Del af

PlayStation er konsolfamilien for japanske rollespil. Som det de facto hjemsted for rollespil efter Super Nintendo-æraen har den haft alt fra Final Fantasy VII, Xenogears og Suikoden til Ni No Kuni og Kingdom Hearts. Men 25 år efter lanceringen af den originale PlayStation er det største tilbud også det mest forbedrede: Persona-serien, der er skabt af Atlus.

Udviklerens seneste bidrag til serien, Persona 5, er en kommerciel succes, der har solgt mere end 3,2 millioner eksemplarer på verdensplan – langt fra sin begyndelse som en niche-spinoff-serie. I 1996 udgav Atlus, der er bedst kendt for sit arbejde med den dæmonfyldte JRPG-serie Megami Tensei, Revelations: Persona. Selv om det ikke helt skiftede den mørke tone ud med Atlus’ tidligere rollespil, satte Revelations fokus på en gruppe gymnasieelever, der får evnen til at hidkalde Personas – en slags overnaturlige væsener, der repræsenterer det indre selv. Serien er stærkt præget af jungiansk psykologi og tarot og bruger begge dele til at flette større idéer om eksistensens natur ind.

Revelations og opfølgerne Persona 2: Innocent Sin og Persona 2: Eternal Punishment fulgte samme formel og cementerede serien som en serie med rødder i teenagefantasi, men den afgørende drejning kom i 2006. Persona 3 introducerede seriens nu centrale sociale sim-elementer: en årslang kalender, personlighedsattributter, som f.eks. charme, som du øger i løbet af spillet, og opbygning af relationer. Kombinationen af dungeon crawling, tidsbaserede systemer og et gameplay, der belønnede spillerne for at tage sig tid til at sætte farten ned og knytte bånd til fremmede mennesker, adskilte serien fra kæmpeproducenter som Final Fantasy. De fleste populære JRPG’er fulgte en lige og smal vej med lidt plads til forandring; Persona 3 legede med idéen om daglig indflydelse og spillerdrevet investering.

Indpakket i de designmæssige forbedringer og den fantastiske historie var en mørkere, til tider gribende fortælling, der behandlede temaer som depression, sorg og tab. Døden er et velkendt begreb for mange af de medvirkende, lige fra dem, der har mistet familie, til andre, der lider af uhelbredelige sygdomme. For at frigøre deres Personas skyder spillets helte sig selv i hovedet med specielle pistoler kaldet “evokere” for at slippe deres Personas løs. Folk i spillets verden kæmper med “apati-syndromet”, en lidelse, der ligesom depression gør det svært at udføre selv de mest basale dagligdags opgaver. Midt i det konsekvent mørke billedsprog tilbyder Persona 3 en hypotese om, at mens eksistensen er smerte, og menneskeheden altid vil gøre ondt, er andre mennesker redningen.

Dette håbefulde budskab er blevet en slags gennemgående linje for serien. Persona 4 drejer skarpt væk fra P3’s tematiske farver i form af mørke blå og grønne farver til fordel for en lys, solgul farve, der ledsager historien om en gruppe gymnasievenner, der er på jagt efter en morder. Det er mere Scooby Doo end CSI; ved hver eneste vending insisterer det på, at venskab og kærlighed vil redde os endnu.

To årtier efter det første spil udgav Atlus sin største iteration af serien til dato: Persona 5, en poleret udførelse af de allerede etablerede idéer. Spillets cast er i bund og grund en flok teenage-superhelte. Hver enkelt er en oprører mod samfundet, forklædt i et udansk kostume, mens de forsøger at løse problemer ved at ændre korrupte menneskers hjerter. Fra den allerførste berøring, som spilleren får med dens verden, er Persona 5 stilfuldt. De levende farver og den prangende grænseflade er designet til at hjælpe spillerne med at navigere i en masse komplekse systemer så smertefrit som muligt. Jo mere tid du bruger i dens verden, jo mere udvides den med nye venner, job, steder at udforske osv.

Billede: Atlus

Persona har endda selv affødt en række spinoffs. Atlus’ eksperimenter med serien spænder over kampspil som Persona 4 Arena, dungeon crawler-mashups med Persona Q og rytme-dansespil som Persona 3: Dancing in Moonlight. Et actionrollespil fra Dynasty Warriors-udvikleren Omega Force, der er centreret omkring Persona 5’s skuespillere, er i øjeblikket under udvikling til PS4 og Switch.

Som serien har udviklet sig over fire generationer af PlayStation-hardware, har den udnyttet en magtfantasi, der har rod i at søge godhed hos andre. Hver eneste del af Persona 5 føder ind i de håbefulde måder, hvorpå vi kan ændre os, uanset om det er at arbejde på selvforbedring ved at påtage sig job eller hjælpe andre gennem deres problemer. I Persona har Atlus fundet en måde at gøre selv de mest sukkersøde idéer til et eventyr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.