- Millioner får i dag ordineret medicin, der potentielt er ekstremt skadelig
- I sidste uge afslørede Viscount Hinchingbrooke sin 20-årige kamp mod disse piller
- Nu siger eksperter, at for mange, antidepressiva virker ikke bedre end placebo
Mere briter end nogensinde før tager antidepressiv medicin – recepter på den mest almindelige type, kendt som SSRI’er (serotoninselektive genoptagelseshæmmere), steg med 165 procent mellem 1998 og 2012.
Men en kontroversiel ny bog, The Sedated Society, hævder, at disse lægemidler, der siges at rette op på en kemisk ubalance i hjernen, er det forkerte at give til følelsesmæssigt sårbare mennesker – voksne eller børn.
I en skånsom vurdering af medicinalindustrien og psykiatrien hævder eksperter, at beviserne for antidepressiva er mangelfulde og siger, at stofferne aldrig har vist sig at korrigere en kemisk ubalance.
Alligevel får millioner af mennesker ordineret medicin, som potentielt er ekstremt skadelig.
I sidste uge offentliggjorde Good Health en sønderlemmende beretning fra en af bogens forfattere, Viscount Hinchingbrooke, om de 20 år, han fik ordineret disse stoffer – medicin, som han ikke havde brug for – og om helvede med at komme ud af dem.
Hans prøvelser er alt for almindelige, som en af hans medforfattere, professor Peter Gøtzsche, en højt anset ekspert med speciale i klinisk forskning, design og analyse ved Københavns Universitet, forklarer:
“Medicinen har ikke leveret det, som patienterne ønsker, nemlig at behandlingen skal virke på specifikke mentale eller følelsesmæssige problemer. Så der er ingen begrundelse for udbredt, livslang brug.
‘Folk bliver holdt på disse lægemidler i årevis. Klinikere hævder, at det er for at forhindre et tilbagefald, men bivirkningerne ved at stoppe kan være så alvorlige, at det er at foretrække at blive på dem.’
Men dette er ikke den eneste bekymring, som den nye bog rejser.
Ifølge de ti ekspertforfattere er lægemidler som SSRI’er og de tunge beroligende midler, der er kendt som antipsykotika, ikke blot ikke bedre end placebo for de fleste mennesker, men nogle øger også risikoen for selvmord hos børn og voksne.
De sænker også libido og kan forårsage en dybt ubehagelig muskulær tilstand kaldet tardiv dyskinesi.
Dertil kommer, at de hævder, at stofferne er i stand til at påføre langtidsskader, der varer ved, selv når patienten er holdt op med at tage dem.
Forskning på dyr har vist, at antidepressiva kan skrumpe forbindelserne mellem hjernecellerne, og at disse ikke vokser tilbage, efter at stofferne er stoppet.
Der kunne være god grund til at acceptere risiciene ved disse potentielt farlige bivirkninger, hvis SSRI’er virkelig var effektive til at lindre depression.
Argumentet er, at depression skyldes lave niveauer af det velvære kemikalie serotonin, så SSRI’er sænker den hastighed, hvormed hjernen nedbryder det, så der er mere til at øge humøret.
Ingen forskning har imidlertid vist en sammenhæng mellem serotoninniveauet i hjernen og depression.
“Sygdomsmodellen har været en katastrofe,” siger professor Gøtzsche.
“Jeg har aldrig set noget overbevisende bevis for, at en psykiatrisk sygdom forårsager hjerneskader, men jeg har set masser af beviser for, at medicinering forårsager hjerneskader.”
Så bliver teorien alligevel ofte brugt til at advare patienterne om, at hvis de stoppede med at tage medicinen og følte sig forfærdelige, var det et tegn på, at deres sygdom var på vej tilbage.
En anden mere plausibel forklaring er, at da SSRI’er og andre psykiatriske lægemidler er kendt for at være vanedannende, er de foruroligende symptomer et resultat af at gå kold tyrker.
Disse abstinensvirkninger kan vare i årevis, som Viscount Hinchingbrooke beskrev i sidste uge.
En anden grund til at være mistænksom over for teorien er den ekstraordinære længde, som medicinalfirmaerne var villige til at gå for at få gunstige resultater, såsom at skjule ugunstige resultater eller forfalske statistikkerne, som professor Gøtzsche beskriver i den nye bog.
Et grundlæggende princip for randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) – den gyldne standard for afprøvning af ethvert nyt lægemiddel – er, at ingen af de involverede, hverken læge eller patient, ved, hvilken gruppe af patienter der får lægemidlet og hvilken gruppe af patienter der får placebo.
Men inden for to uger efter, at hovedforsøget med Prozac var begyndt, havde forskere for producenten ignoreret dette princip og skiftet patienterne mellem grupperne, hvilket forbedrede resultaterne.
Endnu værre var det, at for at mindske risikoen for, at Prozac øgede risikoen for selvmord (en bivirkning, der var kommet frem i tidligere forsøg), fik 25 procent af de patienter, der fik Prozac, et beroligende middel – selv om denne oplysning ikke fremgik på det tidspunkt.
