Alai

MenneskerettighederRediger

Artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne har til formål at beskytte retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed. I 1993 erklærede FN’s Menneskerettighedskomité, at artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder “beskytter teistiske, ikke-teistiske og ateistiske trosretninger samt retten til ikke at bekende sig til nogen religion eller tro”. Komitéen erklærede endvidere, at “friheden til at have eller antage en religion eller tro nødvendigvis indebærer friheden til at vælge en religion eller tro, herunder retten til at erstatte sin nuværende religion eller tro med en anden eller til at antage ateistiske synspunkter”. De lande, der har underskrevet konventionen, må ikke anvende “trusler om fysisk magt eller strafferetlige sanktioner for at tvinge troende eller ikke-troende” til at frafalde deres tro eller konvertere. På trods af dette forfølges ateister stadig i nogle dele af verden.

Vestlige landeRediger

Moderne teorier om konstitutionelt demokrati antager, at borgerne er intellektuelt og åndeligt autonome, og at regeringerne bør overlade spørgsmål om religiøs tro til enkeltpersoner og ikke tvinge religiøse overbevisninger ved hjælp af sanktioner eller fordele. Forfatningerne, menneskerettighedskonventionerne og retspraksis om religionsfrihed i de fleste forfatningsmæssige demokratier giver retlig beskyttelse af ateister og agnostikere. Desuden tjener bestemmelser om ytringsfrihed og lovgivning, der adskiller kirke og stat, også til at beskytte ateisternes rettigheder. Som følge heraf er åbenlys juridisk forskelsbehandling af ateister ikke almindelig i de fleste vestlige lande. Der findes dog fordomme mod ateister i de vestlige lande. En undersøgelse fra University of British Columbia, der blev gennemført i USA, viste, at troende mistroede ateister lige så meget som voldtægtsforbrydere. Undersøgelsen viste også, at ateister havde dårligere beskæftigelsesudsigter.

EuropaRediger

I det meste af Europa bliver ateister valgt til høje poster i mange regeringer uden kontroverser. Nogle ateistiske organisationer i Europa har udtrykt bekymring over spørgsmål om adskillelse af kirke og stat, som f.eks. administrative gebyrer for at forlade kirken, der opkræves i Tyskland, og prædikener, der organiseres af det svenske parlament. Irland kræver religiøs uddannelse fra kristne gymnasier for at kunne arbejde som lærer i statsstøttede skoler, og i Storbritannien er en tredjedel af de statsstøttede skoler trosbaserede. Der er dog ingen begrænsninger for ateister, der beklæder offentlige embeder – den tidligere vicepremierminister i Det Forenede Kongerige, Nick Clegg, er ateist. Ifølge en meningsmåling fra 2012 mener 25 % af tyrkerne i Tyskland, at ateister er mindreværdige mennesker. Portugal har valgt to præsidenter, Mário Soares, som også blev valgt som premierminister, og Jorge Sampaio, som åbent har givet udtryk for deres irreligiøsitet, samt to agnostiske premierministre, José Sócrates og António Costa. I Grækenland erklærede den højreorienterede Nyt Demokrati-regering derimod, at “det græske folk har ret til at vide, om hr. Tsipras er ateist”, idet den anfører deres politiske modstanders irreligiøsitet som en grund til, at han ikke bør vælges, selv om den indrømmer, at “det er hans ret”. I sagen Elder Pastitsios blev en 27-årig mand idømt fængselsstraf for at have satiret en populær apokalyptisk indstillet græsk-ortodoks munk, mens flere metropolitter i den græsk-ortodokse kirke (som ikke er adskilt fra staten) også har opfordret deres flok til “ikke at stemme vantro ind i embedet” og endda gået så langt som til at advare græsk-ortodokse lægfolk om, at de ville “synde, hvis de stemte ateister ind i offentlige embeder”.

BrasilienRediger

En undersøgelse fra 2009 viste, at ateister var den mest forhadte demografiske gruppe i Brasilien blandt flere andre adspurgte minoriteter, idet de næsten var på linje med narkomaner. Ifølge undersøgelsen erklærede 17 % af de adspurgte, at de følte enten had eller afsky for ateister, mens 25 % følte antipati, og 29 % var ligeglade.

