Alai

Rumsudforskningen har udviklet sig meget. De første mennesker blev sendt ud i rummet (og også et par dyr). Så kom den første mand til at gå på månen, efterfulgt af en rover, der blev sendt ud for at rekognoscere Mars i håb om at finde ud af, om planeten er i stand til at opretholde liv. Men missionen er langt fra slut, da NASA har planer om at udforske andre planeter og måner.

I december 2011 afslørede NASA, at den holdt øje med Europa, Jupiters sjettestørste måne og den mindste af de fire galilæiske satellitter. Årsagen til dette er – Europa er dækket af is. NASA mener, at der er en stor havmasse under al isen, dobbelt så meget som Jorden har. Denne gang ønsker NASA dog ikke at bruge overflyvninger eller fjernsøgning i kredsløb til at studere Europa. Dette næste projekt vil kræve en lille ubåd på størrelse med to sodavandsdåser til at udforske det iskolde vand.

Uppsala Universitets afdeling for mikrosystemteknologi er allerede i gang med at udvikle sådanne ubåde. “Udsigten til en fremtidig blød landing på Europas overflade er tillokkende,” skriver NASA i artiklens resumé, “da det vil skabe videnskabelige muligheder, som ikke kan opnås gennem flyby eller orbital telemåling, med direkte relevans for Europas potentielle beboelighed.”

NASA har endnu ikke officielt bekendtgjort missionen; det kan tage et årti, før det sker. I mellemtiden kan vi se på nogle af de teknologier, der udvikles til hjælp til rumforskning nu.

5 ting, vi har brug for til rumforskning

Rumfartøjer udstyret med solsejl

Det er én ting at få rumfartøjer ud af jordens atmosfære ved hjælp af raketter; det er en anden ting at drive dem ud i rummet for at udforske det. Det, rumfartøjer har brug for, er solsejl, der kan reflektere fotoner (små, ekstremt energirige partikler) for at drive dem fremad, ligesom vinden driver skibe fremad.

Det lyder måske som noget, man kun ser i science fiction-film, men det italienske firma Grado Zero Espace har allerede fundet på en idé til et intelligent materiale, der kan bruges til at hejse disse solsejl op. Materialet kaldes et nematisk elastomer-nanokomposit; det giver mulighed for en ny, elektromekanisk aktiveret membran til reversibel udfoldelse af oppustelige strukturer eller sejl.

Superhurtig optisk kommunikation med høj hastighed

Et af problemerne med udforskning af rummet er at kunne kommunikere fra Jorden med det hold, der rent faktisk foretager udforskningen. Det er ikke alle, der er klar over, hvor stort rummet er, og at det tager længere tid at kommunikere fra Jorden til rumfartøjet. Det er ikke så hurtigt som f.eks. at sende en sms til en person på den anden side af landet eller kloden.

NASA arbejder nu på et projekt, der kaldes Laser Communications Relay Demonstration. Det indebærer, at der skal bruges laserstråler til at overføre data mellem rumfartøjer og stationer på Jorden med 10 til 100 gange højere hastigheder end de hastigheder, der er tilgængelige i øjeblikket. I øjeblikket tager det ca. 90 minutter at sende et foto fra Mars til Jorden. Hvis dette NASA-projekt viser sig at være gennemførligt, kan fotos sendes på blot fem minutter.

Intelligente robotter

Curiosity-roveren er ganske fantastisk, men det er ikke en autonom maskine. Den kræver stadig menneskelige input for at udføre handlinger som f.eks. at udforske Mars’ enorme landområder. Det, vi har brug for, er robotter, der selv kan afgøre, om et område er værd at udforske, og hvilke data der er vigtige.

Vi har nu robotter, som kan indsættes i bygninger eller skoler, og som kan identificere, om en person udgør en trussel. Rumholdet har brug for en robot, der kan identificere, om en sten er værd at samle op til test, om et hul er værd at undersøge, eller om den skal gå ned i en grotte for at udforske.

Suspenderet animation til lange ture

Sci-fi-film skildrer rumforskere, der går i dyb søvn og først vågner, når de er tæt på eller allerede er på deres destination. Grunden til dette er, at det tager år at rejse i rummet til en destination, og det er ret svært at forestille sig, hvordan astronauterne bruger deres tid på at vente på at nå frem til destinationen. Selv om udforskning af rummet er et spændende koncept, kan rejsen potentielt kede dig eller drive dig til vanvid, forudsat at du ikke har noget skibsvedligeholdelse til at optage din tid.

Dette at vågne op først ved ankomsten til destinationen er måske noget, som vi fortsat kun vil se i Hollywood-film indtil videre. I 2006 brugte forskere på Massachusetts General Hospital i Boston imidlertid svovlbrinte til at bremse stofskiftet og det kardiovaskulære system hos mus. Derefter vendte de med succes tilbage til tilstanden af suspenderet animation uden at sænke forsøgspersonernes kropstemperatur. Dette forsøg viser, at suspenderet animation hos mennesker kan være muligt i fremtiden.

Atomdrevne ure til navigation i det dybe rum

Det er ikke til at vide, hvad du vil møde i rummet. Du kan støde på vragrester, der er mindre end en småsten eller lige så store som en bil. Og med den hastighed, som fartøjet bevæger sig med, kombineret med skrotets bevægelse, er det meget anderledes at blive ramt i rummet end insekter, der smækker ind i din forrude på en biltur. Det kunne meget vel vise sig at være katastrofalt. Og problemet med denne situation er, at rumfartøjer er udstyret med navigationsure, der kun er præcise til en vis grad.

For at løse dette problem planlægger NASA at opsende et rumfartøj i 2015, som vil være udstyret med Deep Space Atomic Clock. Det er en miniudgave af det ultrapræcise kviksølv-ion-atomur, der er 100 gange mere stabilt end de eksisterende navigationsure. Det betyder, at uret er nøjagtigt med en milliardtedel af et sekund over en periode på 10 dage, hvilket giver astronauterne mulighed for at måle frekvenser (som bruges til at beregne afstande) med meget større præcision. Dermed kan de i sidste ende styre dem væk fra potentielt katastrofale kollisioner.

Kilder: Science Discovery, Space.com