Jeg fylder 28 år på torsdag, og jeg har længe ventet på at fylde 28 år. Jeg kender godt folk omkring mig, der tigger om at få tiden stoppet og ikke vil høre om, hvordan om de rammer de store 30’ere eller går ind i slutningen af 20’erne, men jeg tager egentlig ikke noget problem med hele det der med at blive ældre. Bortset fra de lejlighedsvise “Vent, skolen er mere end ti år siden?!” og “Åh gud, den fyr er ung nok til at være min bror”, altså. Jeg tror, at en del af det er fordi jeg ikke ser ud som 28? Jeg bliver stadig af og til bedt om mit ID-kort til ting, hvor man skal være 18 eller 21 år gammel, hvilket kan være lige så smigrende som skræmmende (mener du, at jeg ikke engang ser ud til at være 18?! Er det derfor, min dating-situation er så forfærdelig? Tror folk, at jeg er et barn?!) Jeg forstår, at aldring er livets naturlige orden, og jeg har aldrig rigtig følt mig suget ind i samfundets fokus på ungdom, på at forvise rynker og stramme op på ting. Jeg hadede mit udseende indtil jeg var mindst 25 år gammel, og jeg blev hånet om det i hele mit skole- og voksenliv. Nu hvor jeg er ved at lære at værdsætte og respektere (ja, respektere!) mit udseende, tror jeg, at presset for at se ung ud, dvs. endnu en kommentar om mit udseende, bare ikke så let kommer til at gå mig på. Eller måske er det bare fordi jeg fandt hvide hår ret unge, og nu er jeg afstumpet af hele begrebet aldring.
For at vende tilbage til pointen, har jeg i et stykke tid nu været spændt på at blive 28 år. For jeg bliver 28 den 28. og min fødselsdag falder på en torsdag, ligesom da jeg blev født. Det er en fjollet lille ting, jeg ved det godt. Men jeg elsker fjollede små ting som disse, og de gør mig glad. Så som sædvanlig tænkte jeg, at dette ville være et godt tidspunkt til at reflektere over det forgangne år og hele alders-tingen og se på, hvad der er godt, skidt og okay ved at fylde 28.
Det gode
Det gode ved at fylde 28 er, at min personlighed ENDELIG passer til min alder. At sige ting som “Jeg kan ikke lide at gå i klubber” bliver nu mødt med “Ja, det ved jeg godt, ikke?” i modsætning til den foragt, jeg fik som 18-årig. Jeg har bare aldrig forstået hele klub-tingen. Jeg forstår godt, hvorfor folk gør det, men det er bare ikke noget for mig. Det har jeg aldrig været. Andre ting, der kan føjes til listen, er white water rafting, faldskærmsudspring, at drikke sig fuld og stort set alt “eventyrligt”. Jeg er i bund og grund kommet ind i mine gyldne år meget tidligere end nødvendigt. Jeg kan bare ikke lide disse ting, og det er meget nemmere nu at sige, at jeg ikke kan lide at gøre disse ting! Der er virkelig ingen grund til at give disse ting et halvhjertet forsøg eller forsøge at forklare folk, hvorfor jeg ikke ønsker at prøve dem. Jeg elsker mine museer, jeg elsker puslespil, og jeg elsker at afprøve nye opskrifter. Hvis det gør mig til et gammelt menneske, så må det være sådan! *træk på skuldrene. Og selv om jeg aldrig rigtig har haft en større identitetskrise af en art eller været plaget af hele “Er jeg ikke den, jeg troede, jeg er?!” eller “Kan jeg ikke lide det her, som jeg troede, jeg gjorde?!” eller “HVAD VIL jeg overhovedet have?!”, er jeg virkelig ved at vokse mere ind i mig selv. En mere stille tillid til hvem jeg er, og hvor jeg står i verden i stedet for at være bevidst om, hvad jeg præsenterer om mig selv til verden.
En anden ting, der er godt nu, er, at det er okay at være for sig selv i offentligheden. Det er noget, som jeg ikke havde noget imod som koncept, da jeg var yngre, men jeg var bekymret for at virke ucool. Ligesom når man er næsten 30 år og gør ting alene, er det på en eller anden måde fint nok. Fordi du ved det. Livet. Så i disse dage går jeg i biografen alene, spiser på caféer alene, handler alene uden at bekymre mig om, hvorvidt jeg virker som en enspænder/loser på folk. Og især som freelancer kan jeg drage fuld fordel af hverdage og tilfældige tidspunkter som kl. 11 og 15, hvor der bare ikke er så mange mennesker, og jeg kan få bedre service og bevæge mig i ro og mag. Hvis jeg skulle vente for at se en film med min ven eller en søster (som de nok alligevel ikke er interesseret i), ville det betyde at vente til weekenden. At gøre tingene alene betyder, at jeg faktisk også får gjort en masse flere ting! Og livet er virkelig for kort til at vente på folk.
