Det er halv et om morgenen. En molotovcocktail smadrer gennem et soveværelsesvindue. Heldigvis for beboerne er flaskens landing dæmpet af sengetøj, hvilket forhindrer den i at gå i stykker og sprede sit dødelige indhold.

9_97_interviews.jpg
Foto af Therese R. Rasnick
Informationer, der indsamles på eller i nærheden af et brandsted, vil ofte være afgørende for retningen af efterforskningen.

Når brandmænd ankommer for at undersøge hændelsen, ser de straks potentialet for rædsel. Interview med husejerne og naboerne giver ingen øjenvidner til forbrydelsen. Sagen bliver et spørgsmål om at opstille en liste over mistænkte og eliminere dem en efter en, indtil kun gerningsmanden er tilbage.

I løbet af flere uger udspørger marshallerne venner, slægtninge, kolleger og bekendte til husejerne. Med tiden fokuserer efterforskningen på en tidligere kæreste til husejernes 16-årige datter. I løbet af flere afhøringer kommer den unge mand med udtalelser, der gør ham fra vidne til mistænkt. Det er kun betjentenes evne til at skifte fra interviewer til forhørsleder, der gør det muligt for dem at få de oplysninger, der er nødvendige for at anholde brandstifteren.

Differentierede dialoger

Og selv om interviews og forhør ligner hinanden i metode og formål, skal efterforskerne altid være opmærksomme på, hvilken type dialog de er involveret i. Den enkleste måde at skelne mellem de to er at huske, at et vidne interviewes, og en mistænkt afhøres.

Et af de vanskeligste tidspunkter i en efterforskning opstår, når der sker en krydsning (dvs. et vidne afgiver en erklæring, der flytter ham eller hende over i kategorien af mistænkte). Efterforskeren skal være forberedt på at foretage skiftet og fortsætte uden at miste terræn.Visse karakteristika er fælles for interviewet og afhøringen. I begge tilfælde er forberedelse afgørende. Efterforskeren bør først fastlægge stedet for mødet. Hvis det er muligt, bør det afholdes på efterforskerens kontor, hvilket placerer ham eller hende i en autoritetsposition.

Rummet bør være fri for distraktioner, indeholde et skrivebord og to stole, og efterforskeren bør sidde lidt højere end den pågældende. Skrivebordet og væggene bør være nøgne, så der ikke er noget, som forsøgspersonen kan fokusere på. Vinduer bør være dækket til. Ideelt set bør rummet være malet i en stærk farve, f.eks. grøn, idet aggressive farver (rød eller orange) samt afslappende farver (pastelfarver og jordfarver) bør undgås. I sådanne omgivelser er personen tvunget til at koncentrere sig om interviewet, hvilket gør det lettere for efterforskeren at indhente oplysninger.

Efterforskeren skal også være forberedt fysisk klædt komfortabelt, ikke sulten eller tørstig og mentalt på interviewet eller afhøringen. Hjernen skal være fri for alle distraktioner og fokuseret på den pågældende sag. Efterforskeren skal også fuldt ud forstå sagen, og hvilke oplysninger der søges. Hvis efterforskeren ikke ved, hvad der er brug for, kan det ske, at den pågældende får lov til at tale løs og efterlade efterforskeren forvirret. Efterforskerens holdning bør være professionel og tillidsfuld, idet han eller hun skal huske, at han eller hun er en faktasøger og skal forblive løsrevet, uanset hvad der bliver hørt.

Når disse betingelser er opfyldt, er efterforskeren klar til at påbegynde sessionen. I de fleste tilfælde foretrækkes en en-til-en-situation, men der er omstændigheder, der kræver en anden interviewer, f.eks. når efterforskeren er mand, og den pågældende er kvinde, eller når en sag involverer et voksen-barn-forhold. Når der er to forhørsledere til stede, kan de måske ønske at bruge en “god betjent/dårlig betjent”-rutine for at opnå forsøgspersonens samarbejde, selv om dette sjældent virker på andre end førstegangsforbrydere. Det er bedre, at den anden udspørger forbliver tavs, indtil afhøringen er afsluttet, og derefter beder om, at visse punkter bliver opklaret eller uddybet. Tanken om to eller flere personer, der affyrer spørgsmål til en person, fører kun til forvirring og er spild af tid.

Der bør tages billeder af personen under et forhør eller en afhøring, før og efter, for at identificere personen og for at vise hans eller hendes fysiske tilstand. Efterforskeren vil også gerne have en optegnelse af, hvad der sker. Dette kan gøres med skriftlige noter, båndoptagere eller videooptagelser. Mange efterforskere undgår at optage eller tage noter i begyndelsen af interviewet, da intet virker til at bringe en person til tavshed så hurtigt som synet af en båndoptager eller en notesbog. I stedet lader de personen tale hændelsen igennem én gang. Derefter får personen at vide, at efterforskeren skal tage noter eller lave en båndoptagelse, så beretningen skal gentages.

