En af de få fordele ved Trumps præsidentskab er den fordel, det har været for den politiske satire. Det har i hvert fald hjulpet Trevor Noah, der blev hentet ind som en salgbar “global” blandet racefigur til at erstatte den elskede Jon Stewart, til at finde sit groove. Den sydafrikanske komikers tilbagevendende skitse af Trump som en afrikansk diktator kræver yderligere kommentarer, da den peger på nogle større måder at se på i USA’s offentlige sfære, både liberale og konservative, som underbygger forestillingen om “den tredje verden” som fremtiden for en supermagt i forfald.
For Noah er Trump “den perfekte afrikanske præsident” – en betegnelse, der hurtigt bliver til “en afrikansk diktator”, da The Daily Show klipper optagelser af Trumps kampagnetaler i oktober 2016 sammen med optagelser af Idi Amin, Jacob Zuma, Yahya Jammeh, Robert Mugabe og Muammar Gaddafi. Beviserne for systemisk korruption, familieskandaler, autoritær politik, fremmedhad og indvandrerbacon og beskyldninger om seksuelle overgreb forbinder Trump med de mest undertrykkende og uhyggelige diktatorer på det afrikanske kontinent. Trumps bizarre udtalelser om autisme og vacciner er f.eks. forbundet med den gambiske præsident Jammehs påstand om, at han kan kurere aids med bananer, mens Trumps selvforherligende taler uhyggeligt præcist gentager udtalelser fra en Amin, Mugabe eller Gaddafi. Noah afslutter vittigheden med den pointe, at i 2008 valgte USA sin første sorte præsident, og i 2016 var landet klar til at vælge sin første ægte afrikanske præsident.1
Noah vender tilbage til gaggen efter valget, idet han indrømmer, at han nu skylder afrikanske diktatorer en undskyldning for sammenligningen, og tilbyder en længere sammenligning af Trump med Zuma, idet han kalder de to “brødre fra en anden mor”.2 Forbundet af deres falske populisme, støtte fra landdistrikterne, korrupte familier og trusler om at give medierne mundkurv på og intimidere politiske modstandere, fremstår Zuma og Trump som de dystre bogstøtter til det løfte, som Nelson Mandela og Barack Obama betød. Ved at formane sit amerikanske publikum til at erkende, at dets mulige fremtid ligger i den tredje verden, undergraver Noah på én gang de velkendte påstande om det amerikanske demokratis exceptionalisme og normaliserer associationen af Afrika med politisk fiasko og systemisk dysfunktion.
På samme måde anerkender det almindelige meme om “førsteverdens-problemer”, som min titel henviser til, på én gang privilegier og cementerer dem yderligere. Ved at forstenes den racistiske forestilling om tre verdener og ved at glemme de utopiske politiske solidariteter, som fødte begrebet tredje verden, dementerer den vidende selvkritik, som memeet viser, sin velmenende facade. Lige siden valget og under hele valgkampen er sådanne påstande om, at USA’s tilbagegang som supermagt gør det til et “tredjeverdensland” eller en “bananrepublik” blevet allestedsnærværende i mainstream-publikationer, også i et seriøst register. For mange journalister, akademikere, tidligere diplomater og politiske analytikere er “hvis der er ét klart resultat af dette præsidentvalg, så er det, at USA er blevet et tredjeverdensland. “3 Sådanne påstande skaber nødvendigvis en fornemmelse af et før og et efter – under forudsætning af, som Chris Arnade udtrykker det, at der engang var en tid, hvor “vi for resten af verden er det gyldne lysende håb. Vi er stedet, hvor folk, der flygter fra dysfunktion, kommer hen. Vi er den sikre havn for alle de mennesker, der voksede op i tredjeverdenslande, og som ønskede et sted uden ulighed, uden kynisme, uden vrede og uden vold. Vi er det.” Arnade er bekymret for, at “med dette valg føler dette land sig mere som Mexico, eller Brasilien, Nigeria eller Venezuela. Som det, der tidligere blev kaldt et tredjeverdensland” (The Medium, 5. oktober 2016). Philip Kotler frygter på samme måde, at hvis USA slutter sig til “resten af tredjeverdenslande” og bliver “endnu en bananrepublik”, så kan den tid, hvor “hele verden” beundrede USA, som bevareren af “fred og orden i verden”, aldrig komme tilbage (Huffington Post, 20. marts 2017).
At dette er en alvorligt hukommelsesforstyrret version af USA’s og den globale historie er der ingen tvivl om. Den er heller ikke opmærksom på oprindelsen af ideen om en tredje vej, der ikke er allieret med hverken NATO eller den kommunistiske blok.4 Som…