Alai

IndledningRediger

For indførelsen af 111 var det kompliceret at få adgang til alarmtjenester. For den fjerdedel af New Zealands daværende 414 000 telefonabonnenter, der stadig var tilsluttet manuelle centraler, skulle man blot tage telefonen og bede telefonsvareren om at få fat i politiet, ambulancen eller brandvæsenet ved navn. Problemet med manuelle centraler var imidlertid, at opkaldene blev besvaret efter først-til-mølle-princippet, hvilket betød, at nødopkald kunne blive forsinket, hvis der var travlt på centralerne. Ved automatiske centraler skulle man kende det lokale politi-, ambulance- eller brandvæsens telefonnummer eller slå det op i telefonbogen eller ringe til telefonselskabet og bede dem om at placere opkaldet. Problemet var, at numrene var forskellige for hver central, og igen var der ingen mulighed for at skelne nødopkald fra almindelige opkald. Auckland havde f.eks. 40 telefoncentraler, og telefonbogen havde 500 sider, som man skulle søge igennem for at finde det rigtige nummer, selv om de særskilte alarmnumre for brand, politi og ambulance i det vigtigste serviceområde (f.eks. Auckland, men ikke for ikke mindre centraler) var anført med fed skrift på den første side.

Efter Ballantynes-branden i Christchurch i 1947 blev brandofficer Arthur Varley rekrutteret fra Storbritannien for at gennemføre en reform af brandvæsenet. Han var fortrolig med Storbritanniens 999-system og kæmpede for oprettelsen af et universelt alarmnummer i hele landet. I midten af 1957 blev der nedsat et udvalg, der skulle indføre et fælles alarmnummer i hele New Zealand, bestående af post- og telegrafvæsenet, politiet, sundhedsvæsenet og brandvæsenet. I begyndelsen af 1958 godkendte postmesteren, at tjenesten blev oprettet med nummer 111.

111 blev specifikt valgt for at ligne Storbritanniens 999-tjeneste. Med pulsopkald pulserer newzealandske telefoner omvendt i forhold til de britiske – ved at vælge 0 sendes ti pulser, 1 sender ni, 2 sender otte, 3 sender syv osv. i New Zealand, mens man i Storbritannien ved at vælge 1 sender én puls, 2 sender to osv. I de første år af 111 var telefonudstyret baseret på det britiske postkontors udstyr, bortset fra denne usædvanlige orientering. Derfor blev der ved at taste 111 på en newzealandsk telefon sendt tre sæt af ni pulser til centralen, nøjagtig det samme som 999 i Det Forenede Kongerige. Nummeret “9” i New Zealand (eller “1” i Storbritannien) blev ikke brugt til at starte telefonnumre på grund af sandsynligheden for utilsigtede falske opkald fra ledninger med åbne ledninger, der tappede sammen osv.

Telefoncentralen i Masterton blev udskiftet i 1956 og var den første central, der fik installeret teknologien til 111-tjenesten. Derfor var Masterton og det nærliggende Carterton de første byer i landet til at få den nye tjeneste.

Den 29. september 1958 begyndte 111-tjenesten i de to byer. Når en abonnent ringede 111 på en af centralerne, blev opkaldet dirigeret af den automatiske central til en af tre dedikerede linjer til betalingscentralen i Masterton-centralen (selv om centralen forbandt opkaldene automatisk, skulle fjernopkald (betalingsopkald) stadig forbindes manuelt via en telefonist). Der var et rødt lys på centralen, og et andet rødt lys lyste på toppen af centralen. Der lød også to tudehorn, det ene i centralen og det andet i bygningens gang. Den første operatør, der tilsluttede sig linjen, tog opkaldet, og en tilsynsførende tilsluttede sig linjen for at hjælpe, hvis situationen blev vanskelig.

Dedikerede linjer forbandt betalingscentralen med Mastertons politistation, brandvæsenet og hospitalet, hvor de var forbundet med en særlig rød telefon. Den linje, der var forbundet til brandstationen, gav, når den ringede, også alarmklokkerne på stationen lyd fra sig. En lignende ordning blev anvendt på politistationen, mens opkaldet på hospitalet gik til den lokale central, hvor det blev identificeret ved et rødt lys og en karakteristisk klokke.

Blandt de første 111-opkald var et opkald efter en ambulance efter en ulykke på et savværk og et opkald til brandvæsenet efter en brand på en losseplads i Carterton. Det første fupopkald fandt også sted på den første dag – en opkalder ringede 111 for at spørge om adressen på et hotel i Carterton.

UdvidelseRediger

Efter indførelsen af 111 i Masterton og Carterton blev tjenesten hurtigt udvidet til de fleste større byer, herunder fra 1961 de vigtigste centre som Wellington, hvor området med flere centraler omfattede nogle Rotary-centraler fra før krigen.

I midten af 1980’erne havde alle udvekslingscentraler på nær nogle få i landdistrikterne denne tjeneste, og i 1988 var 111 tilgængelig på alle udvekslingscentraler på det newzealandske fastland.

Datoerne for installation i nogle større byer var:-

KontroverserÆdder

I New Zealand i 2004, blev politiets besvarelse af alarmtelefontjenesten udsat for en vedvarende undersøgelse af systemiske problemer.

En sag, der vakte særlig bekymring, var Iraena Asher, der forsvandt i oktober 2004, efter at hun ringede til politiet i nød og i stedet fik sendt en taxa, der kørte til den forkerte adresse.

Den 11. maj 2005 blev der offentliggjort en stærkt kritisk uafhængig rapport om politiets kommunikationscentre. Den gav udtryk for vedvarende bekymring for den offentlige sikkerhed og pegede på utilstrækkelig forvaltning, dårlig ledelse, utilstrækkelig uddannelse, underbemanding, underudnyttet teknologi og manglende kundefokus som værende de underliggende risici for systemiske fejl. Rapporten indeholdt over 60 anbefalinger til forbedringer, herunder en anbefaling af en 15-20-årig strategi for at gå væk fra at bruge 111 som alarmnummer på grund af problemer med fejlopkald på grund af de gentagne cifre.

Trods tvetydige rapporter var disse problemer aldrig forbundet med selve 111-tjenesten og havde ingen indvirkning på brand- eller ambulancetjenester. Problemerne var udelukkende begrænset til politiets kommunikationscentre.