Alai

Vi ved stadig ikke, hvad der er i vores mad.

Det er i hvert fald, hvad britiske rapporter om fødevareproduktion efter hestekødsskandalen antyder. Det er grunden til, at ministre har støttet en ny opfordring til at oprette en enhed for fødevarekriminalitet for at sikre, at kunderne kan have langt større, hvis ikke absolut, tillid til det, de spiser.

Styre DNA fra heste i supermarkedets lasagne er én ting, men hvad med de råvarer, vi tager for givet? De daglige basisvarer, som vi er afhængige af som elektricitet og varmt vand? Tag for eksempel brød. Medmindre du køber brød i begrænsede partier fra et lokalt bageri, er der stor sandsynlighed for, at du ikke kan være sikker på, hvad der er i det. Hvis du køber dit brød fra en kommerciel producent, vil det sandsynligvis indeholde menneskehår.

Du hørte det. Aminosyrer er livets byggesten, men de er ikke alle skabt på samme måde. L-cystein er f.eks. en aminosyre, der bruges til at forlænge holdbarheden i f.eks. kommercielt, fabriksfremstillet brød, og den syntetiseres oftest fra menneskehår (samt fra andefjer, kohorn og svinebørster). Håret – som tilsyneladende oftest indsamles fra gulve i frisørsaloner i Kina – opløses i syre, og ved hjælp af kemisk isolering isoleres L-cystein, som pakkes og sendes til kommercielle brødproducenter.

Når du fejer de sidste krummer af dit toastbrød fra butikskøbt skiveskåret brød op i morgen tidlig, så tænk på, at dette kunne have været nogens hestehale engang.

Hvis tanken får dig til at tøve, er en sikker måde at undgå hele den menneskelige hårsag på, at du kun køber dit brød hos en bager, da L-cystein ikke er et tilsætningsstof i mel. Du bør dog nok undgå fastfood-virksomheder som Dunkin’ Donuts og Burger King, da det er blevet rapporteret, at de bruger L-cystein. McDonalds siger, at de bruger det, men at det er “et fuldt syntetisk materiale og ikke er afledt af hår eller animalsk oprindelse”. Der er altså ingen pandehår i dine boller.

Spørgsmålet er dog stadig, hvor meget bør noget som L-cystein i vores brød genere os? Hvis du spiser forarbejdede fødevarer – det gør vi alle, i det mindste nogle gange – er du så ikke i det øjeblik, du køber og senere spiser dem, overgivet til det faktum, at du stort set ikke aner, hvad der er i dem? Bortset fra biokemikerne og de militante ernæringseksperter derude, hvem kan egentlig tyde, hvad halvdelen af de ting, der er anført på disse etiketter, er for noget? Hvis du spiser en pose fedtede, fabriksfremstillede chips, har du ikke nogen illusion om, at du gør noget godt. Du spiser chips, fordi de smager fantastisk, og fordi du stoler på, at der ikke er noget i dem, der vil slå dig ihjel. Ikke med det samme, i hvert fald.

Vi spiser ænder. Vi spiser køer (omend ikke hornene). Vi er mennesker. Og selv om tanken om at spise supersyntetiserede kemiske produkter ikke er det mest velsmagende, så er det vel ikke så gakket, at det kommer fra en naturlig kilde? At det er i orden at spise kommercielt brød, der måske indeholder L-cystein, betyder ikke, at man har nogle slumrende kannibalistiske tendenser, det betyder bare, at man er realistisk med hensyn til, hvad der indgår i kommercielt fremstillede fødevarer.

Tanken om, at en murstens- og familieforbrugende fødevare som brød har en skjult trussel, som mange internetsteder antyder ved at bruge ord som “lurende” og “mørk historie”, er lidt fjollet. Hvad med blegningsprocessen af det mel, der bruges til at gøre de hvide brød så hvide? Hvordan kan et økologisk derivat være værre end det? L-cystein har endda vist sig lovende i behandlingen af colitis (en inflammatorisk tarmsygdom).

Forestil dig alligevel at være den første person, der så de bløde, merkinlignende bunker af nedfaldet hår på salongulvet og tænkte, ja, det kan jeg godt lave brød af.