Efter flere årtiers liturgiske krige er der kun få, der ikke er klar over den turbulente historie om den postkonciliære liturgi, siden den nye messeorden (Novus Ordo Missae) blev bekendtgjort for 50 år siden, den 3. april 1969, af pave Paul VI med sin apostolske konstitution, Missale Romanum. Novus Ordo blev udarbejdet på blot fem svimlende år af et udvalg af biskopper, der blev vejledt af en samling af eksperter. Selve processen var en nyhed, der stod i skarp kontrast til den gradvise og organiske vækst (over mere end 1.500 år) af den liturgi, som den erstattede.
Vatikanerkoncilets konstitution om liturgien, Sacrosanctum Concilium, blev promulgeret af Paul VI den 4. december 1963. Der gik ikke meget tid tabt med gennemførelsen af den. Med motu proprio Sacram Liturgiam af 25. januar 1964 nedsatte pave Paul VI et udvalg til at revidere alle liturgiske riter, der skulle kaldes Consilium ad exsequendam Constitutionem de Sacra Liturgia (Consilium), “udvalget til gennemførelse af forfatningen om den hellige liturgi”. Komiteens første formand var kardinal Giacomo Lercaro af Bologna, og dens sekretær var den kontroversielle pater Annibale Bugnini.
Consilium er vel nok den mest ambitiøse, men dårligt fungerende komité i kirkens historie. Dens medlemskreds var stor og international i sin spredning. Dens oprindelige 42 medlemmer (senere 51) var for det meste biskopper; de blev bistået af mere end 200 officielle konsulenter og uofficielle rådgivere. På trods af brugen af arbejdsgrupper var Consiliums plenarmøder uhåndterlige og proceduremæssigt mangelfulde.
Bedømmelsen af Consiliums første plenarmøde i Ferdinando Antonelli OFM’s dagbog, et fuldgyldigt medlem (senere kardinal), var ikke flatterende: “Blot en forsamling af mennesker, mange af dem inkompetente, og andre godt fremme på vejen til nytænkning. Diskussionerne er ekstremt hastige … og afstemningerne er kaotiske … Af 42 medlemmer var vi i går aftes 13, ikke engang en tredjedel af medlemmerne.”
På det ottende møde, i april 1967, fandt han, at fremmødet var forbedret, om end langt fra fuldtalligt, selv om der stadig var alvorlige procedureproblemer, især ved afstemning ved håndsoprækning. “Men ingen tæller, hvem der har løftet hånden, og hvem der ikke har … Det er skandaløst.” Selv på dette sene tidspunkt blev der ikke ført referat.
Den virkelige kraft i Consilium var Fr. Bugnini. Antonelli bemærkede i 1967, at “Fr Bugnini har kun én interesse: at presse på og blive færdig”. Den franske oratorianer Louis Bouyer, en ledende figur i den før-konciliære liturgiske bevægelse og konsulent for Consilium, husker Bugnini i sine Mémoires som en “mølmundet slyngel … en mand, der var lige så blottet for kultur som han var for ærlighed”, hvis “manøvrer” kardinal Lercaro var “fuldstændig ude af stand til at modstå”. Når Bugnini stod over for modstand, som “ikke kun var massiv, men, kunne man sige, nærmest enstemmig”, ville han vinde ved at erklære, at “Paven vil det!” Fra Paul VI selv ville Bouyer lære, at Bugnini pressede paven til at godkende fjernelsen af de forbandende salmer ved at hævde en enstemmig, men ikke-eksisterende, anbefaling fra Consilium.
Ved hjælp af trinvise ændringer blev liturgien omformet af Consilium til det punkt, hvor den blev rekonstrueret. Instruktionen Inter Œcumenici, dateret den 26. september 1964, foretog flere ændringer i messen, f.eks. fjernede man det sidste evangelium, indførte budbønner og en fælles reciteret Paternoster og tillod brugen af folkesproget undtagen i præfiks og kanon. I november 1964 blev den eukaristiske faste reduceret til en time. I marts 1965 blev der givet en betinget tilladelse til koncelebration og nadver under begge former på et begrænset grundlag. En måned senere blev det tilladt at sige præfationen på folkekirkeligt sprog.
I april 1967 gav en instruks om kirkemusik tilladelse til at bruge ny musik og andre instrumenter end orgelet ved messen. Den næste måned gav instruktionen Tres abhinc annos mandat til at fjerne de fleste af celebrantens hellige fagter ved alteret og tillod, at selve kanonen blev sagt på folkekunsten og dermed højt.
I mellemtiden, uden for offentlighedens søgelys, havde Consilium, parallelt med de offentlige reformer, udtænkt en ny form for messe i maj 1966. På biskoppesynoden i Rom i oktober 1967 blev denne nye form, kaldet Missa Normativa, præsenteret for synodefædrene og fejret af pater Bugnini. Den afslørede forenklede rubrikker, en længere ordliturgi og et væsentligt nyt offertorium, og den gamle romerske kanon blev erstattet af det, der i dag er den tredje eukaristiske bøn.