CanadaRediger

Canadiske sekulære humanistiske grupper har arbejdet for at få sat en stopper for recitation af bønner under regeringssager, da de betragter dem som diskriminerende. Scouts Canada erklærer, at selv om tro på Gud eller tilhørsforhold til en organiseret religion ikke er et krav for at blive medlem, skal medlemmerne have “en grundlæggende åndelig tro”, og en af de centrale værdier er “pligt over for Gud”: Defineret som: “Ansvaret for at holde sig til åndelige principper og dermed til den religion, der udtrykker dem, og for at acceptere de pligter, der følger heraf.”

USARediger

Diskrimination af ateister i USA forekommer i juridiske, personlige, sociale og erhvervsmæssige sammenhænge. Mange amerikanske ateister sammenligner deres situation med den diskrimination, som etniske minoriteter, LGBT-grupper og kvinder udsættes for. “Amerikanerne føler stadig, at det er acceptabelt at diskriminere ateister på måder, der anses for at være uacceptable for andre grupper”, udtaler Fred Edwords fra American Humanist Association. Graden af diskrimination, forfølgelse og social stigmatisering af ateister i USA sammenlignet med andre forfulgte grupper i USA har været genstand for undersøgelser og har været genstand for debat.

I USA omfatter syv delstaters forfatninger religiøse tests, der effektivt ville forhindre ateister i at bestride offentlige embeder og i nogle tilfælde at være nævninge/vidner, selv om disse generelt ikke er blevet håndhævet siden begyndelsen af det 20. århundrede. Den amerikanske forfatning tillader en bekræftelse i stedet for en ed for at give ateister mulighed for at afgive vidneudsagn i retten eller for at beklæde offentlige embeder. I en sag ved USA’s højesteret blev det imidlertid bekræftet, at USA’s forfatning forbyder staterne og forbundsregeringen at kræve nogen form for religiøs test for at bestride et offentligt embede, i det konkrete tilfælde som notar. Denne afgørelse anses generelt for også at gælde for vidneed.

Flere amerikanske ateister har brugt domstolsprøvelser til at imødegå diskrimination mod ateister. Michael Newdow anfægtede på vegne af sin datter inddragelsen af sætningen “under Gud” i den amerikanske troskabsed i USA, idet han hævdede, at sætningen var ensbetydende med statslig godkendelse af diskrimination mod ateister. Han vandt sagen i første omgang, men Højesteret afviste hans påstand og fastslog, at Newdow ikke havde ret til at anlægge sagen, hvorved sagen blev afgjort uden at der blev taget stilling til lovens forfatningsmæssige rigtighed. Respondenterne i en undersøgelse var mindre tilbøjelige til at støtte en nyretransplantation for hypotetiske ateister og agnostikere, der havde brug for det, end for kristne patienter med lignende medicinske behov. Da Boy Scouts of America ikke tillader ateister som medlemmer, har ateistiske familier og ACLU fra 1990’erne og fremefter indledt en række retssager, hvor de har gjort gældende, at ateister diskrimineres. Som reaktion på ACLU’s retssager ophørte Pentagon i 2004 med at sponsorere spejderenheder, og i 2005 indvilligede BSA i at overføre alle spejderenheder ud af offentlige enheder som f.eks. offentlige skoler.

