Foto af Aimee Quiggle
En vigtig del af Dr. Mansueto’s ComB-model er SCAMP-interventionen. SCAMP står for Sensory, Cognitive, Affective, Motor, og Place. Når min klient og jeg har en fast forståelse af den hårtrækkende adfærd, bruger jeg SCAMP-interventionen til at skabe en skræddersyet behandlingsplan.
Sensorisk: For personer, der søger sensorisk aktivering på deres hovedbund, kan vi bruge børster, kamme, kuglepenne, massage eller is til at lette fornemmelserne. For hænder kan personer få manicure, bruge lotioner eller file deres negle. Til ansigtet kan man bruge badeolier, bade, ansigtsskrubber eller en loofah.
Kognitiv: Ofte kan specifikke tanker føre til hårtrækning. Almindelige tanker er bl.a.: “Mit hår skal se perfekt ud”, “Jeg skal af med den plet”, “Jeg trækker bare lidt”, “Jeg har allerede trukket en gang, så hvorfor prøve at holde igen?” Her øver den enkelte sig i at tænke på en mere realistisk måde (f.eks. “Det er okay at være uperfekt”, “Den bedste måde at ordne det på er at lade det hele” og “Et fejltrin er ikke en fiasko, ethvert fremskridt er nyttigt”).
Affektivt: Når specifikke følelser får en til at rive sig i håret, er den bedste måde at løse dette problem på at lære mere effektive måder at regulere sit nervesystem på. For at blive mere afslappet kan den enkelte bruge diafragmatisk (mave) vejrtrækning, progressiv muskelafspænding, praktisere meditation, lytte til hvid støj, bruge en varmepude, drikke en varm drik, gå en langsom afslappende tur, bruge en gelmaske til øjnene/ansigtet eller tage et langt bad. For at imødegå intensitet og smerte kan man stikke fingrene i frossen is, lægge ansigtet i en skål med isvand, sutte på en citron, knække et elastikbånd om håndleddet, tage et koldt brusebad, løbe en hurtig tur eller tygge et stort stykke tyggegummi. For at håndtere kedsomhed kan den enkelte lære om et emne af interesse på internettet, skrive i en dagbog, tegne, spille et musikinstrument, læse en bog, male, tage fotografier, lave krydsord og have.
Motorik: Ud over HRT kan fysiske barrierer ofte hjælpe med at reducere hårtrækning. F.eks. kan gummifingre, plaster, sovemasker, hovedindpakninger, briller, hatte, handsker, tommelfingerbøjler og tape bruges til at skabe barrierer for hårtrækning. Det kan også hjælpe at ændre hårets og hændernes tilstand (f.eks. vådt hår, vaseline på øjenlågene/brynene, falske negle, håndcreme). Genstande som f.eks. larmende armbånd, albuestænger og parfume kan øge bevidstheden om hårtrækning. Legetøj kan undertiden være et alternativ til at trække i håret (f.eks. koosh-bolde, silly putty, ler, strikning). Med hensyn til mundritualer kan det hjælpe at tygge tyggegummi, spise solsikkefrø, tygge rå pasta, tygge på en tandstik og spise vingummi-bamser.
Sted: Omfattende interventioner bør også være rettet mod det miljø, hvor hårtrækning finder sted. Enkeltpersoner kan prøve at ændre lysniveauet, dække spejle, slippe af med pincetter (eller lægge dem i fryseren), bruge klistermærker, holde visse døre åbne (for at mindske privatlivets fred), omarrangere møbler og sidde i forskellige stillinger.
Overvågning af fremskridt og revision af behandlingen
Når klienten og klinikeren begynder behandlingen, er det vigtigt at føre en daglig logbog over hårtrækningsepisoderne og de forsøgte interventioner. Nogle interventioner vil virke med det samme, andre vil skulle finjusteres, og nogle vil miste deres effektivitet over tid. Klienten og klinikeren skal arbejde sammen og konstant overvåge og reevaluere behandlingen, indtil der er udviklet en plan, der passer til klientens behov. Denne proces kan tage uger eller måneder. Da trichotillomani desuden ændrer sig, efterhånden som vi bliver ældre, kan det være, at behandlinger, der virkede i en fase af livet, ikke virker i en anden.
Råd til behandlingssøgende og behandlere
Som du kan se, er behandling af trichotillomani en kompleks og langvarig proces. Det kræver meget tid, mod og motivation fra den enkelte og meget træning og erfaring fra behandlerens side. Hvis du er en person, der lider af trichotillomani, skal du sikre dig, at din behandler anvender videnskabeligt understøttede behandlinger. Spørg dem om den type behandling, de bruger. Hvis du ikke hører noget om at øge bevidstheden, ændre adfærd eller følelsesmæssig regulering, er deres behandling måske ikke baseret på videnskab. Hvis de begynder at bruge personlige vidnesbyrd og vilde teorier som støtte for deres behandling, eller hvis de siger, at deres behandling ikke kan evalueres videnskabeligt, skal du løbe væk – de sælger dig sandsynligvis slangeolie.
Jeg anbefaler at bruge Trichotillomania Learning Centers liste over sundhedsudbydere for at finde personer, der er uddannet i videnskabeligt understøttede behandlinger. Hvis du er en sundhedsplejerske, der ønsker at lære mere om disse behandlinger, anbefaler jeg stærkt at deltage i et Trichotillomania Learning Center Professional Training Institute og gennemse deres kliniske ressourcer.
Azrin, N. H., Nunn, R. G., & Frantz, S. E. (1980). Behandling af hårtrækning (trichotillomani): En sammenlignende undersøgelse af vaneomvendelse og negativ øvelsestræning. Journal of Behavior Therapy and Experimental Psychiatry, 11, 13-20.
Duke, D., Keeley, M., Geffken, G., & Storch, E. (2010). Trichotillomani: en aktuel gennemgang. Clinical Psychology Review, 30, 181-193.
Franklin, M. E., Edson, A. L., & Freeman, J. B. (2010). Adfærdsterapi for pædiatrisk trichotillomani: Udforskning af virkningerne af alder på behandlingsresultatet. Child and Adolescent Psychiatry and Mental Health, 4, 18.
Keuthen, N. J., Rothbaum, B. O., Welch, S. S., Taylor, C., Falkenstein, M., Heekin, M., Jordan, C. A., et al. (2010). Pilotforsøg med dialektisk adfærdsterapi-forstærket vaneomvendelse for trichotillomani. Depression and Anxiety, 27(10), 953-959.
Mansueto, C. S., Townsley-Stemberger, R. M., R. M., McCombs-Thomas, A., & Goldfinger-Golomb, R. (1997). Trichotillomania: En omfattende adfærdsmæssig model. Clinical Psychology Review, 17, 567-577.
Walther, M. R., Ricketts, E. J., Conelea, C. A., & Woods, D. W. (2010). Nylige fremskridt i forståelsen og behandlingen af trichotillomani. Journal of Cognitive Psychotherapy, 24(1), 46-64.