Kontrol med processen

Det indledende indtryk på et potentielt vidne vil ofte være afgørende for graden af samarbejde og mængden af oplysninger, der opnås. Gode interviewere starter langsomt og spørger om baggrundsoplysninger, navn, adresse, alder osv. for at finde et fælles grundlag, hvormed de kan indlede en samtale. Jo mere personen identificerer sig med efterforskeren, jo mere hjælpsom vil han eller hun sandsynligvis være.

Og uden at virke for autoritativ skal efterforskeren kontrollere interviewet og ikke lade personen vandre for langt væk. Intervieweren skal altid være i stand til at føre den interviewede tilbage til emnet uden at være uhøflig eller virke ligeglad. At kontrollere et interview kan ofte være en vanskelig balancegang, men det er en opgave, som efterforskeren skal blive dygtig til.

I de fleste tilfælde vil de indledende interviews finde sted på gaden på eller i nærheden af brandstedet. De oplysninger, der indsamles på dette tidspunkt, vil ofte være afgørende for, hvilken retning efterforskningen skal gå. Selv om efterforskeren måske ikke har den luksus at bruge alle de ovenfor nævnte idéer, bør han forsøge at anvende så mange som muligt for at sikre, at han får de bedste oplysninger.

Efterforskeren bør også tage hensyn til, hvem der bliver interviewet, f.eks. vil et vidnes alder påvirke den måde, hvorpå han eller hun vil huske og beskrive begivenhederne. Børn mellem 6 og 10 år kan være skarpe observatører og uden motiver og fordomme, men de har en tendens til at forvrænge deres opfattelser; personer i den midaldrende alder er meget opmærksomme på verden omkring dem og er med deres modne dømmekraft og uindskrænkede evner ofte de bedste vidner; mens fysiske funktionsnedsættelser og en tendens til at regrediere kan påvirke værdien af ældre mennesker som vidner.

Når man gennemfører et interview, skal man tage hensyn til vidnets motivation. Klagere, personer, der klages over, informanter og ofre vil have forskellige dagsordener. I disse interviews advares efterforskeren om at “holde sig til kendsgerningerne”.

På et brandsted bør der foretages interviews med (men ikke begrænset til) brandmænd, ejere af ejendomme, ansatte, beboere og naboer. Senere vil efterforskerne tale med forsikringsagenter eller justeringsagenter.

Når interviewet er afsluttet, bør man takke personen for hans eller hendes hjælp og give oplysninger om, hvordan man kan kontakte efterforskeren, hvis man skulle blive mindet om andre oplysninger.

Brandstiftelse i USA

  • Brandstiftelse er landets førende brandårsag.
  • Over 65% af brandstiftelserne er påsat udenfor. 20 % er påsat i bygninger, og de fleste af de resterende er påsat i køretøjer.
  • Påstiftelse tegner sig for 14 % af alle brandskader og er den næststørste årsag til branddødsfald. Brandstiftelse er den førende årsag til materielle skader.
  • Motiver til brandstiftelse: hærværk, ondskab, hævn, intimidering, fortielse af andre forbrydelser, økonomiske problemer, borgerlige uroligheder, hadrelaterede forbrydelser, bandeinitiering, ophidselse, selvmord, mord

Kilde: U.S. Fire Administration

Intensitet af afhøring

En afhøring er afhøring af en person, der mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, eller af en person, der er tilbageholdende med at give fuld oplysning om oplysninger, som han eller hun er i besiddelse af, og som er relevante for efterforskningen.

Forskellen mellem en afhøring og en afhøring ligger ofte i dens intensitet. Ved en afhøring har efterforskeren oplysninger, som på en eller anden måde forbinder den pågældende med forbrydelsen. Formålet er at underbygge denne forbindelse og udvide oplysningerne i retning af det endelige mål om at afslutte sagen.

Den juridiske forskel mellem et forhør og en afhøring er dikteret af de omstændigheder, hvorunder de hver især gennemføres. Hvis afhøringen foregår i et miljø uden for frihedsberøvelse, hvor den pågældende ved, at han eller hun frit kan forlade stedet når som helst, er efterforskeren ikke forpligtet til at oplyse den pågældende om hans eller hendes rettigheder. For eksempel: I nærheden af et brandsted stopper du en mand på gaden, som passer til beskrivelsen af en mistænkt, der er set løbe fra bygningen. Du beder ham om at fortælle dig, hvor han befandt sig på brandtidspunktet. Han nægter at svare og går videre. Hvis du stopper ham og fortsætter med at udspørge ham, foretager du et forhør i varetægtssurrogat, og du skal oplyse ham om hans rettigheder. Hvis du undlader at gøre det, og det viser sig, at han er gerningsmanden, vil alt, hvad han fortæller dig fra det tidspunkt, være ubrugeligt. Hvis du derimod lader ham gå væk, og når han når hjørnet, vender han sig om og råber, at han var ved at brænde bygningen ned, kan du bruge udtalelsen, men når du fanger ham, skal du rådgive ham om hans rettigheder, før du foretager yderligere afhøring.

