Kropsmasseindekset (BMI)
Kropsmasseindekset (BMI) bruges til at afgøre, om en person er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig. Det beregnes ved at dividere vægten (i kg) med højden i kvadrat (i m) (dvs. Wt/Ht2). BMI kan anvendes på alle voksne, af begge køn, mellem 18 og 60 år.
Nedenfor er BMI-tærskelværdierne (bemærk, at de er baseret på sundhedsrisici, ikke på udseende):
Undervægt: < 18,5
Normalvægt: 18,5 – 24,9
Overvægt: 25,0 – 29,9
Fedme: 30,0 og derover
Personer af asiatisk oprindelse har større sundhedsrisici ved lavere BMI end kaukasiske personer. Det er også vigtigt at huske på, at BMI ikke gælder for personer under 18 år, voksne over 60 år og personer med stor muskelmasse.
BMI-for-alders-percentilvækstdiagrammer er den mest almindeligt anvendte indikator til at måle størrelse og vækstmønstre hos børn og teenagere (op til 19 år). De vægtstatuskategorier, der er defineret af Centers for Disease Control and Prevention (CDC), er som følger: undervægt (mindre end 5. percentil); normal eller sund vægt (5. percentil til mindre end 85. percentil); overvægt (85. til mindre end 95. percentil); fedme (lig med eller større end 95. percentil). For patienter med spiseforstyrrelser er det dog tilrådeligt at betragte en BMI-for-alders-percentil svarende til et BMI på 19,0 hos voksne som den minimale tærskel for sund vægt. Under dette BMI oplever de fleste mennesker nemlig nogle negative fysiske og psykosociale virkninger af at være undervægtige.