Alai

Hvorfor EGYPTEN?

Mellemøsten er en af de vigtigste regioner i verden. Landet med de ældgamle pyramider, hjemsted for den mægtige Nil, Egyptens Suezkanal forvandlede skibsfarten så langt væk som til Singapore. Egypten er afgørende for regionens og verdens fremtid, og det samme er Suezkanalen.

PHARAOH’S DREAM OR CALIPH’S NIGHTMARE?

Vandvejen, der måske blev anlagt af den legendariske farao Sesostris, blev besejlet af egypterne under Seti I i 1380 f. Kr.C. Den gamle kanal – som stadig er synlig i områder nær Wadi Tumilat og faktisk blev brugt af konstruktørerne af Suezkanalen – var ikke forbundet hele vejen til det Røde Hav; på Darius’ tid, 520 f.Kr, skibe, der kom ind fra Middelhavet, sejlede gennem den pelusianske del af Nilen til Bubastis, hvor de fortsatte til Heropolis. Men der var en afbrydelse på dette punkt; al last skulle omlades på skibe i Det Røde Hav. Det var en god forretning for omladningsspecialisterne, men ikke for speditørerne.

I 385 f.Kr. forbandt Ptolemæus Philadelphus endelig kanalen med Det Røde Hav og byggede en ny by kaldet Arsinoe ved knudepunktet. Men vandvejen viste sig at være alt for strategisk vigtig og blev lukket i 770 e.Kr. af kaliffen al-Mansur, grundlæggeren af Baghdad, for at afskære den forsyningsvej, som hans fjender benyttede.

KRITISK VÆNDSKAB

Hvis krig lukkede den tidligere kanal, så åbnede diplomati og venskab den til sidst for verden. Det er historien om to drenge, der legede sammen. Den ene, Ferdinand de Lesseps, var søn af en fransk diplomat; den anden, efterkommer af en pasha af Egypten. Børnene spiste ofte morgenmad sammen, fordi pashaens søn var meget glad for de kornprodukter, der blev serveret i den franske husholdning. Drengene blev hurtigt venner og fortsatte med at holde kontakten, mens de voksede op.

Mange år senere vendte den franske dreng, der nu var en pensioneret diplomat, tilbage til Cairo for at besøge sit barndomshjem. Hans barndomskammerat, der nu var en mand på 300 pund, havde efterfulgt sin far, den afdøde vicekonge af Egypten, Mohammed Ali Pasha. Det var i øvrigt Mohammed Ali Pasha, der havde givet en fransk gruppe, Saint-Simonians, tilladelse til at udforske og undersøge en kanalrute gennem Egypten via Suez-Isthmosen. Den blev aldrig bygget. Husker den nye hersker, Mohammed Pasha al-Said, det? (En lignende arv fra far og søn førte til opførelsen af Salomons tempel.)

HORSEMANSHIP – TROENS SPRING

Hvad var mere naturligt end at to gamle venner tog på en weekendtur på landet? For at underholde sin gæstende legekammerat fra barndommen samlede pashaen, nu khedive og vicekonge af Egypten, en gruppe venner til at danne en ekspedition. Jagtselskabet slog telte op den første nat ved en høj mur for at beskytte sig mod stærk vind. Måske blev samtalerne ved lejrbålet til drengestreger og drengerøvsudfordringer. På et tidspunkt i lejren sprang Ferdinand de Lesseps med sin hest over muren. Ingen andre i pashaens følge vovede at forsøge en sådan bedrift. Pasha Al-Said var så glad, at han tilbød Ferdinand en velsignelse, alt hvad der stod i hans magt at give.

Anmodningen? Tilladelse til at bygge Suezkanalen.

MONEY

Ferdinand de Lesseps skaffede midler overalt, hvor han kunne. Han søgte endda penge direkte fra det franske folk, idet han omgik og afviste tilbuddet fra Rothschild, lederen af et investeringsbankhus, som krævede, hvad de Lesseps mente var for store renter. I stedet brugte Ferdinand overtalelse og tiltrækning til at åbne aktier i Suezkanalen for almindelige borgere. Da det første offentlige udbud blev åbnet den 5. november 1858, blev der solgt mere end 400.000 aktier til 500 franc pr. aktie.

Rothschild glemte aldrig fornærmelsen. Han fik sin chance for hævn til sidst. I 1875 stod khediven af Egypten og manglede penge, og han lod vide, at han ville sælge 177.000 aktier for at betale sin gæld. Rothschilds firma sendte en privat note til premierminister Benjamin Disraeli med et tilbud om en handel. Rothschild vidste, at Disraeli gik ind for en udvidelse af det britiske imperium i Mellemøsten. På trods af indvendinger fra sit eget kabinet og uden parlamentets samtykke gik den britiske premierminister med til et kortfristet lån fra Lionel de Rothschild for at købe 44 % af aktierne i Suez Canal Company. Derefter ventede Disraeli på, at parlamentet skulle godkende hans “dristige slag”. (Building the World, s. 193)

Fondene fortsatte med at være et problem selv i 1952. På det tidspunkt var det den egyptiske præsident Nasser, der søgte efter midler til forbedring af kanalen. Han henvendte sig til De Forenede Nationer, Verdensbanken og flere nationer. Men pengene var knappe. Så Nasser udvidede sin rækkevidde og indgik våbenaftaler med nogle lande, herunder det daværende kommunistiske Tjekkoslovakiet. Det amerikanske udenrigsministerium trak de amerikanske midler tilbage. Nasser tog til genmæle ved at nationalisere kanalen den 26. juli 1959. Gennem Jean-Paul Calons, generaladvokat for Suez Canal Company, forhandlingsindsats kompenserede Verdensbanken ejerne.

