Amerikansk hvedeøl er en øltype, der er blevet populær i amerikanske håndværksbryggerier, og som generelt anvender malt hvede i 30 % eller mere af grøden og gæres med enten lager- eller neutral ale-gær. Humlekarakter og bitterhed varierer fra lavt til middelhøjt niveau, men alle eksempler har en mild, melagtig maltsmag. Øl, der er brygget i denne stil, har ikke de nellike-, kanel- eller muskatnøddetræk eller det høje indhold af bananlignende estere, som er kendetegnende for de bayerske hvedeølstile. Eksempler på amerikanske hvedeøl er Widmer Hefeweizen, Pyramid Hefeweizen og Shiner Hefeweizen.
Hvede, i maltet og umaltet form, har længe været anvendt til fremstilling af øl, hvilket fremgår af flere klassiske europæiske stilarter, der anvender dette korn: wit, lambic, Berliner weiss og bayrisk hefeweizen. Historisk set har disse stilarter ofte tegnet sig for en betydelig del af ølsalget i deres respektive regioner.
For 1980’erne blev der kun sjældent lavet øl med hvede i USA. Amerikansk hvedeøl udviklede sig i løbet af dette årti i takt med, at nystartede mikrobryggerier efterlignede europæiske stilarter, især bayersk hefeweizen. De resulterende øl lignede originalen, men gav en ny smagsoplevelse.
Nøglen til den amerikanske hvedeøls smag stammer fra gærudvælgelse og gæringsmetoder. De tidlige bryggere brugte deres almindelige ale- eller lagerstammer i stedet for en bayersk weizen-gær, en praksis, der fortsætter den dag i dag. Denne fremgangsmåde giver amerikansk hvedeøl en afdæmpet frugtighed og eliminerer samtidig de fenolske, nellikeagtige træk, der er forbundet med de tyske weizen-stammer.
Selv om amerikanske bryggere bruger malthvede ligesom tyskerne, bruger de generelt mindre – så lidt som 30 % af grøden og sjældent mere end 50 %. Resten af malten kommer fra lys to-rækker malt. Da hvedemalt er et korn uden skræl, giver hvedemalt ikke den samme let ristede smag som bygmalt. Opskrifterne er generelt formuleret til at resultere i en øl med 4-5,5 % ABV, og de bløde, melagtige aromaer fra hvedemalt giver stilen en relativt mild smag og god drikkelighed. En let syrlig let syrlighed er almindelig.
Den resulterende øl er lysegul til gylden i farven, og det høje proteinindhold i hvedemalt bidrager til et tåget eller grumset udseende, der er almindeligt for denne stilart. Ligesom deres tyske kolleger sælger amerikanske bryggerier ofte hvedeøl ufiltreret, så der kan være gær til stede – af og til i et sådant omfang, at det bidrager til øllets uklare udseende. På trods af dette betragtes gærsmag ikke som et accepteret stiltræk.
Hvis humleforbruget varierer, betyder det forholdsvis lette maltgrundlag, at humleforbruget skal holdes i skak for at undgå at overvælde øllet. Bitterheden kan variere fra 10 til 35 IBU, men ligger normalt i den nedre ende af dette interval og opfattes generelt som lav til moderat. Mange eksempler anvender smags- og aromahumling med amerikanske sorter for at opnå et lavt til middelhøjt citrus- eller fyrretræstryk. Der anvendes lejlighedsvis europæisk aromahumle for at opnå en lignende blomstret eller krydret effekt.
Trods betydelige smagsforskelle mellem amerikanske og tyske hvedeøl bruger mange amerikanske bryggerier de tyske ord “weizen”, “weiss” eller “hefeweizen” til at navngive hvedeøl fremstillet i den amerikanske stil. Som følge af denne fordrejning af nomenklaturen ved forbrugerne sjældent, om de skal forvente den traditionelle tyske smagsprofil eller den amerikanske smagsprofil, når de køber amerikanske hvedeøl.
Amerikansk hvedeøl har været et populært grundlag for fremstilling af frugtbier. Se frugtbier. Hindbær blev ofte anvendt i 1990’erne, men mindre assertive frugter anvendes oftere nu. Den lyse farve og den milde smag af amerikansk hvedeøl kan gøre det nemt at udtrykke frugttræk.
Se også hvede og hvedemalt.