Trods meningsmålinger, der viser, at ikke-troende udgør en stadig større del af befolkningen, er der kun én offentlig ateist i alle delstaternes lovgivende forsamlinger over hele landet. Kun få politikere har været villige til at indrømme deres mangel på tro på højeste væsener, da sådanne afsløringer er blevet betragtet som “politisk selvmord”. Den 20. september 2007 blev Pete Stark det første ikke-heistiske kongresmedlem i USA, der åbent erkendte sin manglende tro, og sluttede sig dermed til de millioner af amerikanere, der længe har holdt deres synspunkter hemmelige af frygt for diskrimination i deres samfund. Der er ét statsligt lovgiver, Ernie Chambers, som i øjeblikket sidder i Nebraskas statslige lovgivende forsamling. Cecil Bothwell, som offentligt har erklæret, at han ikke tror på guder, og at det “bestemt ikke er relevant for et offentligt embede”, blev den 3. november 2009 valgt til byrådet i Asheville, North Carolina, efter at han havde fået det tredjehøjeste antal stemmer ved valget i byen. Efter valget truede Bothwells politiske modstandere med at anfægte hans valg med den begrundelse, at North Carolinas forfatning ikke tillader ateister at bestride offentlige embeder i staten. Denne bestemmelse, der stammer fra 1868, kan imidlertid ikke håndhæves og er ugyldig, fordi den amerikanske forfatning forhindrer religiøse prøver til offentlige embeder. En Gallup-undersøgelse fra 2015 viste, at 40 % af amerikanerne ikke ville stemme på en ateist som præsident, og i meningsmålinger før 2015 havde dette tal nået omkring 50 %. En undersøgelse fra University of Minnesota fra 2014 viste, at 42 % af de adspurgte karakteriserede ateister som en gruppe, der “slet ikke er enig med min vision af det amerikanske samfund”, og at 44 % ikke ville ønske, at deres barn skulle gifte sig med en ateist. De negative holdninger til ateister var højere end de negative holdninger til afroamerikanere og homoseksuelle, men lavere end de negative holdninger til muslimer. Mange i USA forbinder ateisme med umoralitet, herunder kriminel adfærd, ekstrem materialisme, kommunisme og elitisme. Undersøgelserne viste også, at afvisningen af ateister hang sammen med respondenternes manglende eksponering for mangfoldighed, uddannelse og politiske orienteringer. Ateister og ateistiske organisationer har påstået diskrimination mod ateister i militæret, og for nylig, med udviklingen af hærens Comprehensive Soldier Fitness-program, har ateister påstået institutionaliseret diskrimination. I flere afgørelser om forældremyndighed er ateistiske forældre blevet diskrimineret, enten direkte eller indirekte. Da lovene om forældremyndighed i USA ofte er baseret på familieretsdommernes subjektive mening, er ateisme ofte blevet brugt til at nægte ikke-religiøse forældre forældre forældremyndighed med den begrundelse, at en forælders manglende tro viser en mangel på den moral, der kræves for at opdrage et barn.

Prominente ateister og ateistgrupper har sagt, at diskrimination mod ateister illustreres af en udtalelse, som George H. W. Bush angiveligt skulle have fremsat under en offentlig pressekonference lige efter at have annonceret sit kandidatur til præsidentposten i 1987. Da han blev spurgt af journalisten Robert Sherman om amerikanske ateisters ligeværdige medborgerskab og patriotisme, rapporterede Sherman, at Bush svarede: “Nej, jeg ved ikke, om ateister bør betragtes som borgere, og de bør heller ikke betragtes som patrioter. Dette er én nation under Gud.” Sherman optog ikke ordvekslingen, og ingen anden avis bragte en historie om den på det tidspunkt.

George H. W. Bushs søn, George W. Bush, svarede på et spørgsmål om troens rolle i hans præsidentskab under en pressekonference den 3. november 2004: “Jeg vil være jeres præsident uanset jeres tro. Og jeg forventer ikke, at I nødvendigvis er enige med mig, hvad angår religion. Faktisk bør ingen præsident nogensinde forsøge at påtvinge vores samfund religion. Den store – den store tradition i Amerika er en tradition, hvor folk kan dyrke den – den måde, de ønsker at dyrke den på. Og hvis de vælger ikke at tilbede, er de lige så patriotiske som din nabo.”

Den 16. december 2016 underskrev præsident Barack Obama H.R. 1150, et ændringsforslag til Frank R. Wolf International Religious Freedom Act. Den omfatter beskyttelse af “ikke-teistiske trosretninger samt retten til ikke at bekende sig til eller praktisere nogen religion overhovedet.”

