Analogt tv findes i forskellige billedfrekvenser og opløsninger. Der er yderligere forskelle i frekvens og modulation af lydbæreren. Da farvefjernsyn blev indført, blev farvetone- og mætningsoplysningerne tilføjet til de monokrome signaler på en måde, som sort-hvide tv-apparater ignorerer. På denne måde blev der opnået bagudkompatibilitet. Dette koncept gælder for alle analoge tv-standarder.
Der er traditionelt tre sameksisterende tv-scanningsstandarder i verden i dag. Disse standarder er baseret på den teknologi, der var tilgængelig i 1930’erne, idet der tages hensyn til omkostninger i forhold til ydeevne. Den første var det amerikanske NTSC-farvefjernsynssystem (National Television Systems Committee). Den europæiske/australske PAL-standard (Phase Alternation Line rate) og den franske og tidligere sovjetiske SECAM-standard (Séquentiel Couleur Avec Mémoire) blev udviklet senere og forsøger at afhjælpe visse mangler ved NTSC-systemet. PAL’s farvekodning svarer til NTSC-systemerne. SECAM anvender dog en anden modulationsmetode end PAL eller NTSC.
I princippet kan alle tre farvekodningssystemer kombineres med en hvilken som helst kombination af scanningslinjer/framefrekvens. For at beskrive et givet signal fuldstændigt er det derfor nødvendigt at angive farvesystemet og udsendelsesstandarden som et stort bogstav. F.eks. brugte USA, Canada, Mexico og Sydkorea NTSC-M, Japan brugte NTSC-J, Det Forenede Kongerige brugte PAL-I , Frankrig brugte SECAM-L, store dele af Vesteuropa og Australien brugte PAL-B/G, det meste af Østeuropa brugte SECAM-D/K eller PAL-D/K.
Det er imidlertid ikke alle disse mulige kombinationer, der rent faktisk findes. NTSC anvendes kun med system M, selv om der blev eksperimenteret med NTSC-A (405 linier) i Det Forenede Kongerige og NTSC-N (625 linier) i en del af Sydamerika. PAL anvendes med en række forskellige 625-linjestandarder (B, G, D, K, I, N), men også med den nordamerikanske 525-linjestandard, som derfor kaldes PAL-M. På samme måde anvendes SECAM med en række 625-linjestandarder.
Af denne grund betegner mange mennesker ethvert signal af 625/25-typen som “PAL” og ethvert 525/30-signal som “NTSC”, selv når der henvises til digitale signaler; f.eks. på DVD-video, som ikke indeholder nogen analog farvekodning og dermed slet ingen PAL- eller NTSC-signaler.
525/60 Standard | 625/50 Standard | ||
---|---|---|---|
# linjer pr. frame | 525 | 625 | |
# linjer pr. felt | 262,5 | 312.5 | |
antal billeder pr. sekund | 29.97 | 25 | |
# felter pr. sekund( f v {\displaystyle f_{v}}}
), Hz |
2 f h / 525 = 59,94 {\displaystyle 2f_{h}/525=59,94} | 2 f h / 625 = 50 {\displaystyle 2f_{h}/625=50} |
Video ScanningEdit
Video Scanning henviser til den måde, hvorpå en tv-scene definerer sine luminans- og krominansværdier. De angiver antallet af linjer pr. billede og antallet af billeder pr. sekund. Tekniske og økonomiske overvejelser i forskellige lande rundt om i verden har ført til udvikling på mange forskellige kompromiser i transmission. Disse overvejelser begrænses af det faktum, at der kun kan overføres én bit information ad gangen . For at omgå dette må transmissionen opdeles i små elementer, der transmitteres sekventielt og samles lokalt i den modtagende ende. De rekonstruerede billeder skal derefter vises i hurtig rækkefølge for at efterligne bevægelse.
Et katodestrålerør (CRT) viser et billede ved at scanne en stråle af elektroner hen over skærmen i et mønster af vandrette linjer, der kaldes et raster. Ved slutningen af hver linje vender strålen tilbage til starten af den næste linje; slutningen af den sidste linje er et led, der vender tilbage til toppen af skærmen. Når den passerer hvert punkt, varieres strålens intensitet, hvorved luminansen for det pågældende punkt varieres. Et farvefjernsynssystem er identisk, bortset fra at et ekstra signal, kaldet krominans, styrer punktets farve.
Rasterscanning er vist i en let forenklet form nedenfor.
Da det analoge fjernsyn blev udviklet, fandtes der ingen overkommelig teknologi til lagring af videosignaler; luminanssignalet skal genereres og transmitteres på samme tidspunkt, hvor det vises på CRT’en. Det er derfor vigtigt at holde rasterscanningen i kameraet (eller anden anordning til at frembringe signalet) i nøjagtig synkronisering med scanningen i fjernsynet.
Fysikken i CRT kræver, at der gives et endeligt tidsinterval, så spotten kan bevæge sig tilbage til starten af den næste linje (horisontal retrace) eller til starten af skærmen (vertikal retrace). Timingen af luminanssignalet skal give mulighed for dette.
ResolutionEdit
I tv anvendes Resolution til at betegne antallet af linjer pr. billedhøjde (LPH). Fjernsynssystemer er blevet udviklet til at have kvadratiske pixels eller samme forhold mellem horisontal og vertikal opløsning. Vertikal opløsning er den evne, som et sendeformat har til at opløse horisontale linjer. Den vises normalt som antallet af horisontale linjer, der kan opløses tydeligt på en tv-skærm.
BilledfrekvensRediger
Det menneskelige øje har en egenskab, der kaldes Phi-fænomenet. Phi-fænomenet er blevet omtalt som “første-ordens” bevægelsesopfattelse. Det er modelleret i form af relativt simple “bevægelsessensorer” i det visuelle system, der har udviklet sig til at registrere en ændring i luminans på et punkt på nethinden og korrelere den med en ændring i luminans på et nabopunkt på nethinden efter en kort forsinkelse, og derfor vil hurtigt viste på hinanden følgende scanningsbilleder give den tilsyneladende illusion af jævn bevægelse. Flimren i billedet kan delvist løses ved at anvende en langtidsholdbar fosforbelægning på CRT-skærmen, således at de på hinanden følgende billeder falmer langsomt. Langsom fosfor har imidlertid den negative bivirkning, at det medfører udtværing og sløring af billedet, når der sker en stor mængde hurtig bevægelse på skærmen.
Den maksimale billedfrekvens afhænger af elektronikkens og transmissionssystemets båndbredde og antallet af horisontale scanningslinjer i billedet. En billedfrekvens på 25 eller 30 hertz er et tilfredsstillende kompromis, mens processen med interlacing af to videofelter af billedet pr. frame anvendes til at opbygge billedet. Denne proces fordobler det tilsyneladende antal videobilleder pr. sekund og reducerer yderligere flimmer og andre defekter i transmissionen.