Den unge plan blev udformet i 1929. Young-planen var et forsøg fra tidligere allierede i krigstiden på at støtte regeringen i Weimar-Tyskland. I 1924 var Dawes-planen blevet indført for at bringe Weimar ud af hyperinflationen og stabilisere landets økonomi. Det så ud til at være lykkedes, da 1924 til midten af 1929 af historikere betragtes som Weimars “gyldne år”. Men erstatningsbetalingerne var fortsat et stort problem, og selv før Wall Street-krakket i oktober 1929 var Tyskland ikke i stand til at opfylde sine finansielle krav. Efter “krakket” blev Tysklands stilling uholdbar.
Versaillestraktaten (juni 1919) havde indført obligatoriske reparationsbetalinger. Selv om befolkningen i Weimar-Tyskland måske var forfærdet over det enorme omfang af erstatningsbetalingerne, var der meget lidt, de kunne gøre, da Tyskland var så militært svagt. Dawes-planen fra 1924 omstrukturerede tallet for erstatninger fra 1919, og Young-planen reducerede betalingerne yderligere.
Den komité, der vurderede spørgsmålet om erstatninger, blev ledet af Owen Young – deraf planens titel. I virkeligheden var det en komité, der var blevet udpeget af den allierede reparationsudvalg. I udvalget var amerikanerne meget dominerende – en afspejling af USA’s status som verdens rigeste nation. J P Morgan, en af verdens førende bankfolk, var medlem af det amerikanske hold.
Den endelige plan var et generøst forsøg på at støtte Tyskland gennem dets økonomiske smerte. Young-planen reducerede yderligere erstatningerne til 112 milliarder guldmark – dengang svarende til ca. 8 milliarder dollars. Pengene skulle betales over 59 år med et beløb svarende til 473 millioner dollars, der skulle betales hvert år.
Et andet aspekt af Young-planen, der skulle støtte Tyskland, var det faktiske krav om tilbagebetaling pr. år. Tyskland skulle betale en tredjedel af det krævede beløb hvert år som led i en obligatorisk aftale – ca. 157 millioner dollars. De øvrige to tredjedele skulle dog kun betales, hvis Tyskland havde råd til at gøre det på en måde, der ikke ville skade dets økonomiske udvikling.
De britiske repræsentanter i udvalget mente, at betingelserne var for generøse, men udvalget fremlagde betingelserne i juni 1929, og de blev officielt accepteret i januar 1930. Før Wall Street-krakket og USA’s tilbagevenden til isolationisme havde der været et ønske fra amerikansk side om at se Weimar-Tyskland udvikle sig som en økonomisk enhed. Forretningsmænd i USA så to fordele i dette. For det første kunne Tyskland blive en værdifuld handelspartner for USA. For det andet var der en konstant frygt for, at kommunismen kunne sprede sig fra Sovjetunionen. Hvis det tyske folk derfor kunne se fordelene ved kapitalismen, ville de tage ideologien til sig og vende ryggen til “pesten fra øst”. I Storbritannien var der stadig stor bitterhed over krigen – det store mindesmærke ved Thiepval var blevet påbegyndt i 1928 og var endnu ikke færdigt, da Young-planen blev underskrevet. Menin Gate i Ypres var først færdig i juli 1927. Så arene efter Første Verdenskrig var stadig meget rå i Det Forenede Kongerige, og da der skulle være valg i 1929, var der ikke noget politisk parti, der ønskede at blive opfattet som “blødsødent” over for Tyskland. USA’s overbevisende tiltrækningskraft var imidlertid stærk – derfor blev planen vedtaget.
Men mellem præsentationen af Young-planen og dens formelle vedtagelse indtraf Wall Street-krakket. Enhver form for finansiel støtte til Weimar var så godt som umulig, da USA vendte sig indad mod sig selv. I juni 1931 blev de allierede enige om at suspendere alle former for reparationsbetalinger, som Tyskland skulle have betalt, da det var klart, at Tyskland ikke var i en tilstand, hvor det ikke kunne foretage nogen form for betaling. I januar 1933 blev Hitler udnævnt til kansler, og han havde ikke engang lyst til at diskutere spørgsmålet om erstatninger, endsige betale dem. På tidspunktet for hans udnævnelse var Young-planen død – selv om den ikke havde været det i forvejen.