Alai

Baggrund

En avis er et trykt tidsskrift, hvis formål er at levere nyheder og andre oplysninger på en opdateret, faktuel måde. Aviser udkommer oftest i daglige udgaver, men kan også udkomme to gange om dagen eller ugentligt. Selv om indholdet af en avis varierer, består det generelt af en forudbestemt kombination af nyheder, meninger og reklamer. Den redaktionelle del skrives af journalister og andre journalister under ledelse af redaktører og kan også være sammensat af rapporter fra telegrafiske tjenester. Annonceindholdet i en avis kan opdeles i to dele, nemlig rubriksektion og display. Rubrikannoncer er små, rene tekstannoncer, der indhentes pr. telefon og sættes i formatet af en repræsentant for rubrikannoncer. Display-annoncer indhentes af salgsrepræsentanter ansat af avisen, som aktivt opsøger lokale virksomheder for at få denne større, mere visuelt orienterede annonceplads.

En avis er trykt på tyndt papir, der er fremstillet af en kombination af genbrugsmateriale og træmasse, og er ikke beregnet til at holde særlig længe. Store trykpresser, som normalt er placeret på et anlæg, der er adskilt fra redaktions- og annoncehovedkvarteret, trykker udgaverne, og et netværk af udbringningsbiler bringer dem til kioskerne og geografiske distributionscentre for abonnenterne.

Historie

Offentlige embedsmænd i det gamle Rom udsendte dagens nyheder i et offentligt rum, men det var først med opfindelsen af trykpressen i slutningen af middelalderen, at masseproducerede tryksager blev mulige. 150 år efter Johann Gutenbergs opfindelse af trykning af bevægelige typer i 1447 udkom den første regelmæssige avis, Avisa Relation oder Zeitung, i Tyskland i begyndelsen af det 17. århundrede. Den første engelsksprogede avis, The Weekly Newes, begyndte at udkomme i England i 1622. I løbet af de næste par generationer var små pamfletter og broadsheets den primære kilde til trykt information i både England og kolonierne i Nordamerika, selv om de generelt var rettet mod forretningsmæssige spørgsmål. En af de første aviser i USA var Publick Occurrences Both Foreign and Domestick, som begyndte at udkomme i Boston i 1690.

Disse tidlige prototyper af avisen udviklede sig med tiden til publikationer, der udkom mere regelmæssigt i lokaliserede geografiske områder. På tidspunktet for den amerikanske revolution blev der udgivet 35 aviser i de 13 kolonier. Mange af disse aviser og deres efterfølgere i de næste par generationer beskæftigede sig med tidens politiske spørgsmål og var ret dyre. Dette ændrede sig imidlertid i løbet af 1830’erne, da teknologi og reklame populariserede “penny papers”. New York Sun var en af de første af disse, der fik en bred læserskare.

Udviklingen af hurtigere og mere effektive trykmetoder førte til en hurtig vækst i aviserne i USA i løbet af det 19. århundrede. Efterhånden som landet udvidede sig, og nye storbycentre opstod, opstod der også aviser, der tjente regionens interesser. En stigende læse- og skrivefærdighed blandt befolkningen var også med til at gøre sådanne tryksager mere populære og rentable. I de sidste årtier af det 20. århundrede er aviser som New York Times og Wall Street Journal blevet ansete kilder til nyheder i USA og har stor udbredelse uden for de byer, hvor de er produceret.

Indtil 1980’erne havde mange byer mere end én avis, og det var ikke ualmindeligt for en storby at have tre eller fire konkurrerende dagblade. I 1990’erne var mange aviser forsvundet eller fusioneret, således at kun en eller to ikke-konkurrerende aviser eksisterede side om side i større byer. Mindre regionale aviser tilbyder en blanding af lokale nyheder og nationale og internationale artikler. Sådanne aviser har normalt korrespondenter i New York, Washington, D.C., og i de store byer i verden. Tabloidaviserne, der præsenterer mere sensationelle nyheder og features som f.eks. detaljerede kriminalhistorier, dukkede først op i USA i 1920’erne. Ordet tabloid henviser til størrelsen af den trykte side, som generelt er halvt så stor som en standard avis.