Ateister er berettiget til at bestride embederRediger

Torcaso v. Watkins, 367 U.S. 488 (1961) var en sag ved USA’s højesteret, hvor domstolen bekræftede, at USA’s forfatning forbyder staterne og forbundsregeringen at kræve nogen form for religiøs test til offentlige embeder; den specifikke sag med Torcaso drejede sig om, at han var ateist og hans arbejde som notar.

Forfatningerne i otte amerikanske stater forbyder ateister at bestride offentlige embeder. Disse love kan imidlertid ikke håndhæves, fordi de er i strid med det første tillæg og artikel VI i USA’s forfatning:

Arkansas artikel 19, afsnit 1
“Ingen person, der benægter eksistensen af en Gud, må beklæde noget embede i de civile ministerier i denne stat eller være kompetent til at vidne som vidne i nogen domstol.” Maryland artikel 37
“At der aldrig bør kræves nogen religiøs prøve som kvalifikation til ethvert embede med fortjeneste eller tillid i denne stat, bortset fra en erklæring om tro på Guds eksistens; ej heller må den lovgivende magt foreskrive nogen anden embedseed end den ed, der er foreskrevet i denne forfatning.” Mississippi artikel 14, afsnit 265

“Ingen person, der benægter eksistensen af et højeste væsen, må beklæde noget embede i denne stat.” North Carolina artikel 6, afsnit 8
“Følgende personer skal være diskvalificeret til embeder: For det første: enhver person, der benægter den almægtige Guds eksistens.” South Carolina artikel 17, afsnit 4
“Ingen person, der benægter eksistensen af et Højeste Væsen, må beklæde noget embede under denne forfatning.” Tennessee artikel 9, afsnit 2
“Ingen person, der benægter Guds eksistens eller en fremtidig tilstand med belønninger og straffe, må beklæde noget embede i den civile afdeling af denne stat.” Texas artikel 1, afsnit 4
“Der må aldrig kræves nogen religiøs prøve som kvalifikation til noget embede eller offentlig tillid i denne stat; ej heller må nogen udelukkes fra at bestride et embede på grund af sine religiøse følelser, forudsat at han anerkender eksistensen af et højeste væsen.”

En ottende statsforfatning yder særlig beskyttelse til teister.

Pennsylvania artikel 1, afsnit 4
“Ingen person, der anerkender eksistensen af en Gud og en fremtidig tilstand med belønninger og straffe, skal på grund af sine religiøse følelser være diskvalificeret til at beklæde et embede eller en plads med tillid eller fortjeneste under dette Commonwealth.”

Lande med muslimsk flertalRediger

Ateister og personer, der beskyldes for at være afveget fra den officielle religion, kan være udsat for diskrimination og forfølgelse i mange lande med muslimsk flertal. Ifølge International Humanist and Ethical Union er det i forhold til andre nationer “de vantro … i islamiske lande, der udsættes for den strengeste – til tider brutale – behandling”. Ateister og religiøse skeptikere kan blive henrettet i mindst fjorten lande: Afghanistan, Iran, Malaysia, Malaysia, Maldiverne, Mauretanien, Nigeria, Pakistan, Qatar, Saudi-Arabien, Somalia, Sudan, Libyen, De Forenede Arabiske Emirater og Yemen.

I henhold til de mest almindelige fortolkninger af islam står det ikke muslimer frit for at skifte religion eller blive ateister: at fornægte islam og dermed blive frafalden straffes traditionelt med døden for mænd og med livsvarigt fængsel for kvinder. Dødsstraf for frafald findes i en række islamiske stater, bl.a: Iran, Egypten, Pakistan, Somalia, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Yemen og Saudi-Arabien. Selv om der ikke for nylig er blevet rapporteret om henrettelser i Saudi-Arabien, har en dommer i Saudi-Arabien for nylig anbefalet, at den fængslede blogger Raif Badawi stilles for en højesteret for at blive anklaget for frafald, hvilket ville medføre dødsstraf ved en domfældelse. Selv om dødsdomme er sjældne, er det almindeligt, at ateister bliver anklaget for blasfemi eller tilskyndelse til had. De nye “arabiske forårs”-regimer i Tunesien og Egypten har fængslet flere åbenmundede ateister.