Suezkanalen blev oprindeligt etableret som en privatejet virksomhed med ledelseskontorer i Paris og tilbød en ny formel for udvikling af infrastruktur. En lignende finansieringsmetode blev anvendt i forbindelse med tunnelen under Kanalen mange år senere.

MÆNDSKERESSOURCER OG INNOVATION

Arbejdskraftkrav og farer havde været en udfordring siden oldtiden. Den klassiske historiker Herodotus bemærker, at over 100.000 mennesker døde i et forsøg på at bygge en version af kanalen i 609 f.Kr. Beskæftigelsen i 1856 e.Kr. var også vanskelig. I kontrakten var det fastsat, at 4/5 af arbejdspladserne skulle gå til egyptere. Tyrkerne var de næstmest repræsenterede. Frankrig sendte også arbejdere. Det må indrømmes, at tvangsarbejde var involveret i de gamle versioner af vandvejen, men da Pasha al-Said overtog tronen i 1863, erklærede han tvangsarbejde for at være i strid med landets værdier. Det skal bemærkes, at når tvangsarbejde er kilden, er de ældste og mest primitive byggemetoder ofte stadig midlerne. Men når arbejdskraften er en mangelvare, opstår der innovationer. Det var tilfældet med Suezkanalen. Så snart der blev mangel på arbejdskraft, efter at tvangsarbejdet var blevet afskaffet, blev der udviklet innovative nye ingeniørmetoder og maskiner, hvilket fremskyndede fremskridtene og sikkerheden i byggeriet. En stor del af uddybningsudstyret blev udviklet i Frankrig, og i kontrakten var det fastsat, at det nødvendige udstyr skulle importeres uden afgift.

AIDA

Åbningen af kanalen i november 1868 blev fejret af Egypten som en kulturel såvel som økonomisk begivenhed. Khediven byggede et nyt operahus i Cairo til lejligheden og bestilte Guiseppe Verdi til at skrive en ny opera med et egyptisk tema. Verdis samarbejdspartner på Don Carlos kom til komponisten med et scenarie skitseret af en fransk egyptolog, Auguste Mariette. Historien skulle blive til operaen Aida. Verdis kone, Guiseppina, hjalp med at skrive den romantiske del af handlingen. Libretto var af Antonio Ghislanzoni.

Ironisk nok fik den store nye opera ikke premiere i Kairo som planlagt. Kulisser og kostumer, der var designet og fremstillet i Paris, kunne ikke sendes to måneder før den planlagte premiere i januar 1871. Årsagen? Den fransk-preussiske krig. Da Aida endelig blev opført i Kairo den 24. december 1872, fik Verdi rosende anmeldelser og blev tildelt den osmanniske orden Commendatore of the Ottoman Order. Operaen er siden blevet en klassiker og har endda ført til en version skrevet af Sir Elton John.

FRID

Måske fordi det var et resultat af et tillidsfuldt venskab, blev det i firman eller kontrakten for Suezkanalen fastsat, at vandvejen skulle være åben på lige vilkår for skibe fra alle nationer. Princippet om åben adgang blev legaliseret ved den internationale konvention fra Konstantinopel i 1888, men blev først underskrevet af Storbritannien i 1904. Ved flere lejligheder blev kanalen dog helt eller delvist blokeret af militære eller politiske årsager.

Autorisationsdokument

Firman af koncession
30. november 1854
Givet af khedive Mohammed Pasha al-Said til Ferdinand de Lesseps.

Vores ven Mons. Ferdinand de Lesseps, der har henledt vores opmærksomhed på de fordele, som ville følge for Egypten af funktionen af Middelhavet og det Røde Hav, ved en sejlbar passage for store skibe, og som har givet os forståelse for muligheden for at danne et selskab til dette formål, sammensat af kapitalister fra alle nationer; har vi accepteret de ordninger, som han har forelagt os, og ved disse nærværende dokumenter giver vi ham enekompetence til at oprette og lede et universelt selskab til at gennemskære Suez-Isthmosen med bemyndigelse til at iværksætte eller lade iværksætte alle de nødvendige arbejder og anlæg, på betingelse af, at selskabet på forhånd skal skadesløsholde alle private personer i tilfælde af ekspropriation til fordel for det offentlige …bevillingstiden er nioghalvfems år fra den dag, hvor kanalen mellem de to have åbnes … al nødvendig jord, der ikke tilhører privatpersoner, skal gives gratis til selskabet … taksterne for passage skal altid være ens for alle nationer … den store søkanal fra Suez til Pelusium og de dertil hørende havne skal altid være åben uden nogen form for forskel, udelukkelse eller præference af personer eller nationaliteter.

