Måske en af de mest moralsk upåklagelige og prisværdige taler nogensinde var Martin Luther King Jr.’s “I Have A Dream”-tale, som blev holdt den 29. august 1963. Talen blev holdt på trappen til Lincoln Memorial i Washington D.C. foran 250.000 aktivister, der deltog i March on Washington For Jobs and Freedom på højdepunktet af borgerrettighedsbevægelsen.
Sigtet med Dr. Kings tale var at skabe håb om, at segregationen en dag ville ophøre gennem fredelige protester. Kings budskab opfordrede alle aktivister til at forblive på den højere vej, som fredelige demonstrationer er, og til ikke at drikke “af bitterhedens og hadets bæger”, som er vold. Martin Luther King Jr.’s målgruppe var ikke kun de mennesker, der var til stede under hans tale, men hele landet skulle høre og tage imod den. Formålet med denne tekst er at analysere de retoriske strategier, som King brugte i sin tale, og som gjorde hans budskab så overbevisende.
Martin Luther King Jr. indleder sin tale med en tone, der formidler en stor og tidløs følelse, idet han udtaler: “Jeg er glad for at slutte mig til jer i dag i det, der vil gå over i historien som den største demonstration for frihed i nationens historie”. Hans monumentale tone skaber straks en stemning, der er betydningsfuld og alvorlig, hvilket får publikum til at føle sig som en del af noget storslået og til at være til stede. Det får også folk, der lytter uden for begivenheden på senere tidspunkter, helt frem til i dag, til at føle, at King forsøgte at udtrykke en meget alvorlig, meget vigtig og tidløs idé.
Dr. King fortsætter storslået med at sige: “5 score years ago”, hvilket er den samme formulering, som Abraham Lincoln brugte i sin Gettysburg-tale. King brugte dette til at fremstille sig selv i samme lys og på samme måde som Abraham Lincoln, idet han håbede at kunne genoplive det “lys og håb”, som Abraham Lincoln forårsagede i nationen. De fleste amerikanere, sorte som hvide, har stor respekt for Abraham Lincoln, og Martin Luther King Jr. maler frygtløst sig selv på samme måde som præsident Lincoln gjorde. Når King ligner sig selv på denne måde, får det på subtil vis amerikanerne til at se op til og respektere ham på samme måde som de gør for Abraham Lincoln.
En anden retorisk strategi, som Dr. King brugte, var kontrast. Mens han taler om emancipationsproklamationen, siger han: “Dette betydningsfulde dekret kom som et stort fyrtårn af lys og håb for millioner af negerslaver … Det kom som det glædelige daggry, der afsluttede den lange nat i fangenskab.” King beskriver slaveriet som “den lange nat i fangenskab” som en kontrast til det “lysfyrtårn”, han brugte til at beskrive emancipationsproklamationen. Denne kontrast lokker hans publikum til at tro på slaveriets uretfærdigheder i fortiden og leder dem hen til hans næste argument.
King fortsætter: “Men hundrede år senere er negeren stadig ikke fri … negerens liv er stadig sørgeligt lammet af segregationens manke og diskriminationens kæde … negeren lever på en ensom fattigdomsø … negeren er stadig ved at sygne hen i det amerikanske samfunds hjørne og befinder sig som en eksileret i sit eget land.” Dr. King bruger ordene “sadly crippled”, “chains” og “languishing in the corner” til at skildre en elendig scene for sorte amerikanere, en scene med tortur, svækkelse og fængselsophold. Disse sætninger “dramatiserer” med Martin Luther King Jr.’s egne ord situationen i landet for sorte amerikanere og tvinger os gennem et beskrivende og ubarmhjertigt billedsprog til at føle tristhed og samvittighed hos publikum. King bruger også udtrykkene “living on a lonely island” og en “exile in his own land” til at skildre mere indespærring og elendighed for afroamerikanere, hvilket igen understreger og forstørrer deres nuværende situation gennem billedsprog. Dr. King erklærer senere: “Oprørets hvirvelvind vil fortsætte med at ryste fundamentet i vores nation, indtil retfærdighedens lyse dag kommer”. King bruger ordene “whirlwind”, “shake” og “revolt” til at skildre kaos og magt, hvilket giver hans publikum en følelse af forestående forandring og personlig magt.
Martin Luther King Jr.’s mest tydelige og velkendte retoriske strategi var gentagelse. I begyndelsen af sin tale siger King: “But one hundred years later, the Negro still is not free. Et hundrede år senere er negerens liv stadig sørgeligt forkrøblet… Et hundrede år senere lever negeren på en ensom ø… Et hundrede år senere er negeren stadig smægtende….” King gentager “One hundred years later” fire gange for at presse på tanken om, at uretfærdigheden har stået på alt for længe, og tvinger sit publikum til at høre hans hovedpointe ved at gentage denne idé. Hver gentagelse føjer sig til den sidste og presser ideen længere og længere ind i publikums bevidsthed, i lighed med de gentagne uretfærdigheder i forbindelse med segregation. King ønsker, at hans publikum skal føle og føle medfølelse med dem, der lider, så alle mennesker vil kende til deres langvarige kamp.
Martin Luther King Jr.’s mest berømte og velkendte gentagelse var, da han trompeterede “I have a dream” 9 gange i træk, hver proklamation med et andet emne efter sig, men med den samme idé bagved. Når han gentager denne sætning, lyder det som et hjerte, der slår. Det er, som om Dr. King vækker håbet i sit publikum og i hele landet. Det giver hans tilhørere et løfte og vækker deres tro, når de hører, at King har en drøm. Hver gentagelse vækker hjerterne hos dem, der hører ham, til fredelig stræben efter sand frihed. Martin Luther King Jr. vækker den længe tændte ild i os til en brølende flamme af håb og handling.
Dr. Kings “I Have A Dream”-tale skabte håb om, at segregationen en dag gennem fredelige protester ville ophøre, og at alle mennesker ville være frie. Han gav Amerika troen på, at vi ikke ville blive dømt på vores hudfarve, men på indholdet af vores karakter. Gennem Kings retoriske strategier med tone, lighed, kontrast, billedsprog og gentagelse blev hans budskab om håb utroligt overbevisende, selv indtil i dag.