Beyond Th1-Th2 dominance
Hvis du har undersøgt naturlige løsninger på autoimmune sygdomme, er der ingen tvivl om, at du er stødt på teorien om, at autoimmunitet er forårsaget af en ubalance i immunsystemet, specifikt Th1-Th2 dominance. Mange af tilhængerne af denne hypotese sælger bekvemt produkter kaldet “immunsystemmodulatorer”, der er designet til at bringe dit immunsystem tilbage i balance og helbrede din tilstand. Der er værdi i denne hypotese, men lad os se ud over Th1-Th2-dominans.
Immunsystem-modulerende produkter opstod fra Th1-Th2-hypotesen i slutningen af 1980’erne, da forskere observerede cytokinmønstrene hos T-hjælperceller i mus. Teorien blev tilpasset til det menneskelige immunsystem og er siden blevet betragtet som et evangelium af mange praktiserende læger samt lægemiddel- og kosttilskudsproducenter, der specialiserer sig i “immunsystemmodulation.”
Eksperter, der er enige i denne hypotese, vil sige, at alle med en autoimmun “sygdom” enten er Th1- eller Th2-dominante. Det betyder, at hvis vi oplever en autoimmun reaktion, udsender vores T-hjælperceller signaler, specifikt cytokiner eller interleukiner, som driver op til proliferation og aktivitet af enten for mange T-celler eller for mange B-celler.
Nogle forskere har den teori, at overaktivering af en af de to veje kan forårsage et autoimmunangreb, og at den eneste måde at løse problemet på er at dæmpe den overaktive vej og styrke den underaktive vej for at genoprette balancen mellem de to.
Det er derfor, at nogle behandlere vil foreslå, at deres patienter med en autoimmun tilstand får en medicinsk test kaldet et cytokinpanel for at se, hvilken del af immunsystemet der er blevet “overaktiv” eller “underaktiv”. Ved at måle Th1-cytokinerne IL (Interluekin)-2, IL-3, IL-12 og tumornekrosefaktor alfa (TNFa) kan de afgøre, om man har for meget naturlig dræber- og cytotoksisk T-celleaktivitet. Ved at måle Th2-cytokinerne – IL-4, IL-5, IL-6, IL-10 og IL-13 – kan de afgøre, om du har for meget B-celleaktivitet. Når de har fastslået, hvilken vej der er dominerende, vil de ordinere immunsystem-modulerende stoffer i et forsøg på at dæmpe den dominerende vej og styrke den underaktive vej.
Hvis en del af immunsystemet overvirker, giver det da mening at dæmpe den, ikke sandt?
Ja, ja og nej.
Så længe vi ikke ser skoven for bare træer! Spørgsmålet om, hvorfor Th1- eller Th2-vejen er overaktiv, skal stadig stilles.
Lad os f.eks. sige, at du er blevet smittet med en kronisk bakterieinfektion, og dit immunsystem er skruet op for at bekæmpe den. Lad os sige, at dette fortsætter i årevis, som i tilfælde af en stealth mycoplasma-infektion, og dit Th1-respons er i højeste alarmberedskab, men kan ikke dræbe infektionen helt. Mens den forsøger at slå den ud, begynder den at angribe sundt væv. Giver det ikke mening at finde ud af, hvilket patogen der driver Th1-vejen til at være i højeste alarmberedskab og behandle det først eller i det mindste samtidig?
Dertil kommer, at nye undersøgelser viser, at defekt T-regulatorcelleaktivitet på grund af ubalancer i tarmmikrobiotaen kan føre til en overekspression af både Th1- og Th2-veje, hvilket resulterer i allergier og autoimmune reaktioner. Denne forskning skaber en klar forbindelse mellem din GI-kanals sundhed og dit immunsystem!1,2
Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle eksperter er enige i Th1 vs. Th2-hypotesen. Nogle foreslår, at det menneskelige immunsystem sjældent udviser én dominerende vej frem for den anden. Faktisk vil de fleste mennesker med autoimmune sygdomme skifte frem og tilbage fra den ene vej til den anden, afhængigt af hvad der “irriterer” dem på det pågældende tidspunkt.3
Tabellen nedenfor viser sygdomme, som nogle eksperter hævder er relateret til den ene eller den anden dominerende vej: