“Da Marie Curie og hendes mand Pierre vandt Nobelprisen i fysik i 1903, var deres ældste datter Irène kun 6 år gammel. De kunne næppe have forestillet sig, at Marie ikke blot ville vinde endnu en Nobelpris i kemi i 1911 – som den første person nogensinde til at modtage prisen to gange – men at Irène og hendes mand, Frédéric Joliot, også ville få deres egen Nobelpris i kemi i 1936. Og i 1965 ville deres yngre datter Èves mand, Henry Labouisse, modtage Nobels fredspris på vegne af UNICEF, den humanitære organisation, som han ledede. Her er, hvad du skal vide om denne familie, som har flere Nobelpriser end nogen anden.
Anvisning
Maries Nobelpriser var kontroversielle
Hun var den første kvinde, der fik en ph.d.-grad i Frankrig. Den første kvindelige professor på Sorbonne. Den første kvinde til at vinde Nobelprisen. Den første person, der vandt mere end én Nobelpris (og den dag i dag den eneste kvinde, der har vundet mere end én gang). Og den første person til at vinde en Nobelpris inden for mere end ét videnskabeligt område.
Det var dog ikke alle, der mente, at Marie fortjente at dele den videnskabelige scene med sine mandlige kolleger. I 1903 blev Nobelprisen i fysik tildelt Marie og hendes mand Pierre for deres studier af stråling samt Henri Becquerel for hans observation af spontan stråling i uran.
Men medlemmerne af det franske videnskabsakademi nominerede kun Pierre og Becquerel til prisen. Marie Curie blev først medtaget, efter at Pierre Curie havde arbejdet på at overbevise nogle medlemmer af Nobelkomitéen om, at hans kone også fortjente at få del i æren. Ved prisoverrækkelsen nedtonede præsidenten for det svenske akademi hendes bidrag ved at citere Bibelen i sin tale: “Det er ikke godt, at mennesket skal være alene, jeg vil gøre ham en medhjælper.”
Otte år senere, i 1911, blev Marie Marie den eneste modtager af Nobelprisen i kemi, som anerkendelse af hendes opdagelse af radium og polonium og hendes efterfølgende forskning i disse grundstoffers natur. Allerede dengang “var der nogle, der mente, at Marie Curie fik den anden Nobelpris hovedsageligt for det samme arbejde og ikke fortjente den”, siger Naomi Pasachoff, forfatter til “Marie Curie and the Science of Radioactivity”.”
Antaler
Pierre var Maries store kærlighed – og største samarbejdspartner
Marie, som blev født Marya Sklodowska i 1867, mødte Pierre Curie i 1894, da hun tog et job i Pierres laboratorium. Pierre, som dengang var en 35-årig fysiker, der studerede krystaller og magnetisme, blev hurtigt forelsket i den 27-årige Marie. Året efter blev de gift.
“Men selv om Pierre var flere år ældre end hende, var det Marie, der styrede deres arbejde med stråling. I sin doktorafhandling begyndte hun at bygge videre på Becquerels og den tyske fysiker Wilhelm Røntgenes arbejde, som for nylig havde opdaget røntgenstråler. Marie opstillede til sidst den hypotese, at de mystiske, gennemtrængende stråler var en egenskab ved grundstoffets atomer.
Pierre lagde sit arbejde med krystaller på hylden for at hjælpe Marie med at fremme sine opdagelser. De satte sig for at måle styrken af strålerne ved at tilpasse et instrument, som Pierre havde udviklet. Ved at studere en uranholdig malm bemærkede Marie, at den udsendte meget mere stråling, end man kunne forvente af grundstoffet alene. Ved at undersøge kilden til strålerne opdagede de to nye radioaktive grundstoffer – radium og polonium, som Marie opkaldte efter Polen, sit fødeland. Polonium var 400 gange mere radioaktivt end uran.
Der var et par, der var dybt hengivne til deres arbejde og til hinanden. Men blot tre år efter at de havde vundet Nobelprisen, sluttede deres samarbejde på tragisk vis, da Pierre blev kørt over af en hestevogn. Marie var sønderknust. “Fra alle kilder fremgår det, at Marie elskede sin mand dybt og var overvældet af sorg, så meget at hun nægtede at tale om Pierre,” siger Shelley Emling, forfatter til “Marie Curie and Her Daughters”: The Private Lives of Science’s First Family” i et interview pr. e-mail.
I en biografi om Pierre, som Marie udgav i 1923, skrev hun: “Det er umuligt for mig at udtrykke dybden og betydningen af den krise, som tabet af den, der havde været min nærmeste ledsager og bedste ven, bragte ind i mit liv. Jeg blev knust af dette slag og følte mig ikke i stand til at se fremtiden i øjnene. Jeg kunne dog ikke glemme, hvad min mand nogle gange plejede at sige, nemlig at selv uden ham burde jeg fortsætte mit arbejde.”
Reklame
Nobelprisen gjorde Marie til en stor berømthed
Mere end 150 år efter sin fødsel er Marie Curie stadig en af de mest berømte kvindelige videnskabsmænd. Men selv i sin levetid var den reserverede Marie en superstjerne. “Hun var en anerkendt videnskabsmand på et tidspunkt, hvor der stort set ikke var nogen kvinder inden for området,” siger Pasachoff. “Hun var en heltinde, hun var en mærkværdighed. På nogle måder var hun berømt for at være berømt.”