Den redaktionelle proces

Processen med at producere en daglig udgave af en storbyavis begynder med et møde mellem avisens redaktører, som bestemmer mængden af redaktionel tekst i et nummer på baggrund af den annonceplads, der allerede er blevet solgt. Der aftales et bestemt antal sider, og de redaktionelle opgaver fordeles mellem de forskellige afdelinger. Den del med nationale og internationale nyheder, som normalt udgør den første del af avisen, er sammensat af korrespondenter, der sender deres historier elektronisk, normalt via en moderne computer, til deres redaktørs computer. Her kontrollerer redaktøren historierne og skriver dem undertiden om eller øger eller mindsker deres længde. Yderligere vigtige historier indsamles fra telegrafiske tjenester som United Press International, Associated Press og Reuters. Det er organisationer, der har journalister ansat i forskellige byer i verden til hurtigt at samle historier og artikler til formidling via telefontråde.

Med et skilt med teksten “We’re Printers, by gravy” i hånden fik disse unge mænd taget et fotografi i midten af 1890’erne, muligvis for at fejre afslutningen på deres læretid.

(Fra samlingerne på Henry Ford Museum & Greenfield Village.)

Det er vigtigt at være rettidig omhu i avisbranchen. Selv for 150 år siden havde udgivere i New York City budbringere, der ventede på at møde skibe, der kom fra Europa. Budbringerne tog de seneste decharter, aviser og endda romaner og løb til trykkeriet. Der arbejdede rækker af sætteskrivere hele natten for at sætte typer, så avisen næste eftermiddag kunne indeholde europæiske nyheder, der kun var to uger gamle, eller de første kapitler af en roman, der var udgivet for flere måneder siden.

Da telegrafen kom til de vestlige dele af USA i midten af det 19. århundrede, havde redaktørerne almindeligvis en eller to komponister til langt ud på natten klar til at sætte de historier, der kom ind fra øst via telegrafen. Telegrafisterets prikker og streger, der ofte kun bestod af nøgleord og sætninger, blev hurtigt transskriberet af telegrafisten og givet direkte videre til sættelæserne. Sætterne var dygtige nok til at dechifrere telegrafistens kladder, skrive hele sætninger, mens de satte bogstav for bogstav i hånden, og færdiggøre hele historien inden deadline.

Linotype-maskinen, der blev udviklet i 1880’erne, kombinerede processerne med at komponere tekst, støbe typer og omfordele typeformene. Ved at betjene et tastatur sammensatte Linotype-operatøren forme eller matricer med bogstaver, tal eller tegnsætningstegn i rækkefølge. Matriceerne blev derefter mekanisk holdt på plads, mens smeltet skriftmetal blev presset ind i dem, hvorved der blev skabt en linje af skrift (“lin’ o’ type”). De enkelte matricer blev automatisk sat tilbage i maskinens magasin for at blive genbrugt.

Linotype firedoblede hastigheden på en typograf. Dette gjorde det muligt for redaktørerne at reducere arbejdsomkostningerne og samtidig få alle de seneste nyheder. Maskinen kostede hundredvis af komponister deres job og øgede intensiteten og tempoet i arbejdet.

William S. Pretzer

For en typisk, nyhedsbrydende historie af lokal oprindelse begynder processen med, at en korrespondent indsender en rapport, enten personligt eller via en moderne computer, til den person, der er ansvarlig for “omskrivningen”. Rewrite-journalisten finjusterer ordlyden af historien og sørger for, at den besvarer de seks vigtige spørgsmål: hvem, hvad, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan. Derefter sender han eller hun den videre til computeren på bydeskranken. Redaktøren på city desk, som er ansvarlig for avisens lokale indhold, gennemgår historien, foretager om nødvendigt yderligere ændringer og sender den videre til nyhedsredaktionen. Nyhedsredaktøren, som træffer den endelige beslutning om, hvilke historier der skal bringes i den kommende udgave på grundlag af deres relevans, kan foretage yderligere ændringer, inden artiklen sendes til kopidesk. Historien ankommer der med retningslinjer for længde samt instruktioner for overskrifter med hensyn til størrelse og type.

