Hvilken bedre ramme for en spøgelseshistorie end et forfaldent palæ? Afskalende maling, stønnende rør, knirkende trapper og forladte værelser – du behøver knap nok et spøgelse for at fuldende billedet. De seneste spøgelser på skærmen har omfattet Guillermo del Toros fremragende Crimson Peak fra 2015, der foregår i en herregård, hvor rødt mudder drypper fra væggene, eller Ari Asters Hereditary med sine uhyggelige dukkehuse og et endnu mere uhyggeligt moderne hjem fra midten af århundredet. Hundreds Hall, hovedstedet i The Little Stranger, har alle forudsætninger for at være et klassisk spøgelseshus. Det er et smuldrende bygningsværk, der er årtier fra sin tidligere storhed og fyldt med de dysfunktionelle rester af en aristokratisk familie.
Men Lenny Abrahamsons nye film, der er en filmatisering af Sarah Waters’ roman fra 2009, er ikke helt så rutinepræget en fortælling, som denne indstilling kan få den til at virke. Det er en delikat film, der bruger standardforklædningen af en spøgelseshistorie til at grave i Storbritanniens efterkrigstidens klasseomvæltninger. Her er vægten ikke lagt på jump scares, men på ægte, gennemgribende frygt. Der er en antydning af det paranormale, selv om denne frygt blot kunne være tidens hjul, der vender sig mod overklassefamilien Ayres: De hjemsøges både af tabet af en datter til sygdom for mange år siden og af tabet af deres plads i verden i takt med, at landet ændrer sig omkring dem.
Ind i dette forfaldne palads kommer doktor Faraday (Domhnall Gleeson), som i første omgang bliver tilkaldt for at inspicere hjemmets tjenestepige (den eneste tilbageværende tjenestepige), der er blevet syg. Han indser snart, at tjenestepigen (Liv Hill) ikke er syg, men blot ensom, overvældet af sit liv i et tomt hus, der engang var fuldt bemandet. Så han går ovenpå for at få en mere fyldestgørende diagnose af, hvad der er galt på Hundreds Hall, og han bliver suget ind i det dybe spænd af familiedrama og muligvis overnaturlig besættelse.
Hjemmets nominelle herre, Roderick (Will Poulter), er dækket af brandmærker fra sin tjeneste i krigen og må regne med alvorlig PTSD. Hans mor, Angela (Charlotte Rampling), har aldrig rigtig glemt sin første datter, Susan, der døde mange år tidligere. Hendes anden datter, Caroline (Ruth Wilson), er det eneste medlem af familien, der virker nogenlunde veltilpasset, men hun bliver derfor ignoreret af resten af familien Ayreses. Faraday, der selv efter standarden for et engelsk kostumedrama er knappet op, udvikler hurtigt en forelskelse i hende, sammen med en øget besættelse af selve Hundreds Hall.
Mere historier
Abrahamsons film (manuskriptet er skrevet af dramatikeren Lucinda Coxon) er, ligesom hans sidste indsats, Room, meget fokuseret på det rum, som dens karakterer skal navigere igennem. Hundreds Hall er et fascinerende sted med spektakulære vægmalerier gengivet på falmet tapet og hele etager, der står tomme, hvilket er en påmindelse om hjemmets tidligere forrang i den landlige beliggenhed i Warwickshire. Roderick kæmper for at sælge noget af familiens jord for at holde økonomien oven vande, og på grund af sin halthed er han begyndt at sove i den overdådige salon, hvilket gør Ayreses bogstaveligt talt ude af stand til at underholde gæster.
Faraday er fast borgerlig, en landslæge, der tjente i krigen; nu er han en del af Storbritanniens spirende National Health Service, som blev indført af Clement Attlees Labour-regering, der blev valgt med et stort flertal i 1945. Som faderen til NHS indvarslede Attlee en reel følelse af samfundsforandring i landet. Faraday idoliserede som ung dreng indbyggerne på Hundreds Hall som fjerne guder, og filmen klipper ofte tilbage til hans minder om, hvordan han deltog i en havefest der og undrede sig over det liv, han ikke kunne leve.
Lægens spirende forhold til Caroline bliver således hurtigt bundet op på hans begravede ønske om at klatre op ad den sociale rangstige, selv om det står klart, at hendes levevis er ved at uddø. Så selv deres romance, filmens eneste plet af optimisme, er gennemsyret af Faradays uudtalte bekymringer. Dertil kommer den snigende forestilling om, at huset er beboet af en slags poltergeist, måske Susans efterladte ånd. Døre rasler, tjenerklokker ringer i ubesatte rum, og mystisk skrift findes på vægge og møbler, hvilket om ikke andet antyder et hus i åbent oprør mod dets beboere.
Abrahamson bruger lyd på fremragende vis til at øge spændingen, når tingene går fra ubehagelige til faktisk skræmmende. Akustikken i et rum er så perfekt, at hver eneste replik forstørres, så den rammer ens øre som en kugle; andre gange klikker mærkelige hvisken og knap hørbare lyde rundt i rummet, som ofte forbliver uforklarlige. Filmen bygger op til en konklusion, der utvivlsomt er overraskende, men som også langt fra er den form for slidte twist, som jeg frygtede. De medvirkende, især Gleeson, sørger for, at The Little Stranger ikke føles let at regne ud. Hver karakter kæmper for at spille sin rolle i Storbritanniens ordnede samfund, og det er sjældent, at de ikke adlyder disse strenge regler. Men hele filmen har fornemmelsen af, at noget bliver dybt og nådigt vendt op og ned; resultatet er medrivende, tilfredsstillende og mere end en smule hjerteskærende.