Alai

Det kan føles skræmmende at få behandling for depression. Ofte står selve depressionen i vejen. Et barn, der er deprimeret, kan føle sig overvældet, træt og håbløs. Det kan også uretfærdigt bebrejde sig selv eller sine omstændigheder for den måde, det føler sig på. Dette er nogle af de karakteristiske symptomer og tanker, der følger med depression, og de kan gøre det svært for en deprimeret person at sige fra og bede om hjælp eller tro på bekymrede forældre, når de siger, at behandling for depression kan hjælpe dem.

Men behandling kan virkelig hjælpe børn og unge, der kæmper med depression, herunder flere forskellige former for terapi og medicin, der alle har vist sig at være effektive. Den form for behandling, der anbefales til dit barn, vil afhænge af dets symptomer og præferencer og af klinikerens ekspertise. Mange klinikere anbefaler, at hvis et barn tager antidepressiv medicin, så bør det også deltage i terapi.

Wendy Nash, MD, psykiater ved Child Mind Institute, siger, at hun betragter terapi som “næsten et krav”, når hun ordinerer medicin mod depression, og forklarer, at “folk er nødt til at lære de færdigheder, der læres i terapi”. En del af fordelen ved terapi er, at de færdigheder, som børn lærer, altid vil blive hos dem.

Hvad man kan forvente af en behandler

Det er vigtigt at have et godt forhold til sin behandler, for jo mere engageret og engageret en person er i behandlingen, jo større er sandsynligheden for, at den bliver en succes. En god kliniker skal sørge for, at du forstår målene med behandlingen, og få dig til at føle, at dine spørgsmål bliver taget alvorligt. Du skal også føle, at du kan være ærlig om, hvordan du har det.

Jill Emanuele, PhD, senior director of the Mood Disorders Center at the Child Mind Institute, siger, at en af de første ting, hun gør med en ny patient, er at forsøge at etablere en god relation. “Du lærer personen at kende, du gør dem trygge. Du etablerer et sikkert rum, hvor du viser dem, at du lytter, og at du bekymrer dig om dem. Ofte nok er vi den første person, der rent faktisk lytter til dem på en måde, som de ikke har oplevet før eller ikke har oplevet ofte.”

Hvis en person er modstandsdygtig over for behandling, siger Dr. Emanuele, at hun forsøger at tage fat på det. “Måske har de haft en vanskelig oplevelse med terapi før, eller de har ikke rigtig tillid til voksne, eller måske skammer de sig over deres adfærd eller det, de føler, og de ønsker ikke at vise det til en anden person.” Dr. Emanuele siger, at dette er nogle almindelige grunde til, at nogen kan være tilbageholdende med at starte behandling. Gode klinikere vil forsøge at tage fat på denne modstand, forklare, hvordan behandlingen virker (og hvorfor den kan være anderledes end en tidligere oplevelse), og vinde patientens tillid.

Hvis dit barn endnu ikke har fået en formel diagnose, bør hans kliniker også foretage en evaluering. Dette er for at bekræfte, at dit barn rent faktisk har en depression, og også for at afgøre, om han måske også har en anden psykisk sygdom eller indlæringsforstyrrelse. Det er ikke så ualmindeligt, at børn med udiagnosticeret angst, ADHD, indlæringsforstyrrelser og andre problemer udvikler depression. Hvis dit barn har flere lidelser, bør hans behandlingsplan omfatte at få hjælp til dem alle.

Terapi for depression

Der findes forskellige former for terapi, der betragtes som “evidensbaserede” til behandling af depression, hvilket betyder, at de er blevet undersøgt og klinisk bevist, at de er effektive. Her er en oversigt over nogle af dem:

Kognitiv adfærdsterapi (CBT)

Kognitiv adfærdsterapi er den gyldne standardterapi til behandling af børn og unge med depression. CBT virker ved at give folk færdigheder til at håndtere symptomer som deprimeret stemning og ubehjælpsomme tanker (som “ingen kan lide mig” eller “tingene vil altid være sådan her”). I CBT samarbejder børn og terapeuter aktivt om at nå fastsatte mål, som f.eks. at fange disse ubehjælpsomme tankemønstre og forbedre problemløsningsevnen.