Fra dette punkt er historien indstillet til at blive indsat på en bestemt side, som allerede er blevet groft layoutet af både nyhedsredaktøren og en makeup-redaktør. En mock-up af siden, som i det væsentlige er en blank formular, der viser, hvor historierne vil blive bragt, og hvor billeder og reklamer vil blive indsat, kaldes “dummy”. Makeup-redaktøren har allerede mødtes med reklameafdelingen for at afgøre, hvordan sådanne sider skal udformes med annonceplads. På dummy’en er der grove notater om overskrifter, indføjelser af historier og grafiske elementer som f.eks. fotos og statistiktabeller. Den viser også datoen for udgaven samt et side- og afsnitsnummer. Når nyhedsredaktøren har besluttet, hvordan historien skal placeres på den pågældende side – og hvilke andre artikler der skal bringes på den pågældende side – sendes den til et redigeringsrum.

Fremstillingsprocessen

Sætningen

• 1 Sætningsrummet modtager historien i elektronisk format, hvor computertekstfilen allerede er oversat med sætteskriftkoder. I en satsfil er tegnene af samme “type” – stil, størrelse og bredde – som de vises på avisens sider. Sætningen af historier i den type, som en læser ser, var uændret i flere årtier indtil de sidste år af det 20. århundrede. Langt op i 1800-tallet blev typerne sat i hånden, bogstav for bogstav. En typograf lod små metalbogstaver falde ned i en håndholdt bakke, der blev kaldt en “pind”. Opfindelsen af Linotype-maskinen i 1884 gjorde det muligt at anvende en hurtigere og mere effektiv metode til satsning af typer. Denne store, besværlige maskine, som blev opfundet af den tyske immigrant Ottmar Mergenthaler fra Baltimore, Maryland, fungerede ved at støbe varmt bly ind i en linje af typer med hjælp fra en operatør, som indtastede teksten på et tastatur. De enkelte linjer af typerne blev derefter placeret i hånden på en sideform. Når en side var færdig, blev den sendt til et stereotypierum, hvor der blev fremstillet en buet metalplade ud fra sideformen. Sideskemaet blev derefter sat på trykpressen.

  Moderne teknologi har erstattet Linotype-processen ved hjælp af en metode, der kaldes fototypesætning. Det første trin i denne proces er overførslen af attrappen til avisens sidelayout-afdeling. Her overfører en operatør instruktionerne på dummyen til en rå sideprototype. En trykt version kan blive gennemgået og justeret flere gange af en af de journalister, hvis historie skal præsenteres, samt af redaktøren. Hvis der kommer en ny nyhedshistorie ind, kan dette sidelayout ændres på få minutter.

Billedoverførsel

• 2 Den endelige version af siden godkendes derefter af den vagthavende redaktør – nogle gange en natredaktør i tilfælde af en avis, der er beregnet til en morgenudgave – og sendes videre til en procesafdeling. Der bliver siden taget i sit computerformat og overført via laserstråler til film i et billedindstillingsapparat. Operatøren bringer derefter filmen til en processor i en anden afdeling af avisen, som fremkalder den og justerer den, så den får sit endelige udseende. Fotografierne scannes ind i en anden computerterminal og indsættes i sidelayoutet. De sider, der er indstillet til at blive trykt sammen, tapes derefter ned på et apparat kaldet en “stripper”, og en redaktør kontrollerer dem endnu en gang for fejl. Stripperne sættes derefter i rammer på lysfølsom film, og billedet af hver side brændes på filmen. Filmen af hver side indsættes i en laserlæser, en stor faksimileringsmaskine, der scanner siden og overfører billederne digitalt til avisens trykkericenter.

  I trykkericentret, som typisk er et stort anlæg, der er adskilt fra avisens redaktioner og centralt placeret for at lette

  

  distributionen i hele byen, ankommer siderne til laserrummet og kommer gennem en laserskriver, et andet scanningsapparat, der laver et negativt billede af dem. I det negative billede af siden er teksten hvid, mens de tomme felter er sorte. De endelige billeder af hver side justeres yderligere. Denne justering i sidste øjeblik kan omfatte finjustering af de farvede dele og retouchering af fotografier.

