Bipolaritet kan defineres som et system af verdensorden, hvor størstedelen af den globale økonomiske, militære og kulturelle indflydelse ligger mellem to stater. Det klassiske tilfælde af en bipolar verden er den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen, som dominerede anden halvdel af det tyvende århundrede. International politisk økonomi er ifølge Robert Gilpin “det gensidige og dynamiske samspil i internationale relationer mellem stræben efter rigdom og stræben efter magt” (Gilpin, 1987).
Begrebet bipolaritet har betydelige konsekvenser for den globale orden. For det første kan to rivaliserende magter ikke forblive i ligevægt på ubestemt tid; den ene er nødt til at overgå den anden, og derfor er konflikter uundgåelige i en bipolar verden. Af stigende betydning er også fremkomsten af magtblokke, der opstår, når mindre magter falder under indflydelse af den ene eller den anden af supermagterne. I denne henseende er den globale orden ikke stabil i perioder med bipolaritet, men i stedet synes krigsførelse at være nødvendig for at løse rivaliseringer mellem to supermagter. I denne sammenhæng synes det passende at beskrive en bipolar verden som en verden i “dynamisk ligevægt”, hvor de to parter er lige stærke, men hvor den ene kan opnå en højere magt i en kort periode, før den anden matcher denne magt igen for at genetablere balancen.
Morgenthau mente, at bipolaritet var “en mekanisme, der i sig selv indeholder mulighederne for uhørt godt såvel som for uhørt ondt”. Ifølge ham gjorde den “den fjendtlige opposition mellem to gigantiske magtblokke mulig”, men gav også håb om at regulere denne opposition gennem en symmetri af magt, der opretholdes af moderat konkurrence (Morgenthau, 1985). Waltz tilskrev fraværet af krig til bipolaritet, som han hævdede var mindre krigsfarlig end multipolaritet. Han mente, at krig primært opstod på grund af fejlberegning; stater fejlvurderer magt og samhørighed i modsatrettede koalitioner. Waltz hævdede, at det internationale system gennemgik en fredelig overgang fra bipolaritet til multipolaritet, og han insisterer på, at det internationale system fortsat er bipolært, selv efter Sovjetunionens opløsning.
Susan Stranges artikel fra 1970, “International Economics and International Relations: A Case of Mutual Neglect”, illustrerer IPE’s oprindelse. IPE henviser til en måde at tænke på om verden på, som gør to sammenhænge. For det første er politik og økonomi uadskillelige. Ifølge Paul Hirst og Grahame Thompson har international økonomi altid været en betegnelse for produktet af et komplekst samspil mellem økonomiske relationer og politik, der er formet og omformet af stormagternes kampe (Hirst & Thompson, 2002). For det andet er sondringen mellem det, der er internationalt, og det, der er nationalt, ikke længere gyldig for den internationale politiske økonomi. I forbindelse med IPE er det vigtigt at undersøge spørgsmål som f.eks. hvordan verdensøkonomien har udviklet sig, og hvad konsekvenserne af denne udvikling er. Strange talte om grundlæggende ændringer i systemet med hensyn til den skiftende balance mellem stater og markeder. Hun fremhævede “the unqual pace of change in the international political system and in the international economic system” (Strange, 1970).
For Joseph Nye og Robert Keohane betød forandringer en begyndende “kontrolkløft” mellem regeringernes stræben efter autoritet og deres evne til at opnå den i betragtning af de begrænsninger, der følger af den økonomiske indbyrdes afhængighed. Den genoplivning af handel og investeringer efter Anden Verdenskrig skabte et miljø, hvor stater ikke længere var de eneste magtfulde aktører, men hvor transnationale aktører blev populære, da de engagerede sig i forskellige interaktioner på tværs af statsgrænser. Selv om staterne stadig kan være de vigtigste aktører i globale anliggender, hævdede Nye og Keohane, at de med udvidelsen af verdensmarkederne ikke længere kunne gøre krav på eksklusiv magt til at bestemme resultaterne. Den traditionelle realistiske teoris statscentrisme var således ikke længere relevant for forståelsen af de åbne og avancerede økonomier i den industrielle verden. I stedet var der behov for et nyt paradigme. Dette neoliberale perspektiv kom til at blive kendt som “kompleks indbyrdes afhængighed”, da det lagde vægt på de mange kanaler, der nu forbandt mange nationale samfund, og et fravær af hierarki mellem spørgsmål (Keohane og Nye, 2001). Robert Cox fremhævede en ny “global klassestruktur ved siden af eller overlejret de nationale klassestrukturer” (Baylis & Smith, 2005). Dette blev tilskrevet internationaliseringen af produktionen gennem de store multinationale selskabers investeringer. Cox så et behov for at fange et bredere syn på de forandringer, der var i gang, end det ville være muligt med traditionel IR-teori. Han mente, at der var ved at blive skabt nye mønstre af sociale relationer, som kunne forventes at ændre den eksisterende verdensorden fundamentalt.
