‘Jeg tænker, derfor er jeg’.’
Dette legendariske citat fra Descartes kan virke vagt og forvirrende, men det var en erkendelse, der kom fra hans unikke, subjektive tilgang til filosofi.
Rene Descartes var en filosof fra det 17. århundrede og en hårdnakket rationalist. I en tid, hvor de fleste filosoffer validerede deres teorier ved hjælp af appeller til Gud, troede Descartes kun på én ting: den menneskelige kraft af logik.
Descartes havde en enorm tro på, hvad selvransagelse styret af definition, gode argumenter og klarhed i tankegangen kunne opnå. Han mente, at meget af det, der var galt med verden, skyldtes misbrug af vores sind gennem forvirring, dårlig definition og ubevidst ulogiskhed
Hans livsværk fokuserede på at gøre vores sind bedre rustet til opgaven med at tænke. For at løse centrale spørgsmål mente Descartes, at man skulle opdele store problemer i små, forståelige afsnit ved hjælp af skarpe, klare spørgsmål. Han kaldte dette sine “metoder til tvivl”, som i dag almindeligvis kaldes at tænke ud fra første principper.
Vi bliver ofte forvirrede over svære spørgsmål som “Hvad er bevidsthed?”, i høj grad fordi vi ikke bruger nok tid på at opdele disse store spørgsmål. For at forstå bevidsthedens natur må man bryde hjernen ned i dens mindste bestanddele, neocortex, hypothalamus, cortex, trakter med mere.
Hvis vi vælger at gå endnu dybere, kan vi se på de neurale kredsløb og beregninger, der finder sted på de enkelte neuroners niveau. Og det er kun, hvis vi vælger kun at se på hjernen.
Descartes troede grundlæggende på, at alle vores idéer skulle baseres på individuel erfaring og fornuft frem for på autoriteter og traditioner. I sin største bog ‘Discourse on the Method’, der blev udgivet i 1637, forklarede han, hvordan han var kommet til at skrive den:
“For længe siden opgav jeg helt at studere bogstaver og besluttede mig for ikke at søge anden viden end den, der kunne findes i mig selv eller i verdens store bog, og jeg tilbragte min ungdom med at rejse rundt og besøge hoffer og hære, blandede mig med folk af forskellige temperamenter og ranger og indsamlede forskellige erfaringer, prøvede mig selv i situationer, som skæbnen gav mig, og reflekterede hele tiden personligt over alt, hvad der kom på min vej, for at få noget ud af det.’
Man kan sige, at Descartes havde en utraditionel barndom!
Gennem sin enestående barndom og erfaring kom han til den konklusion, som han er mest kendt for.
Efter at have tænkt over, hvilke sandheder han kunne udlede absolut, kom han frem til, at den eneste sandhed, han kunne vide absolut med sikkerhed, var, at han eksisterer, for hvis han ikke gjorde det, ville han ikke være i stand til at tænke.
Det skulle være Descartes’ ultimative svar på et spørgsmål, som filosoffer, nogle gange bliver måske urimeligt interesserede i, nemlig: “Hvordan kan man vide, at noget, herunder en selv, rent faktisk eksisterer og ikke er en slags drøm eller fantasi?”
På sin søgen var vished omkring dette spørgsmål om, hvorvidt det hele måske er en drøm
Descartes begyndte med at konstatere, at vores menneskelige sanser er dybt upålidelige. Han kunne for eksempel, sagde han, ikke stole på, om han rent faktisk sad i et rum i sin morgenkåbe ved siden af en ild, eller om han blot drømte om sådan noget.
Men der var én ting, han kunne vide med sikkerhed: han kunne stole på, at han rent faktisk tænkte.
Denne ekstreme form for spørgsmålstegn, også kendt som cartesisk skepsis, er ikke ment som en praktisk øvelse, men snarere som en filosofisk øvelse. I vores hverdag giver det meget mere mening bare at gøre antagelser om stort set alting, da disse antagelser, uanset om de er sande eller ej, gør det muligt for os at drage konklusioner.
Men når man fokuserer på en mindre sikker udfordring, som f.eks. at forstå virkelighedens natur eller løse et vanskeligt problem, er antagelser ikke tilstrækkelige – der er brug for objektive sandheder, eller i det mindste noget, der ligger tæt på dem.
Det er derfor ikke overraskende, at Descartes havde en så dybtgående indflydelse på videnskaben og matematikken. Hans ønske om at søge objektiv sandhed førte til, at han udviklede den videnskabelige metode og flere vigtige matematiske begreber (herunder det kartesiske gitter, analytisk geometri m.m.), som alle bruges over hele verden i dag.
Descartes var en mand, der brugte sit liv på at søge efter den ultimative, objektive sandhed, og som udviklede bemærkelsesværdige idéer undervejs. Selv om det at sætte spørgsmålstegn ved absolut alt om alting er en nem måde at komme ned i en spiral af håbløshed, er det en god øvelse til at udvikle din evne til at tænke kritisk, så prøv det!