Hvis du i ovenstående scenarie havde lugtet benzin på mandens tøj, da du standsede ham, ville du have sandsynlig grund til at tilbageholde ham til afhøring. Igen ville du være nødt til at oplyse ham om hans rettigheder, så snart du konstaterede, at han ikke ville gå væk uden at besvare dine spørgsmål. Hvis det skulle vise sig, at han blot lignede den mistænkte og lugtede af benzin, fordi han arbejdede på en tankstation, ville du så lade ham gå; hvis det imidlertid var den mand, du ledte efter, ville du have beskyttet din efterforskning.

Når det er fastslået, at en efterforsker foretager en afhøring, skal flere regler følges. Efter at den pågældende er blevet informeret om sine rettigheder, skal der indhentes et “bevidst og intelligent afkald”, før afhøringen kan fortsætte. Det betyder, at den pågældende klart skal have forstået, hvad han eller hun giver afkald på. En person, der er beruset eller påvirket af narkotika, kan ikke give et intelligent afkald. Undertiden kan det være nødvendigt at have en tolk til stede for at forklare rettighederne på en mistænkts modersmål, selv om den mistænkte tilsyneladende forstår engelsk. En efterforsker kan ikke overtale, true eller narre en mistænkt til at give afkald på sine rettigheder.

Hvis den mistænkte vælger at tie, skal efterforskeren respektere dette valg. Hvis den mistænkte beder om advokatbistand, skal alle afhøringer standses, indtil en advokat er til stede. Hvis en mistænkt besvarer spørgsmål, før han eller hun påberåber sig sine rettigheder, giver han eller hun ikke afkald på dem; mistænkte kan holde op med at tale eller anmode om advokatbistand på et hvilket som helst tidspunkt under afhøringen.

Såfremt der er opnået et gyldigt afkald, kan afhøringen begynde. De fysiske og tekniske forberedelser svarer til dem, der er nødvendige i forbindelse med afhøringer. Desuden skal efterforskeren indsamle så mange oplysninger som muligt på forhånd. Spørgsmålene bør formuleres i forhørslederen.

Undersøgeren bør ikke umiddelbart tilkendegive mistanke; der bør snarere etableres et forhold, der lader den mistænkte føle, at undersøgeren har forståelse for hans eller hendes problemer. Efterforskeren bør hele tiden forblive professionel og opfordre den mistænkte til at tale. Den mistænkte vil sandsynligvis lyve, men et tab af humør kan koste efterforskeren det, der ellers kunne have været et produktivt forhør. En efterforsker, der kender sagens kendsgerninger, kan modsige den mistænkte. Hvis man bliver fanget i en løgn, har de fleste mennesker svært ved at fortsætte den.

Flere anvendelser

Selv om opnåelse af en tilståelse er et mål med et forhør, er det ikke det eneste mål. Forhør er et efterforskningsredskab med langt bredere anvendelsesmuligheder. Nogle af de andre formål er:

  • at få den afhørte til at give indrømmelser, der afslører kendsgerninger og omstændigheder omkring en forbrydelse.
  • at få kendskab til eksistensen og placeringen af fysiske beviser.
  • at få kendskab til medgerningsmænds identitet.
  • For at udvikle yderligere spor til efterforskningen.

I retten er en tilståelse uden underbyggende oplysninger ikke nok til en domfældelse.

Både intervieweren og forhørslederen skal besidde visse kvaliteter. De skal være tilpasningsdygtige, kunne passe på Park Avenue såvel som i slumkvarteret. De skal også være parat til at tage usædvanlige svar med ro og fortsætte interviewet/forhøret. Efterforskeren skal være høflig, veloplagt, vedholdende og overbevisende.

Det er også en forudsætning at være en god lytter, der er i stand til at forstå, hvad der bliver sagt, og ikke blot høre det, ligesom det er en forudsætning at være upartisk, i stand til at afgøre vidners pålidelighed samt at være observerende og vidende. Disse kvaliteter udgør sammen med gode verbale færdigheder den komplette interviewer/interrogator.

Det er en sandhed inden for kriminalundersøgelser, at de fleste forbrydelser opklares ved hjælp af “oplysninger”. Intet sted er dette mere sandt end ved efterforskning af brandstiftelse. Det er sjældent, at indicier er nok til at opnå en domfældelse. Effektiviteten af en efterforskning afhænger af efterforskerens evne til at indhente oplysninger fra klager, vidner, informanter og mistænkte.

Daniel P. Higgins gik for nylig på pension som tilsynsførende brandinspektør, der var tilknyttet FDNY’s program til indgriben over for unge brandstiftere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.