Mammutterne på St. Paul overlevede indtil for 5.600 år siden, men årsagerne til deres udryddelse har længe været genstand for spekulationer. I august sidste år udelukkede et hold under ledelse af Russell W. Graham fra Pennsylvania State University alle de førende kandidater, herunder menneskelig rovdrift, isbjørne, øget snedække om vinteren, vulkansk aktivitet og ændret vegetation.
Den virkelige årsag, konkluderede de efter at have undersøgt sedimenter fra søbunden, var ganske enkelt mangel på ferskvand. Elefanter er store drikkere, og mammutter, deres nære fætre, var det sandsynligvis i endnu højere grad, fordi de var tilpasset kulden, men forsøgte at overleve i klimaet efter istiden. I tørre perioder var der kun én sø på St. Paul tilgængelig, og denne synes at have fejlet, da tørstige mammutter ødelagde plantedækket omkring dens bredder.
Mammutterne på Wrangel, en meget større ø, overlevede i ca. 1.600 år længere, og de synes at have mødt en anden skæbne. Et hold under ledelse af Eleftheria Palkopoulou og Love Dalen fra Statens Naturhistoriske Museum fik et vigtigt indblik i den uldhårede mammuts befolkningshistorie ved at analysere hele genomet fra to individer. Den ene var en mammut fra fastlandet, fra Oimyakon-distriktet i det nordøstlige Sibirien, som døde for ca. 45.000 år siden på et tidspunkt, hvor arten stadig blomstrede. Den anden var fra Wrangeløen og døde for omkring 4.300 år siden, et par hundrede år før den endelige udryddelse.
Afhængig af mængden af genetisk variation i hvert genom kunne det svenske hold beregne den effektive populationsstørrelse – et genetisk begreb, der omtrent svarer til ynglepopulationen – for de uldhårede mammutter i hver tidsperiode. Oimyakon-mammutens genom indikerede en effektiv populationsstørrelse på 13.000 individer, mens Wrangel-mammutens var på blot 300.