Det centrale i behandlingen er at lære folk, at deres tanker, følelser og adfærd hænger alle sammen, så hvis man ændrer et af disse punkter, kan man ændre alle tre. En teknik kaldet “adfærdsaktivering” opfordrer f.eks. folk til at deltage i aktiviteter og derefter observere den virkning, det har på deres humør. Med Dr. Emanuele’s ord: “Vi opstiller et hierarki af aktiviteter, som de kan begynde at deltage i. Ideen er at bevæge sig og være aktive, så man ikke kun får det fysiske momentum, men også begynder at opleve mere positive tanker ved at have succes og interagere mere med andre.”

Adfærdsmæssig aktivering hjælper med at modvirke den isolation, som mennesker med depression ofte oplever, hvilket kan forstærke deres depressive stemning.

Dialektisk adfærdsterapi (DBT)

For mennesker med mere alvorlig depression kan dialektisk adfærdsterapi være en hjælp. DBT er en form for CBT, der blev tilpasset til mennesker, der har problemer med at håndtere meget smertefulde følelser og måske udviser risikabel adfærd, selvskade som at skære sig selv og selvmordstanker eller -forsøg.

For at håndtere intense følelser lærer personer, der deltager i DBT, at øve sig i mindfulness (at være fuldt ud til stede i øjeblikket og fokusere på én ting ad gangen uden at dømme) og udvikle problemløsningsfærdigheder som at tolerere nød, håndtere vanskelige situationer på en sund måde og interagere mere effektivt med venner og familie. DBT er en meget struktureret behandling, der omfatter individuel terapi og færdighedsgrupper. DBT for unge omfatter sessioner, hvor forældre og deres barn lærer færdigheder sammen.

Interpersonel psykoterapi (IPT)

Sociale relationer kan undertiden påvirke og endda vedligeholde depression. Når en person er deprimeret, kan hendes relationer også lide under det. Interpersonel terapi virker ved at tage fat på et barns relationer for at gøre dem mere sunde og støttende. I denne terapi lærer børn færdigheder til bedre at kommunikere deres følelser og forventninger, de opbygger problemløsningsfærdigheder til at håndtere konflikter, og de lærer at observere, hvornår deres relationer måske påvirker deres humør.

IPT er blevet tilpasset til unge med depression for at tage fat på almindelige teenage-relationsproblemer, herunder romantiske relationer og problemer med at kommunikere med forældre eller jævnaldrende. Denne specialiserede form for interpersonel terapi, der kaldes IPT-A, er typisk en 12-16 ugers behandling. Forældrene vil blive bedt om at deltage i nogle af sessionerne.

Mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBCT)

Mens dens effektivitet stadig er ved at blive målt hos unge, er mindfulness-baseret kognitiv terapi en anden behandling, der har vist sig at virke på unge voksne og voksne med depression.

MBCT virker ved at kombinere metoder fra kognitiv adfærdsterapi (CBT) med mindfulness. Mindfulness lærer folk at være fuldt ud til stede i øjeblikket og observere deres tanker og følelser uden at dømme dem. Dette kan hjælpe dem med at afbryde uønskede tankemønstre, der kan opretholde eller føre til en depressiv episode, som f.eks. at være selvkritisk eller fiksere på negative ting på måder, der ikke er konstruktive.

MBCT blev oprindeligt udviklet til at hjælpe mennesker med tilbagevendende episoder af depression, men det kan også bruges til behandling af en første episode af depression.

Medicinbehandling

Børn og unge med depression kan også have gavn af medicin, og klinikere ordinerer ofte medicin ved mere alvorlig depression, eller når terapi alene ikke giver en effektiv behandling.

Medicin, der oftest ordineres til behandling af depression, er selektive serotonin-genoptagelseshæmmere (SSRI’er) som Zoloft, Prozac og Lexapro og serotonin-noradrenalin-genoptagelseshæmmere (SNRI’er) som Strattera og Cymbalta. Disse lægemidler er også kendt som antidepressiva. Dit barns behandler kan også ordinere et atypisk antidepressivt middel som Wellbutrin.

Dr. Nash siger, at unge mennesker (og deres familier) nogle gange er bekymrede over at tage medicin mod depression. Folk er ofte bekymrede for, at medicin vil ændre deres personlighed, eller at de vil føle sig “bedøvet”. De er også bekymrede for, at de kan blive afhængige af medicinen.