I 1990’erne blev kompleks indbyrdes afhængighed erstattet af et nyt begreb, nemlig globalisering. Med dette begreb blev verden betragtet som en global landsby uden hverken grænser eller grænser. Revolutionen inden for kommunikation og information har elimineret afstandene, og denne forsvinden af afstanden i tidsmæssig henseende har medført en forsvinden af afstanden i rumlig henseende. Regeringerne kan ikke længere anses for at være de mest magtfulde aktører i verdenspolitikken. Globaliseringen siges at have øget afstandene mellem forskellige sektorer af det globale samfund, hvor et rigt mindretal bliver rigere og et fattigt flertal fattigere. Følgelig har forsvindingen af grænserne bidraget til at bringe folk tættere på hinanden, men den har også fremhævet kontrasterne og forskellene mellem dem.
Med bipolaritetens ophør og forsvindingen af barrierer mellem folk er der ifølge Mohamed Sid-Ahmed opstået en unipolær verden, en verdensorden baseret på globalisering (Mohammed, 1998). Han talte om en ny bipolaritet, som han mente er mellem dem, der identificerer sig med den nye orden, og dem, der er imod den, ikke på grund af ideologisk tilhørsforhold til en alternativ verdensorden, men fordi de er fremmedgjort af det, de ser som den nye ordens manglende evne til at imødekomme deres forhåbninger, (Mohammed, 1998).
I sidste ende er bipolaritet baseret på konstant spænding, hvilket fører til konkurrence og i sidste ende til krig. Den internationale politiske økonomi betragtes som det vigtigste fokus for globaliseringens kræfter og den vigtigste måde, hvorpå globaliseringen overføres til hele verden. Det er klart, at verden er en kompleks verden, som ikke kun omfatter de spørgsmål, der opstår som følge af udfordringerne for statsmagten og legitimiteten, men også omfatter en dybere analyse af de forandringer, der finder sted på globalt og lokalt plan. Globalisering er helt klart en mangesidet begivenhed, der er modstandsdygtig over for forenkling.
Baylis, John, Steve Smith og Patricia Owens. Globaliseringen af verdenspolitikken: An Introduction to International Relations, 2005
Cohen, Benjamin J. Organizing the World’s Money: The Political Economy of International Monetary Relations (New York: Basic Books), 1977.
Gilpin, Robert. The Political Economy of International Relations (Princeton, NJ: Princeton University Press), 1987.
Hans Morgenthau og Kenneth Thompson. Politics Among Nations, 6. udgave, New York: McGraw Hill, 1985.
Hirst og Thompson. The Future of Globalization: Samarbejde og konflikt, 2002.
Huntington, Samuel P. The Clash of Civilizations?: The Debate, New York, Foreign Affairs, 1996 (red.)
Keohane, Robert O. After Hegemony: Cooperation and Discord in the World Political Economy (Princeton, NJ: Princeton University Press), 1984.
Mohammed, Sid-Ahmed. En ny version af bipolaritet. Cairo. August 1998 <http://weekly.ahram.org.eg/1998/391/op3.htm>.
Mohammed, Sid-Ahmed. Nytænkning af den globale landsby. Cairo. Marts 2000 <http://weekly.ahram.org.eg/2000/470/op2.htm>.
Strange, Susan. Sterling and British Policy (London: Oxford University Press), 1971.
Waltz, Kenneth. Man, the State and War (New York: Columbia University Press), 1959.
–
Skrevet af: Dana-Marie Seepersad
Skrevet til: Dana-Marie Seepersad
Skrevet til: Marlon Anatol
Skrevet på: University of the West Indies
Dato: Skrevet af: Marlon Anatol 2008
Videre læsning om E-International Relations
- Imperialismens arv i studiet af moderne politik: The Case of Hegemonic Stability Theory
- Post-Race Rhetoric in Contemporary American Politics
- IPE and Transnational Criminal Law: En ufuldkommen, men frugtbar relation
- Hvordan relaterer hverdagsobjekter og -praksis sig til IPE?
- Vurdering af postfordismens fordele ud fra en kønsbestemt IPE-tilgang
- Tænkningens kolonisering i moderne modeller for styring af klimaændringer