Biskoppernes reaktion var næppe begejstret. Kun 71 synodefædre gav deres uforbeholdne godkendelse, mens 62 ønskede ændringer, 43 afviste den direkte, og fire undlod at stemme hverken for eller imod. Kardinal John Heenan fra Westminster var høfligt skarp og sagde til synoden, at kun få af konsulenterne nogensinde kunne have været sognepræster, og at Missa Normativa ville reducere sogneforsamlingerne til “mest kvinder og børn”. Antonelli’s dom var markant: “Biskoppesynoden var ikke en succes for Consilium.”
Bugnini og Consilium fortsatte ufortrødent, selv om kardinal Lercaro blev flyttet på pension. Der blev foretaget tre lukkede fejringer af den nye form, med nogle justeringer, i overværelse af Paul VI. I maj 1968 var tre nye eukaristiske bønner blevet godkendt. Efter flere justeringer og overvejelser gav Paul VI sin skriftlige godkendelse af Novus Ordo den 6. november 1968. Den apostolske konstitution Missale Romanum, som leverede Novus Ordo til Kirken, blev underskrevet den 3. april 1969, og Novus Ordo blev offentliggjort den 2. maj som forberedelse til implementering i hele Kirken den 30. november.
Novus Ordo blev indledt med en generel instruktion, hvis utilstrækkeligheder fik en gruppe teologer, der allerede var bekymrede over Novus Ordo, til at udarbejde en “Short Critical Study of the New Order of Mass” (kort kritisk undersøgelse af den nye messeordning). Inden den kunne sendes til Paul VI, blev den lækket til pressen. Den blev indledt med et følgebrev underskrevet af to engang magtfulde kardinaler, Ottaviani og Bacci, og er siden blevet kendt som Ottaviani-interventionen, hvilket er ukorrekt. Det var en dybtgående kritik af de teologiske implikationer af Novus Ordo, som forfatterne mente var skadelig for troen og en betydelig afvigelse fra den etablerede forståelse af messen. Det centrale i deres bekymringer var definitionen af messen i den generelle instruktion, som beskrev den som et nadvermåltid, men ikke som et offer. Deres kritik førte til, at der blev offentliggjort en korrigeret generel instruktion i 1970-udgaven af missalen; ellers var reformhesten stukket af.
I England vakte Novus Ordo, især den deraf følgende undertrykkelse af det hidtil traditionelle messeritual, bekymring både inden for og uden for kirken. En gruppe på mere end 50 fremtrædende forfattere, tænkere og kunstnere, herunder to anglikanske biskopper, rettede i 1971 en appel til paven. Den plæderede for overlevelsen af det traditionelle messeritual, som “tilhører den universelle kultur” såvel som kirken. Den er blevet opkaldt til ære for den underskriver, hvis navn Paul VI tilsyneladende var mest imponeret over: Agatha Christie. Det deraf følgende pavelige indult, der tillod begrænset brug af det traditionelle messeritual, kun i England og Wales, er lige siden blevet kendt som Agatha Christie-indultet.
Men mange betragtede det som en positiv ændring. Måske var de fleste hverken alarmerede eller overlykkelige, men accepterede ændringerne af vanemæssig lydighed over for kirken. Men nu hvor Novus Ordo er 50 år gammel, synes det at være på tide at revurdere reformen, ikke ud fra et progressivt eller konservativt synspunkt, men ud fra selve Vatikankoncilets målestok.
I et konferenceoplæg fra 2016 hævdede professor Stephen Bullivant, at de liturgiske reformer, som koncilet gav mandat til, med deres vægt på aktiv deltagelse, “tydeligvis var motiveret og begrundet af neoevangelistisk tænkning og bekymringer”, selv om “ny-evangelisering” endnu ikke var blevet opfundet. Trods sin gamle kristne arv blev Europa med rette anset for at have lige så meget brug for evangelisering som de ikke-kristne kulturer i Afrika og Asien. Koncilets bestemmelse om “en mere radikal tilpasning af liturgien” i “missionsområder” gav således inspiration til liturgireformer i traditionelt kristne kulturer, der nu selv identificerer sig som missionsområder, hvor folkesprog og -musik er et eksempel.
Koncilets erklærede mål med liturgireformen var “at give en stadig større kraft til de troendes kristne liv” og samtidig søge “at styrke alt det, der kan bidrage til at kalde hele menneskeheden ind i Kirkens husstand”. Man kan konstatere, at reformen har haft succes med hensyn til det sidstnævnte mål, når man i dag ser på de klassiske missionsområder i Afrika og Asien. Det er vanskeligere at hævde, at man har haft succes med det første mål, når man ser på de etablerede kristne kulturer i Europa og Amerika. En messe, der blev reformeret specifikt for at tage højde for den moderne situation – eller snarere for situationen i 1960’erne – er blevet mødt med et drastisk og stort set konstant fald i messedeltagelsen.
Bullivant identificerer koncilets egen målestok for bedømmelsen af liturgiske reformer: at de skal være “pastoralt effektive i videst mulig grad”. En autentisk pastoral effektivitet er svær at indrømme i betragtning af den faldende deltagelse i den reformerede liturgi og den traditionelle liturgis genopblussen, især blandt de unge. I lyset af dette argumenterer Bullivant for, at logikken i koncilsdekreterne kræver, at den reformerede liturgi tages op til fornyet overvejelse. Tør vi gøre det? Tør vi ikke gøre det?
Fr Hugh Somerville Knapman OSB er forfatter til Ecumenism of Blood: Heavenly Hope for Earthly Communion (2018)