– Fra Hugh J. Schonfield, The Suez Canal in Peace and War: 1869-1969. Coral Gables, FL: University of Miami Press, 1969. Pp. 174-44. Se også Davidson og Lusk Brooke, Building the World (2006), bd. I, s. 196-204.

Fremtidens stemmer: Diskussion og implikationer

Infrastruktur og fred: Suezkanalen blev født af et venskab, udtænkt af en diplomat, chartret af en gruppe og med mandat til for altid at være åben for alle nationer på lige vilkår. Hvordan står Suez-kanalen i forhold til andre vigtige adgangsveje rundt om i verden?

Klageproceduren og det juridiske system: I artikel XII hedder det: “Den egyptiske regering overdrager alle landområder, der tilhører privatpersoner, til selskabet mod betaling af en rimelig erstatning. I tilfælde af uenighed skal vilkårene fastsættes af en voldgiftsret bestående af:
1. en voldgiftsmand valgt af selskabet;
2. en voldgiftsmand valgt af de interesserede parter;
3. en voldgiftsmand udpeget af os. Rettens afgørelser skal gennemføres uden yderligere proces og kan ikke appelleres.”
De juridiske systemer er ofte tilstoppet af langvarige appelsager. Hvordan forsinker appelproceduren tvistbilæggelsen? I USA? I bestræbelser i flere lande?

RESSOURCER

For at læse hele kapitlet kan medlemmer af University of Massachusetts Boston få adgang til e-bogen via Healey Library Catalog og ABC-CLIO her. Alternativt kan man få adgang til bindene på WorldCat eller købe dem på Amazon. Yderligere ressourcer er tilgængelige på stedet på University of Massachusetts Boston, Healey Library, herunder nogle af de følgende:

Building the World Collection Finding Aid

(* angiver trykt i Notebook-serien)

Adams, Michael. Suez og efter: Kriseår. Boston: Beacon Press, 1958.

Baker, A.J. Suez: The Seven Day War. New York: Praeger, 1965.

Banaja, A.A. Red Sea, Gulf of Aden and Suez Canal: A Bibliography on Oceanographic and Marine Environmental Research. Redigeret af Selim A. Morcos og Allen Varley. Udarbejdet af A.A. Banaja, A.L. Beltagy og M.A. Zahran, med videnskabelige bidrag fra M.Kh. Ed-Sayed. Jeddah, Saudi-Arabien, og Paris: Alexco-Persga og UNESCO, 1990. Beaufre, Andre. Suez-ekspeditionen. 1956. Genoptryk, New York: Praeger, 1969. Bowie, Robert Richardson. Suez. 1956. Genoptryk, London og New York: Oxford University Press, 1974.

De Lesseps, Ferdinand. Erindringer fra fyrre år. Oversat af C.B. Pitman. 2 bd. London: Chapman and Hall, 1974.

Encyclopedia Brittanica. Chicago: University of Chicago Press, 1948. Se artikel om “Beaconsfield, Benjamin Disraeli, Earl of (1804-1881),” s. 246. Karabell, Zachary. Parting the Desert: The Creation of the Suez Canal: The Creation of the Suez Canal. New York: Vantage, 2004. Kunz, Diane B. The Economic Diplomacy of the Suez Crisis. Chapel Hill: University of North Carolina Press, 1991.

Lloyd, Selwyn, Lord. Suez 1956: A Personal Account. New York: Mayflower Books, 1978.

Mutting, Anthony. No End of a Lesson: The Story of the Suez. New York: C.N. Potter, 1967.

Robertson, Terence. Crisis: The Inside Story of the Suez Conspiracy. New York: Atheneum, 1965. Schonfield, Hugh Joseph. The Suez Canal in Peace and War, 1869-1969. Coral Gables, FL: University of Miami Press, 1969.

Tesson, Thierry. Ferdinand de Lesseps. Paris: J.-C. Lattes, 1992.

U.S. Department of State. Suezkanalproblemet, 26. juli-22. september 1956: A Documentary Publication. Washington, DC: U.S. Department of State, 1

Internet

For Aida’s bestilling og oprettelse, se: http://www.r-ds.com/opera/verdiana. aida.htm.

For Benjamin Disraelis tale om erhvervelsen af aktierne i Suezkanalen, 21. februar 1876, se:

For Benjamin Disraelis tale om erhvervelsen af aktierne i Suezkanalen, 21. februar 1876, se: http://www.historyhome.co.uk.

For en udvalgt bibliografi om Suez-krisen fra Dwight D. Eisenhower Presidential Library i Abilene, Texas, se:
http://www.eisenhower.utexas.edu/suez.htm.

Hvordan er Suez i forhold til Erie? For United States National Canal Museum, se: http://www.canals.org.

For Collaborative Institute for Oceans, Climate, and Security (CIOCS), se: www.umb.edu/ciocs.

Building the World Blog af Kathleen Lusk Brooke og Zoe G. Quinn er licenseret under en Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.