Hun tager disse bekymringer alvorligt og taler med patienterne og deres familier om, hvad de kan forvente. Den rigtige medicin i den rigtige dosis vil ikke få et barn til at føle sig bedøvet, og den vil ikke ændre den person, det er, men den bør hjælpe på symptomerne på depression. Hun forklarer også, at antidepressive midler ikke er vanedannende. “Du har ikke en trang til at tage dem eller søge dem på bekostning af dine relationer,” siger hun. Når det er tid til at stoppe med at tage antidepressiva, er det ualmindeligt, at folk får vedvarende abstinenssymptomer, hvis de trapper medicinen forsigtigt ned og under lægens opsyn.

Dosering og bivirkninger

Det er sjældent, at en person skal blive på den samme dosis, som hun oprindeligt fik ordineret. I stedet justerer lægerne doseringen en gang hver uge eller hver anden uge i begyndelsen, efterhånden som medicinen opbygges i hjernen for at nå et effektivt niveau. I løbet af denne tid vil dit barns behandler stille spørgsmål om, hvordan hun tolererer medicinen, herunder om de bivirkninger, hun måtte opleve.

“De fleste ubehagelige bivirkninger vil vise sig tidligt,” siger Dr. Nash. “Jeg fortæller patienterne, at de kan opleve bivirkninger før de ønskede virkninger.” Klinikere bør holde kontakten med familierne i disse første uger, overvåge, hvordan børnene har det, og give vejledning, fordi, som Dr. Nash siger: “Det kan være en hård tid for patienterne, som måske føler hovedpine eller søvnløshed, men ikke føler sig bedre endnu.” Hun siger, at bivirkningerne kan forsvinde efter en til to uger.

Det kan tage et stykke tid, før en patient begynder at mærke den fulde effekt af en antidepressiv medicin. “Medicinen kan begynde at virke efter to til fire uger, men du kan stadig føle større fordele seks uger længere ude,” siger Dr. Nash.

Overvågning for selvmordstanker

Food and Drug Administration har udsendt en advarsel om, at børn og unge, der tager nogle antidepressive lægemidler, kan opleve en øget risiko for selvmordstanker. Mange undersøgelser har vist, at fordelene ved antidepressiv medicin opvejer risikoen ved at undlade behandling, så de bliver stadig ordineret til unge mennesker. For at holde patienterne sikre er der udviklet en protokol til ordinerende klinikere, som skal hjælpe dem med at overvåge patienterne nøje for en eventuel forværring af depressionen eller fremkomsten af selvmordstanker, mens de tilpasser sig en ny medicin.

Afbrydelse af medicinen

For at undgå en gentagelse af depressionen siger Dr. Nash, at det er en god idé at blive på medicin i mindst et år, efter at et barn er holdt op med at føle symptomer på depression. Hun advarer også om, at det er vigtigt at tænke over det “optimale” tidspunkt for at stoppe med at tage medicin. For eksempel er det ikke en god idé at stoppe med at tage sin medicin lige før SAT’erne, eller når han skal på college.

For at undgå ubehagelige bivirkninger bør dit barn ikke stoppe med at tage medicin kold tyrker. Det er vigtigt at nedtrappe antidepressiv medicin gradvist med vejledning fra en kliniker, der overvåger ham for at sikre, at han er sund og rask.

Familieinddragelse

Både Dr. Nash og Dr. Emanuele understreger, at familierne altid bør inddrages i behandlingen af et barns depression. “En del af behandlingen, især i begyndelsen, er at lære forældrene om depression og om, hvordan terapi virker, siger Dr. Emanuele. “Det er virkelig vigtigt, at forældrene forstår begreberne bag behandlingerne, så de kan coache deres barn, dag-til-dag, til at bruge de færdigheder, de er ved at lære.” Dr. Emanuele tilføjer, at forældrene ofte finder ud af, at de også har gavn af at lære færdighederne.

Klinikere kan også være behjælpelige med at give forældre tips til at interagere med et barn med depression, hvilket nogle gange kan være svært. Børn med depression kan forsøge at isolere sig fra familien eller fortolke selv velmenende forældrenes bekymring som kritisk snarere end kærlig. Det er vigtigt at vide, hvordan man kan være støttende. Dr. Emanuele siger, at hun hjælper forældre med at udvikle en situationsspecifik plan for at hjælpe dem med at vide, hvornår de skal læne sig ind og hvornår de skal trække sig tilbage. Klinikere kan også give råd om at fremme mere positive interaktioner.

For forældre, der har det svært på grund af deres barns sygdom, kan det være en stor lettelse at få denne støtte. Og så snart et barn begynder at få det bedre, vil dets forældre naturligvis også begynde at få det bedre.