I 1921 begav Marie og hendes to døtre sig over Atlanterhavet på deres første rejse til Amerika, hvor Marie blev overfaldet af fans og modtaget som en dronning. I New York blev Marie hyldet på Waldorf Astoria, Carnegie Hall og American Museum of Natural History, som var vært for en udstilling dedikeret til hendes opdagelse af radium. Universiteter gav hende æresgrader, og præsident Warren G. Harding afholdt en begivenhed til hendes ære i Det Hvide Hus.
“Indtil da havde hendes døtre ingen anelse om, at deres mor var berømt,” siger Emling. “Marie var intet andet end ydmyg. Men overalt, hvor de kom hen i Amerika, blev de mødt af skarer af journalister og blinkende kameraer. Folk ville have Maries autograf. Pigerne var lamslåede, og det var Marie også.”
Reklame
En teenager Irène underviste i strålingskurser
Marie var fast besluttet på ikke at opgive sit videnskabelige arbejde, efter at hendes datter Irène blev født i 1897. “Men selv om hun var ubarmhjertig i sit videnskabelige arbejde, var hun også hengiven over for sine døtre,” siger Emling.
“Det er rigtigt, at hun ikke var i stand til at tilbringe uforholdsmæssigt meget tid med sine børn – hvilket betød, at Maries svigerfar og andre ofte tog sig af dem – men hun gik foran med et godt eksempel,” tilføjer Emling. “Og hun var meget involveret i deres opdragelse,” især efter Pierres død. Marie indskrev f.eks. sine piger i en kooperativ skole, hvor forældrene på skift underviste børnene inden for deres fagområder. (Marie underviste i naturvidenskab.)
“Som årene gik, overtog Irène sin fars plads som Maries kollega. Under Første Verdenskrig valgte Marie en teenageårig Irène til at hjælpe hende med at bringe røntgenbilleder til slagmarken for at behandle sårede soldater. Irène arbejdede sammen med sin mor med at drive mobile røntgenenheder på felthospitaler og i specialindrettede køretøjer, som soldaterne kaldte “petites Curies”.”
“Marie havde så stor tillid til sin datters viden og evner, at hun fik Irène til at give kurser i stråling til soldater og sygeplejersker”, siger Pasachoff. “Det var endda før Irène havde opnået sin universitetsgrad.”
Spå et senere tidspunkt blev Irène sin mors assistent på Radiuminstituttet, mens hun færdiggjorde sine studier. Det er her, Irène mødte ingeniøren Frédéric Joliot, der var praktikant i Maries laboratorium, som hun giftede sig med i 1926. I 1934 gjorde parret en bombeopdagelse, da de fandt ud af, hvordan man kunstigt kunne skabe radioaktive atomer i laboratoriet. Det indbragte dem en fælles Nobelpris i kemi året efter, hvilket gjorde Irène og hendes forældre til de eneste mor-datter- og far-datter-par, der nogensinde har modtaget prisen. Ligesom sin mor døde Irène af langvarig udsættelse for stråling.
Reklame
“Ève og hendes storesøster Irène blev født med syv års mellemrum, og de kunne ikke have været mere forskellige,” siger Emling. “Irène var stille og studievillig og foretrak at blive hjemme og læse en bog frem for at gå ud og være social. Ève var efter alt at dømme en sand skønhed, der nød en bred vennekreds.”
“Snarere end at følge sine forældre inden for videnskaben fandt Ève succes som forfatter. Hendes måske mest kendte værk var “Madame Curie”, en biografi om sin mor, som hun skrev, efter at Marie døde i 1934. Bogen blev en stor bestseller og gav Ève litterær anerkendelse.
I en anmeldelse i New York Times kaldte anmelderen Charles Poore “Madame Curie” for en biografi, der rører hjertet og sindet med et fint modspil af fornuft og følsomhed, en stor historie, der er fremragende fortalt.”
“Under Anden Verdenskrig blev Ève korrespondent i udlandet og rejste titusindvis af kilometer til krigsfronter, der omfattede Iran, Irak, Indien, Kina, Burma og Nordafrika”, siger Emling. Der samlede hun nok materiale til en anden bestseller, “Journey Among Warriors”. “Da Ève ankom til en bogturné i USA – hvor hendes smilende ansigt prydede forsiden af Time Magazine i februar 1940 – blev hun mødt som en berømthed. Hun holdt foredrag og spiste middag med Eleanor Roosevelt.”
Efter krigen vendte Ève sig til humanitært arbejde. I 1952 blev hun udnævnt til særlig rådgiver for NATO’s første generalsekretær. I 1954 giftede hun sig med en amerikansk diplomat, Henry Richardson Labouisse, som senere blev administrerende direktør for UNICEF.
“Ève rejste til dusinvis af udviklingslande på vegne af UNICEF, og hendes utrættelige indsats gav hende titlen som UNICEF’s førstedame,” siger Emling. I 1965, da UNICEF fik Nobels fredspris, var det Labouisse, der tog imod æren på organisationens vegne – den femte person i Curies’ udvidede familie til at modtage prisen. Ève døde i 2007 i en alder af 102 år.
HowStuffWorks kan tjene en lille provision på affilierede links i denne artikel.
Originalt udgivet: Mar 3, 2020
Reklameannonce