Alai

Fuldstændig tekst af Før jeg dør vil jeg… af Candy Chang på TED-konferencen.

Lyt til MP3-lyd her: MP3 – Candy Chang on Before I die I want to…

TRANSCRIPT:

Der er mange måder, hvorpå folk omkring os kan hjælpe os med at forbedre vores liv. Vi støder ikke ind i hver eneste nabo, så en masse visdom bliver aldrig videregivet, selv om vi deler de samme offentlige rum.

Så i løbet af de sidste par år har jeg prøvet måder at dele mere med mine naboer i det offentlige rum på ved hjælp af enkle værktøjer som klistermærker, stencils og kridt. Og disse projekter opstod på baggrund af spørgsmål, som jeg havde, f.eks: Hvor meget betaler mine naboer for deres lejligheder?

Hvordan kan vi låne og låne flere ting uden at banke på hinandens døre på et dårligt tidspunkt? Hvordan kan vi dele flere minder om vores forladte bygninger og få en bedre forståelse af vores landskab? Og hvordan kan vi dele flere af vores håb for vores tomme butiksfacader, så vores samfund kan afspejle vores behov og drømme i dag?

Nu bor jeg i New Orleans, og jeg er forelsket i New Orleans. Min sjæl beroliges altid af de gigantiske levende egetræer, der har skygget for elskende, drukkenbolte og drømmere i hundreder af år, og jeg har tillid til en by, der altid giver plads til musikken. Jeg føler, at hver gang nogen nyser, har New Orleans en parade.

Byen har noget af den smukkeste arkitektur i verden, men den har også et af de højeste antal forladte ejendomme i Amerika.

Jeg bor i nærheden af dette hus, og jeg tænkte på, hvordan jeg kunne gøre det til et pænere sted for mit kvarter, og jeg tænkte også på noget, der ændrede mit liv for altid.

I 2009 mistede jeg en person, jeg elskede meget højt. Hendes navn var Joan, og hun var en mor for mig. Og hendes død var pludselig og uventet. Og jeg tænkte meget på døden. Og … det fik mig til at føle dyb taknemmelighed over den tid, jeg har haft. Og … bragte klarhed over de ting, der er betydningsfulde for mit liv nu. Men jeg kæmper for at bevare dette perspektiv i mit daglige liv. Jeg føler, at det er let at blive fanget i hverdagen og glemme, hvad der virkelig betyder noget for en.

Så med hjælp fra gamle og nye venner forvandlede jeg siden af dette forladte hus til en gigantisk tavle og stencilerede den med en sætning, der skulle udfyldes i det tomme felt: “Før jeg dør, vil jeg …” Så alle, der går forbi, kan tage et stykke kridt op, reflektere over deres liv og dele deres personlige forhåbninger i det offentlige rum.

Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente af dette eksperiment, men dagen efter var væggen helt fyldt ud, og den blev ved med at vokse. Og jeg vil gerne dele nogle få ting, som folk skrev på denne væg.

“Før jeg dør, vil jeg gerne dømmes for piratkopiering.”

“Før jeg dør, vil jeg gerne overskride den internationale datolinje.”

“Før jeg dør, vil jeg gerne synge for millioner.”

“Før jeg dør, vil jeg gerne plante et træ.”

“Før jeg dør, vil jeg gerne leve uden for nettet.”

“Før jeg dør, vil jeg holde om hende en gang til.”

“Før jeg dør, vil jeg være nogens kavaleri.”

“Før jeg dør, vil jeg være helt mig selv.”

Så dette forsømte rum blev et konstruktivt rum, og folks håb og drømme fik mig til at grine højt, græde, og de trøstede mig i mine egne svære tider. Det handler om at vide, at man ikke er alene; det handler om at forstå vores naboer på nye og oplysende måder; det handler om at skabe plads til refleksion og kontemplation og huske på, hvad der virkelig betyder mest for os, mens vi vokser og forandrer os.

Jeg lavede denne sidste år, og begyndte at modtage hundredvis af beskeder fra passionerede mennesker, der ønskede at lave en væg med deres fællesskab. Så mine kolleger fra borgercentret og jeg lavede en værktøjskasse, og nu er der blevet lavet vægge i lande rundt om i verden, herunder Kasakhstan, Sydafrika, Australien, Argentina og andre steder. Sammen har vi vist, hvor magtfulde vores offentlige rum kan være, hvis vi får mulighed for at komme til orde og dele mere med hinanden.

To af de mest værdifulde ting, vi har, er tid og vores forhold til andre mennesker. I vores tid med stadig flere distraktioner er det vigtigere end nogensinde før at finde måder at bevare perspektivet på og huske på, at livet er kort og ømtåleligt. Døden er noget, som vi ofte bliver afskrækket fra at tale om eller endda tænke på, men jeg har indset, at det at forberede sig på døden er en af de mest styrkende ting, man kan gøre. At tænke på døden gør dit liv klarere.

Vores fælles rum kan bedre afspejle det, der betyder noget for os som enkeltpersoner og som et fællesskab, og med flere måder at dele vores håb, frygt og historier på, kan folk omkring os ikke kun hjælpe os med at skabe bedre steder, de kan også hjælpe os med at leve bedre liv.

Tak.

Tak.