Når amerikanske FDA (Food and Drug Administration) opdagede, hvad der var blevet gjort – ifølge en anden af bogens forfattere, dr. Peter Breggin, en psykiater, der har skrevet bøger om Prozac – beregnede den, at fordelene ved Prozac uden beroligende midler ikke var bedre end placebo.
På baggrund af sådanne mangelfulde beviser blev Prozac lanceret i 1987. Andre mærker fulgte efter, og et af dem – Seroxat – gennemførte forsøg for at få tilladelse til at behandle depressioner hos børn, men det viste sig, at de var misvisende.
I 2002 afslørede BBC’s Panorama, at nogle af disse forsøg havde vist, at Seroxat øgede risikoen for selvmord hos børn, men producenten havde lagt disse pinlige resultater i en nederste skuffe og aldrig offentliggjort dem.
Planorama-programmet var første gang, at tæppet, der skjulte, hvad der foregår bag kulisserne i lægemiddelforsøg, blev trukket tilbage.
En britisk lægemiddelkomité meddelte, at Prozac var det eneste SSRI, der sikkert kunne bruges af børn, på trods af den kendte selvmordsrisiko for voksne.
Der var dog ingen sanktioner for firmaet, der skjulte selvmordsrisikoen.
Prozac havde fået en stor markedsføringsmulighed, men Panorama-afsløringerne havde gjort indhug i folks tillid til SSRI’er, så en ny forsøgsserie kaldet TADS (Treatment of Adolescents with Depression Study) blev indledt i USA ved det amerikanske National Institutes of Mental Health.
Det sammenlignede Prozac plus CBT (kognitiv adfærdsterapi) med Prozac alene eller placebo og hævdede, at resultaterne viste, at Prozac i kombination med CBT var sikkert og effektivt for børn.
Men som med så mange SSRI-forsøg blev de gunstige resultater opnået ved et simpelt, men effektivt tricktyveri, siger en anden af bogens forfattere, professor Sami Timimi, der er konsulent i børne- og ungdomspsykiatri og direktør for medicinsk uddannelse i det nationale sundhedsvæsen i Lincolnshire.
Kun positive resultater blev rapporteret i resuméet af forsøget – man var nødt til at grave sig igennem hele artiklen for at finde sandheden, siger professor Timimi.
“Overskriftskonklusionen fra den første TADS-undersøgelse var, at Prozac plus CBT var den bedste løsning for børn,” skriver han.
“I den fulde tekst, der var godt skjult, var der meget dårligere nyheder for Prozac. Når man sammenlignede det direkte med placebo, var det ikke bedre.”
Også skjult var selvmordsrisikoen, siger han. Ingen af de børn, der fik placebo eller terapi, havde nogen risiko, mens der viste sig en klar sammenhæng med Prozac.
I en voldsom bredside mod faget mener professor Gøtzsche, at de store pengesummer, der blev tilført psykiatrien fra medicinalfirmaerne på grund af teorien om, at depression skyldtes et lavt niveau af serotonin, var en afgørende faktor for, at disse data kunne stå uimodsagt.
På samme tid, hvor TADS tilsyneladende gav Prozac en ren straffeattest, offentliggjorde psykologiprofessor Irving Kirsch, associeret direktør for Harvard Program in Placebo Studies, resultaterne af sin analyse af ikke-offentliggjorte SSRI-forsøg, som FDA var i besiddelse af.
Disse blev stort set ignoreret. Så for mange mennesker virker stofferne ikke, hedder det i den nye bog.
Men lægemidler, der ikke virker og faktisk kan skade en patient, er helt klart også dybt bekymrende.
Ud over den forhøjede risiko for selvmord og de alvorlige problemer, som nogle patienter har med abstinenser, er der risiko, om end sjældent, for en dybt ubehagelig bivirkning ved langvarig brug af antidepressiva, kendt som tardiv dyskinesi (TD), der er resultatet af permanente ændringer i hjernen.
Patienterne mister kontrollen over musklerne, især omkring hoved og hals og i arme og ben.
Tiltag med SSRI’er kan give en lignende tilstand kendt som akathisia, som Dr. Breggin beskriver som “en ekstrem form for rastløshed, hvor patienterne ikke kan sidde stille, og som prædisponerer til selvmord og mord”.
Så hvad skal der gøres for at sikre, at børn og voksne, der søger hjælp for depression, får den på en sikker og effektiv måde?
Peter Kinderman, professor i klinisk psykologi ved University of Liverpool, en anden af bogens forfattere, mener, at løsningen er at vende tilbage til en tilgang, der behandler folks følelsesmæssige behov direkte, snarere end med medicin på grundlag af en ubevist teori om hjernekemi.
Dette at skrue tiden tilbage har vidtrækkende konsekvenser.
“Psykisk sundhed bør ikke længere kontrolleres af psykiatere,” siger professor Kinderman, der er formand for British Psychological Society.
“De er den profession, der ordinerer medicin til psykiske lidelser, og der ville ske forbedringer ved at skære ned på ordinationen til næsten nul.”
The Sedated Society redigeret af James Davies (Palgrave Macmillan, £25).