Da en frafalden kan betragtes som en muslim, hvis tro rejser tvivl om det guddommelige og/eller Koranen, er der gennem historien blevet fremsat påstande om ateisme og frafald mod muslimske lærde og politiske modstandere. Både fundamentalister og moderate er enige om, at “blasfemikere ikke vil blive tilgivet”, selv om de er uenige om, hvor streng en passende straf skal være. I det nordvestlige Syrien i 2013 under den syriske borgerkrig halshuggede jihadister en skulptur af Al-Maʿarri (973-1058 e.Kr.), en af flere åbenmundede arabiske og persiske anti-religiøse intellektuelle, der levede og underviste i den islamiske guldalder, og som var en af dem.

Jordanien kræver, at ateister skal tilknytte sig en anerkendt religion med henblik på officiel identifikation.

I Egypten er intellektuelle, der mistænkes for at have en ateistisk overbevisning, blevet retsforfulgt af retslige og religiøse myndigheder. Romanforfatteren Alaa Hamad blev dømt for at have udgivet en bog, der indeholdt ateistiske ideer og frafald, som blev anset for at true den nationale enhed og den sociale fred.

AlgerietRediger

Studiet af islam er et krav i offentlige og private skoler for alle algeriske børn, uanset deres religion.

Ateistiske eller agnostiske mænd er forbudt at gifte sig med muslimske kvinder (algerisk familielov I.II.31). Et ægteskab er juridisk ugyldigt, hvis manden falder fra islam (formentlig fra islam, selv om dette ikke er specificeret; familielov I.III.33).Ateister og agnostikere kan ikke arve (familielov III.I.138).

BangladeshRediger

Bangladesh’ forfatning sikrer sekularisme og retten til religionsfrihed. Alligevel er religionsundervisning et obligatorisk fag i de offentlige læseplaner i Bangladesh fra 3. klasse (normalt 8-9 år), og selv om religionsundervisning er obligatorisk fra 3. klasse, har de fleste offentlige og private skoler religionsundervisning siden 1. klasse (normalt 6-7 år), og de fleste børn får religionsundervisning fra en ung alder, og de fleste børn fra muslimske husstande i Bangladesh læser Koranen for første gang, når de er 8 eller 9 år. Religion er også et obligatorisk valgfag, der er nødvendigt for, at en elev kan gå op til HSC. Selv om ateisme er misbilliget, er ingen ateister nogensinde blevet idømt dødsstraf for frafald siden landets fødsel. Nogle bangladeshiske ateister er blevet myrdet af den bangladeshiske islamiske ekstremistiske organisation Ansarullah Bangla Team. men regeringen har truffet strenge foranstaltninger og forbudt islamistiske grupper fra politik

IndonesienRediger

Ateister i Indonesien oplever officiel diskrimination i forbindelse med registrering af fødsler og ægteskaber og udstedelse af identitetskort. I 2012 blev den indonesiske ateist Alexander Aan slået af en pøbel, mistede sit job som embedsmand og blev idømt to et halvt års fængsel for at have givet udtryk for sine synspunkter online.

Indonesisk folkedrabRediger

Jess Melvin hævder, at ateister var ofre for folkedrab i henhold til den juridiske definition af begrebet under Anti-PKI udryddelseskampagnen 1965-66 (PKI var Indonesiens kommunistparti), da den indonesiske hær forbød udryddelse af “ateister” og “vantro” kollektivt for deres tilknytning til kommunismen, og ifølge Matthew Lippmann og David Nersessian er ateister omfattet som en beskyttet gruppe i folkedrabskonventionen under “religiøs gruppe”.”

