Hvad er en Daemon?
En Daemon er en halvguddommelig ånd, som normalt skabes, når en ædel person eller en helt dør. Disse væsener fungerer som mellemled mellem guder og dødelige og overbringer guddommelige budskaber og velsignelser til dødelige eller rapporterer dårlig opførsel til guderne.
Karakteristika
Fysisk beskrivelse
Daemoner beskrives som både luft- og jordånder. I nogle tekster er de en sværm af tredive tusinde storslåede væsener, der fylder himlen mellem den dødelige verden og den guddommelige verden. I andre tekster stiger de ned fra deres høje himmelstrøg og vandrer over jorden, hvor de er usynlige eller indhyllet i tåge. Lejlighedsvis kan nogle få af dem, som Agathos og Limia, vise sig som slanger.
Social status
Da Cronus, titanernes leder, stadig herskede over verden, skabte han en “Gylden race” af mennesker. Selv om disse mænd var dødelige, levede de meget som guder, med vidunderlig styrke, muntre fester og kloge, rene hjerter. Når en af de gyldne mænd døde, blev han en dæmon og fortsatte med at vandre rundt på jorden og nyde dens velsignelser og våge over de kommende generationer.
Dæmonerne havde en vigtig rolle under Cronus’ regeringstid. Cronus erkendte, at mennesker altid er modtagelige for korruption, når de er placeret i magtpositioner, og at den menneskelige civilisation svækkes af dens korrupte ledere. Derfor udpegede han Daemoner som herskere over den menneskelige civilisation. Planen var yderst vellykket, da de mere ædle væsener
“med stor bekvemmelighed for dem selv og meget for os, tog sig af os og skaffede os fred og beskedenhed og orden og retfærdighed uden besvær, og gjorde således menneskenes stammer fri for fejde og lykkelige.”
Uheldigvis resulterede Cronus’ fald også i denne lykkelige samfundsordnings fald. Da Zeus overtog kontrollen fra sin far, blev de Gyldne Daemoner erstattet af en ringere gruppe af “Sølv Daemoner”. Disse væsener har mindre autoritet over menneskene end deres gyldne forgængere, men deres indflydelse er stadig magtfuld. Hvis de fanger dig i at være grusom eller uretfærdig, kan de anmelde dig til guderne for at få dig straffet. På den anden side, hvis de ser venlighed og beskedenhed i dig, kan de velsigne dig med en rig høst.
Det er desværre ikke alle Sølv-dæmonerne, der er ædelhjertede. De er sorteret i to grupper: de velvillige agathodaimoner og de ondsindede kakodaimoner. De mere djævelske ånder misbruger ofte deres magt over os og forgifter vores sind med løgne eller straffer os uden grund.
Særlige evner
Der hviler et tungt ansvar på Daemones. Heldigvis har de flere nyttige kræfter, som hjælper dem med at få deres arbejde gjort.
De er fremragende rejsende og er i stand til at forsvinde og dukke op igen, hvor de ønsker det. De er velkomne på Olympen og i den dødelige verden, og de kan endda rejse til underverdenen og tilbage igen. Ingen grænser kan forhindre dem i at tage derhen, hvor der er brug for dem.
Som efterkommere af den store jordgudinde, Gaia, har de en naturlig forbindelse med jorden. Hvis de vælger at velsigne din jord, vil dine afgrøder vokse rigt og frodigt. De kan endda redde en sultende mand fra sult ved at fremkalde frugt fra jorden.
Og selv om ånderne er usynlige for mennesker, kan deres tilstedeværelse mærkes, og deres stemmer kan høres. De er overordentligt intelligente og er endda i stand til at forudsige fremtiden. Når de har et vigtigt budskab at overbringe, kan de sende det til dig i en drøm eller endda hviske det direkte ind i dit hjerte.
Relaterede skabninger
Da kristendommen begyndte at overtage de græske og romerske traditioner, producerede kristne lærde flere nye fortolkninger af dæmoner.
Den mest berømte genfortolkning er “dæmonen”. Kristne dæmoner er baseret på romerske historier om kakodaimoner, de onde ånder, der forfølger mennesker med uheld og syndige impulser.
En anden genopfindelse er “skytsenglen”. Daemoner, der beskrives som halvguddommelige væsener, der skabes, når gode mennesker dør, minder meget om kristendommens engle. Den almindelige romerske tro på, at dæmoner våger over os, inspirerede den kristne tro på skytsengle, som gør det samme.
Kulturel repræsentation
Sokrates
Sokrates, den græske filosofis fader, var berømt for at hævde, at han blev født med en personlig dæmon, som guderne havde givet ham som en gave. Sokrates beskrev sin Daemon som et “indre orakel”, hvilket betød, at ånden var en del af ham selv i stedet for et separat væsen. Oraklet udtalte sig, når Sokrates var ved at opføre sig forkert, men når han var korrekt, sagde det intet. På den måde var Sokrates’ dæmon meget lig nutidens “samvittighed”.”
Platon
Sokrates’ mest berømte elev, Platon, satte en lidt ny drejning på dæmonen. Platon hævdede, at hvert menneske fik tildelt en dæmon ved sin fødsel, så han altid ville have en ædel ånd til at lede og vogte ham gennem livet. I modsætning til Sokrates præciserede Platon, at der var tale om eksterne væsener. De var knyttet til mennesket, men de tilhørte ikke mennesket. På den måde lignede Platons dæmon meget nutidens “skytsengel”.”
Aristoteles
Platons mest berømte elev, Aristoteles, fortsatte med at modificere begrebet dæmon. Han gav ånderne endnu mere magt og hævdede, at en persons lykke og karakter afhang af kvaliteten af hans Daemon. På den måde lignede Aristoteles’ Daemon meget nutidens “dæmoner”, som kan besætte mennesker og kontrollere deres handlinger.
Aristoteles videregav sit begreb om den besættende Daemon til Alexander den Store, en af sine elever. Da Alexander steg til magten, opfordrede han sine undersåtter til at tilbede sin dæmon i stedet for at tilbede ham. Denne tradition fortsatte langt op i det romerske imperiums storhedstid, hvor glorværdige dæmoner som “Augustus” blev genbrugt mellem lederne og ophøjet af offentligheden.
Moderne dæmoner
I dag diskuteres dæmoner sjældent af offentligheden. De er blevet erstattet af lignende begreber, som samvittigheden, skytsenglen eller dæmonen.
Men væsenerne er dog stadig populære i spirituelle og psykologiske kredse. De omtales i buddhistiske tekster og i Carl Jungs skrifter. De fleste forskere er i dag vendt tilbage til en sokratisk fortolkning af dæmonerne; de mener, at ånderne symboliserer kvaliteter, der tilhører mennesket, såsom vores intelligens og moral, og at deres stemmer i virkeligheden bare er en del af os.