Også 28 år er en alder, som jeg troede, at jeg ville have en mand i selv så sent som for to år siden. Og mens manglen på en føltes som et hul i mit liv, eller jeg følte, at jeg ville være meget lykkeligere, hvis jeg var gift i et stykke tid der, er jeg blevet lykkeligere og mere komfortabel i mit eget selskab. Nej, jeg har ikke byttet det til en kat eller et andet kæledyr, og jeg siger heller ikke dette med et falsk lyst smil, mens jeg stille og roligt imploderer. Jeg har bare haft hele den klichéagtige accept af, at lykken kommer indefra og ikke fra et objekt eller en person. Selv om dette er noget, jeg har kendt som et koncept i lang tid nu, er jeg først for nylig kommet til at indse det. Og mens denne viden måske eller måske ikke hjælper, hvis jeg bliver gift, har det helt sikkert haft en stor indflydelse på mine relationer til andre mennesker. Det har gjort mig mere bevidst om, hvordan jeg reagerer følelsesmæssigt på ting, der kan gøre mig ked af det, og det giver mig mulighed for at centrere mig selv, når jeg føler mig ked af noget, som nogen har gjort. Jeg føler mig mere i kontrol over mit lykke niveau nu. Jeg forstår, hvorfor noget gjorde mig ked af det, så jeg ved, hvad jeg skal gøre for langsomt at bringe mig selv op på et mere neutralt følelsesmæssigt niveau i stedet for at ramme bunden med det samme og gryde der. Jeg har følelsesmæssige grænser nu, og lad mig fortælle dig, at de er fantastiske.
Det dårlige
Nu, mens jeg ikke rigtig ser ud eller føler mig 28, er mit indre 28 og gør det til et punkt at minde mig så ofte om det faktum. For meget fedtet mad? Hele mit fordøjelsessystem er ude af drift. En tallerken med briyani ser så indbydende god ud, og jeg har lyst til at sluge det hele? Mit stofskifte afbryder mig ved halvdelen af tallerkenen. Det er også altid ulideligt klart, hvorfor jeg har en bums nu. Jeg kunne afvise det som fedtet hud indtil jeg var 24, men nu? Min hud har lagt sig til rette i “tør” og jeg får kun bumser af 2 grunde: 1. dårlig kost og/eller stress (Det er hvad bumserne på min pande prøver at sige) 2. min menstruation er her eller er ved at være her (hagen).
Det Okay
Aapropos stofskifte der bremser op, så tror jeg virkelig jeg er færdig med det der med vækst. Dvs. at jeg skal tilbringe resten af mit liv på 152 cm. Selv om ingen i min familie er over 160cm, er det noget jeg er lidt generet af eller ligeglad med, alt efter humør. Jeg mener. Jeg voksede 7cm om året i et par år! Og alt det var for en sølle 152cm?! Seriøst? En del af mig tror, at jeg kunne blive taget mere alvorligt til tider som voksen, hvis jeg var højere. Det er ikke min største klage, men jeg er heller ikke rigtig glad for dette faktum.
Af en eller anden grund finder jeg det MEGET mærkeligt at gøre det, som jeg altid har vidst, at jeg ville, når jeg er 28. Jeg er ekstatisk over endelig at leve et liv som forfatter (ekstatisk er det mindste, man kan sige om det), men mine kontoudtog tjener som en konstant påmindelse om min økonomiske situation. Og det er noget, som jeg fortsat er naivt optimistisk omkring (det er som om jeg har denne musik i mit sind, der siger, at det nok skal gå. If you know, you know), kan det være lidt af et chok at høre en ven tale om opsparing eller at flyve på business class. Der er dage, hvor jeg spekulerer på, om det er værd at forfølge dette i stedet for penge, og mit hjerte siger “HELL YES”, og der er dage, hvor mit hoved siger “Tror du, at du også skulle begynde at deltidsbeskæftige dig et sted?”. Det er mærkeligt at beskrive det, jeg har gjort, som et karriereskift, og jeg bliver meget utilpas, når folk begynder at stille en masse spørgsmål om mine “karriereplaner” og projicerer stærke LinkedIn-vibes på mig. Det er ikke fordi, jeg ikke har en plan, men jeg bryder mig bare ikke om, at det, jeg laver, beskrives så stift og struktureret, som om det var et modul på universitetet. Jeg vil bare sige, at jeg skriver, det er det hele. Og det er det eneste, jeg har ønsket, siden jeg var ung.
Og også mens jeg er ved at lære at mærke mig selv og min singletilværelse, er der dage og mennesker, der minder mig om min alder, manglen på en “mand” og mit faldende antal æg. Jeg har det fint med det hele, men jeg føler, at der er folk, der graver deres kløer i det, mens de venter på min reaktion. En stille skadefryd over min formodede elendighed og en følelse af overlegenhed over min formodede mindreværdighed. Og det kan gøre det hele svært at blive i min følelse af tilfredshed. Det er nemt at sige, at man ikke kan ændre folk og børste det af sig, men jeg ville bare ønske, at vi udøvede lidt mere empati som samfund i stedet for åbent at håne en pige op i ansigtet bare for at føle sig bedre tilpas med sig selv.
Da jeg nægter at slutte af på en negativ tone, vil jeg lige tilføje herinde, at jeg også er ret spændt på at blive 30 år faktisk. Efter at jeg sidst har holdt en fest i min barndom, til min 12 års fødselsdag tror jeg, så vil jeg måske holde en Dirty Thirty. Bare for at fejre, at jeg går ind i et nyt årti i mit liv. Nøglen er måske, for vi kan ikke sige noget med sikkerhed i livets eventyr, kan vi ikke? Jeg var så sikker på, at jeg ville holde en fest til min 21., og det endte med, at jeg tilbragte dagen på min praktikplads. Gad vide, hvad jeg mon laver om to år.
*Abonner på mit månedlige nyhedsbrev, “Thendral’s Telegraph” her!*