IranRediger

Da ateisme hverken er en tro eller en religion, får ikke-troende ikke juridisk status i Iran. Det er nødvendigt at erklære sin tro på islam, kristendom, jødedom eller zoroastrisme for at opnå visse rettigheder som f.eks. at søge om optagelse på universitetet eller at blive advokat, idet stillingen som dommer kun er forbeholdt muslimer. Straffeloven er også baseret på offerets og gerningsmandens religiøse tilhørsforhold, og straffen er ofte strengere for ikke-muslimer. Talrige forfattere, tænkere og filantroper er blevet anklaget for apostasi og dømt til døden for at sætte spørgsmålstegn ved den fremherskende fortolkning af islam i Iran. Den iranske ateistforening blev oprettet i 2013 for at danne en platform for iranske ateister til at starte debatter og sætte spørgsmålstegn ved det nuværende islamiske regimes holdning til ateister, frafald og menneskerettigheder.

IrakRediger

I oktober 2018 blev boghandler Ihsan Mousa arresteret. Han blev løsladt efter at have lovet ikke at sælge bøger, der fremmer afvisning af islam.

LibyenRediger

Ateisme er forbudt i Libyen og kan medføre dødsstraf, hvis man bliver anklaget for at være ateist.

Saudi-ArabienRediger

Ateisme er forbudt i Saudi-Arabien og kan medføre dødsstraf, hvis man bliver anklaget for at være ateist.

I marts 2014 udstedte det saudiske indenrigsministerium et kongeligt dekret, der stemplede alle ateister som terrorister, og som definerer terrorisme som “opfordring til ateistisk tænkning i enhver form eller til at sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende elementer i den islamiske religion, som dette land er baseret på”.

TyrkietRediger

Selv om det officielt er en sekulær stat, er langt størstedelen af tyrkerne muslimer, og staten giver nogle særlige privilegier til muslimer og til islam i medierne og private religiøse institutioner. Obligatorisk religionsundervisning i tyrkiske skoler anses også for at være diskriminerende over for ateister, som måske ikke ønsker, at deres børn skal modtage religiøs undervisning.

IndienRediger

Sanal Edamaruku, ateist og grundlægger og formand for Rationalist International, måtte flygte fra Indien i 2012, da Catholic Secular Forum rejste tiltale mod ham i henhold til paragraf 295(A) i den indiske straffelov, der straffer krænkelse af en borgers religiøse følelser. Han befinder sig i øjeblikket i selvudslettelse i Finland for at undgå anholdelse og fængselsstraf på ubestemt tid.

I det indiske samfund er rationalister generelt blevet betragtet som uerklærede ateister, fordi de har en tendens til at betegne alle former for religiøse aktiviteter som overtro. Derfor er de blevet stigmatiseret og undgået af de fleste indere. Indiske muslimer og kristne er traditionelt modstandere af ateisme. I det gamle Indien eksisterede der dog ateistiske tankeskoler som Charvaka og Ajivika ved siden af buddhismen i dennes tidlige dage.

OtherEdit

Det regulære frimureri insisterer blandt andet på, at et skriftbånd ligger åbent i en arbejdende loge, at alle medlemmer bekender sig til troen på et højeste væsen, og at diskussion af religion er forbudt. Kontinentalt frimureri er nu den generelle betegnelse for de “liberale” jurisdiktioner, der har fjernet nogle eller alle disse restriktioner.

“Pligt over for Gud” er et princip i spejderarbejdet verden over, selv om det anvendes forskelligt fra land til land. Boy Scouts of America (BSA) indtager en stærk holdning og udelukker ateister og agnostikere, mens Girl Scouts of the USA indtager en mere neutral holdning. Det Forenede Kongeriges spejderforbund har for nylig offentliggjort alternative løfter for folk med en anden eller ingen religion, der specificerer “ateister, humanister og folk uden nogen specifik religion”, som lover at opretholde spejdernes værdier snarere end en pligt over for Gud. Scouts Canada definerer pligt over for Gud bredt i form af “tilslutning til åndelige principper” og kræver ikke, at medlemmerne skal være en del af en organiseret religion, men kræver, at de har en form for “personlig spiritualitet”. I andre lande, især i Europa, kan nogle spejderorganisationer være sekularistiske eller religiøst neutrale (f.eks. Eclaireuses et Eclaireurs de France, Corpo Nazionale Giovani Esploratori ed Esploratrici Italiani og Baden-Powell Service Association i USA).