Pladefremstilling

• 3 Ud fra disse negativer sammensættes de former, som papiret skal trykkes fra, i et pladefremstillingsrum. Filmen af siden, der normalt laves to sider ad gangen, lægges derefter på en oplyst kasse. Derefter lægges en aluminiumsplade med en lysfølsom belægning oven på billedet af siderne. Derefter tændes lysboksen, og ultraviolet lys fremkalder billedet af siderne på aluminiumpladen. Aluminiumpladen bøjes derefter i kanterne, så den passer ind i en presse, og den monteres på pladecylindre.

Trykning

• 4 Aluminiumspladerne af hver side kommer derefter videre til den egentlige trykpresse, en enorm maskine, der ofte er to etager høj. Når pressen er i gang, er støjen i bygningen øredøvende, og de ansatte skal have ørepropper på. Den mest almindelige metode til trykning af aviser kaldes rulleoffset. Med “bane” menes de store ark blankt avispapir, der indsættes i ruller, der undertiden vejer over et ton, i den egentlige trykpresse. Rullerne med avispapir lægges ind i pressens nederste etage. Rullerne indsættes på en rulle
  

  stativ, som består af tre komponenter: den første rulle bringer en papirrulle op til pressen, en anden rulle er fyldt og klar til at erstatte den første rulle, når den løber ud, og en tredje rulle forbliver tom og er klar til at blive fyldt med en anden, når den første rulle næsten er færdig. Hver rulle blankt avispapir er forsynet med dobbeltsidet tape i kanterne, så når en rulle løber ud i pressen, tager en anden rulle problemfrit over, hvor den anden rulle slap, uden at trykprocessen afbrydes.

  Pladecylindrene presser derefter sidens billede på en blanketcylinder, så der efterlades en version af sidens billede på cylinderens bløde materiale. Når papiret løber gennem pressen, presser blanketcylinderen billedet på papiret. Den kemiske reaktion af blækket, som indeholder olie, og sprøjtningen af vandstråler i processen resulterer i den egentlige avisside med sorte eller farvede billeder på en hvid baggrund. Da olie og vand ikke blandes, bliver de områder, hvor blækket skal sidde fast på siden, sorte eller farvede, og vandet skyller de dele væk, hvor der ikke er brug for blækket. Det er derfor, at denne trykproces kaldes “offset”.

  Dernæst flyttes de store ark trykt avispapir videre til et andet stort stykke maskineri, der kaldes en folder. Her bliver siderne skåret enkeltvis og foldet i rækkefølge. Hele denne udskrivningsproces kan foregå med en hastighed på op til 60.000 eksemplarer i timen. Teknikere og tilsynsførende i kvalitetskontrollen tager tilfældige kopier og scanner dem for fejl i farver, rækkefølge og læsbarhed. Derefter transporterer et transportbånd papirerne ind i en postrumsafdeling af fabrikken, hvor de stables i kuverter eller bundter af 24 stk. Papirerne flyttes derefter til en anden afdeling, hvor en maskine pakker dem ind i plastik. Pakkerne er nu klar til at blive læsset på lastbiler med henblik på distribution.

Fremtiden

Industrianalytikere forudsiger med jævne mellemrum, at det trykte ord, især i form af en daglig avis, er ved at gå under, og at det er nært forestående. Væksten af andre nyhedskilder – såsom radio og 24-timers tv-nyhedsstationer – har været med til at mindske avisernes indflydelse, men konkurrencen mellem dagbladene i mange byer har tvunget mange af de svagere og mindre økonomisk levedygtige aviser ud af markedet. I mange byer har fælles driftsaftaler – hvor to konkurrerende aviser deler forretnings-, reklame- og trykkeriafdelinger – hjulpet med at holde to redaktionelt forskellige aviser i live.

For at omgå den trykte avis helt og holdent har online computerteknologi gjort det muligt for forbrugerne at vælge og vrage nyheder blandt deres egne specifikke interesser på informationssuperhighwayen. Et websted på internettet, som er en af de mest populære udbydere af adgang til onlineinformation, giver en person mulighed for at oprette sin egen avis. Der vises en menu på skærmen, og brugeren vælger historier fra telegrafiske tjenester samt underholdningsartikler og tegneserier og indsætter dem på en skabelon. Denne skabelon kan genereres dagligt med nogle få tastetryk, så der næsten øjeblikkeligt produceres en udgave af en tilpasset avis.