Hvis du ikke kunne se det på mit profilbillede, er jeg en fan af Iron and Wine. Sam Beam er en af mine yndlingsmusikere – måske af alle tiders musikere. Han kan mere end at skrive iørefaldende sange. Han er en historiefortæller med en sjælfuld, smertefuld stemme, der får mig til at føle noget med hver sang.
Der er virkelig ikke en sang af Iron and Wine, som jeg ikke kan lide, men der er sange, som jeg kan lide mere end andre. Der er et par af mine favoritter.
Two Hungry Blackbirds
Den første linje i denne sang er “lovers accustomed to tragedy”. Det sætter virkelig tonen for hele sangen. Sams vokal er dyster og smertefuld, men guitaren, der bakker ham op, har en nærmest beroligende effekt. Det får mig til at tænke på et forhold, der bare ikke kan fungere, uanset hvor meget de ønsker det, og det er smertefuldt at give slip på det.
Fever Dream
Dette er endnu en trist sang, men Sam Beam lader ikke en gentagende stemning få alle sine sange til at lyde ens. I modsætning til den sidste, synes denne at handle om en mistet elsket person. Fortælleren ser den elskede i “feberdrømme”-øjeblikke, og vi kan mærke tabet i hans stemme.
Bitter Truth
Hvor den første sang synes at handle om et forhold, der gik i stykker, og de følelser af sorg, der følger efter, kunne denne sang være fortællerens fremtid efter dette øjeblik. Fortælleren ved, at det, der kom til fortiden, var dårligt, og han har accepteret prøvelserne/trængslerne og ved, at han går videre til bedre ting.