sandsynligvis blev skrevet i første halvdel af det andet århundrede, men den antyder også, at der fandtes andre vigtige, men uidentificerede skrifter (måske inklusive den såkaldte “Enok-litteratur”):
“Offentliggør de fireogtyve bøger, som du skrev først, og lad de værdige og de uværdige læse dem; men gem de halvfjerdsindstyve, som blev skrevet sidst, for at give dem til de kloge i dit folk.”
Farisæerne diskuterede de ekstra-kanoniske bogers status; i det andet århundrede erklærede rabbi Akivah, at de, der læste dem, ikke ville få del i livet efter døden. Mishna, der blev udarbejdet i slutningen af det andet århundrede, beretter om en kontrovers om visse teksters status, og især om hvorvidt de gjorde hænderne “urene” eller ej.
Stifterne af den almindelige jødedom så klart et behov for at trække en grænse mod skrifter, der truede deres synspunkter. (De kan have været bekymrede over kristendommens fremkomst, som bragte sine egne nye bøger og påstande om åbenbaring med sig.)
De kriterier, der i sidste ende blev brugt til at fastlægge den jødiske kanon, blev aldrig klart fastlagt, men synes at have omfattet følgende:
1. Bøgerne skulle være blevet skrevet på hebraisk. De eneste undtagelser, der var skrevet på aramæisk, var Daniel 2-7; nogle få tekster, der blev tilskrevet Ezra (Ezra 4:8-6:18; 7:12-26), der blev anerkendt som grundlæggeren af den postekiliske jødedom; og Jeremias 10:11. Hebraisk blev anset for at være det hellige skriftsprog; aramæisk var hverdagssproget.
2. Skriften måtte have været æret i det jødiske samfund i generationer. Brugen af Ester ved Purim gjorde det f.eks. muligt at få denne bog med i kanon. Da en sådan støtte manglede, blev Judits bog derimod udelukket.
3. Teksten skulle indeholde et af jødedommens store religiøse temaer, f.eks. Israels udvælgelse eller pagten. Salomos Højsang blev sandsynligvis blot skrevet som et kærlighedsdigt. Ved at læse det allegorisk kunne senere jøder og kristne imidlertid se det som et udtryk for pagtens kærlighed mellem Gud og hans folk.
4. Teksten skulle være komponeret før Ezras tid, fordi inspirationen, sagde man, var ophørt på det tidspunkt.
Den udelukkelse af alt efter Ezra, angiveligt fordi inspirationen ophørte i hans tid, var en selvopfyldende profeti. Sammen med kravet om, at en tekst skulle have en lang historie, garanterede det, at ingen profetisk inspiration kunne tillades efter 400 f.Kr. Ægte vedvarende åbenbaring var pr. definition umulig.
Den afgørende faktor, der forvandlede den gamle hebraiske tro til nutidens bogorienterede jødedom, var den endelige ødelæggelse af templet i 70 e.Kr. og jødernes verdensomspændende spredning. Saddukæerne, de tempeltilknyttede aristokrater, mistede deres eksistensberettigelse og forsvandt hurtigt. Deres rivaler, farisæerne, skabte dog snart Talmud-kommentarerne som et stort “åndeligt tempel” eller “sindets tempel”.
Daniel Peterson underviser i arabiske studier, grundlagde BYU’s Middle Eastern Texts Initiative, leder MormonScholarsTestify.org, er formand for www.mormoninterpreter.com, blogger dagligt på www.patheos.com/blogs/danpeterson og taler kun på egne vegne.