Den følgende kommentar dækker kapitel 3, 4 og 5.
Folkets troløshed blev vendt til velsignelse
Gud, som vidste, hvad folket var, og hvordan deres tilstand var, havde inden for deres lands grænser efterladt det, som gjorde dem lydige over for filisterne, sidonierne osv, for at de kunne lære krig og opleve Jehovas veje og regering.
Sådan forvandlede Guds visdom og forudviden, som ved, hvad der er i mennesket, folkets troløshed til velsignelse. Udadvendt velstand uden prøvelser ville ikke have afhjulpet vantroen, mens den ville have berøvet dem de øvelser og konflikter, hvor de kunne lære, hvad Gud var, hans veje og hans forhold til dem, såvel som hvad deres eget hjerte var.
Vi gennemgår den samme erfaring og af de samme grunde.
Othniel, Ehud og Shamgar oprejst som befriere
Jeg vil nu gennemgå de vigtigste emner, der er præsenteret i denne bogs historie. Othniel, Ehud og Shamgar var efter hinanden de første redskaber, som Gud rejste op for at befri sit folk.
Først må vi bemærke folkets svigt, som begynder at tjene falske guder; derpå deres trældom. I deres nød råber de til Jehova. Dette er altid den måde, hvorpå befrielsen kommer (kap. 3: 9, 15; 4: 3). I dette sidste tilfælde afviger Jehova fra sine sædvanlige veje. Nationen havde mistet sin styrke og energi, selv med hensyn til sine indre anliggender. Dette er virkningen af gentagne fald; fornemmelsen af Guds magt er gået tabt.
Debora og Barak
I den periode, vi taler om, var det en kvinde, der dømte Israel. Det var et tegn på Guds almagt, for hun var en profetinde. Men det var i strid med Guds almindelige handlemåde og en skændsel for mennesker. Debora kalder Barak (for hvor Guds ånd handler, skelner og leder han); hun meddeler ham Guds befaling. Han adlyder; men han mangler troen til at gå videre som en, der har fået direkte instruktion fra Gud og derfor ikke har brug for andre. Disse direkte meddelelser giver bevidstheden om Guds nærvær, og at han griber ind på sit folks vegne. Barak vil ikke gå uden Debora. Men denne mangel på tro er ikke til hans ære. Mænd vil holde den plads, der svarer til deres tros målestok, og Gud vil igen blive forherliget gennem en kvindes medvirken. Barak har tro nok til at adlyde, hvis han har en person i nærheden, som straks kan læne sig op ad Gud, men ikke nok til at gøre det selv. Dette er alt for ofte tilfældet. Gud afviser ham ikke, men han ærer ham ikke. Faktisk er det på ingen måde den samme tro på Gud. Og det er ved troen, at Gud bliver æret.
Den genoprettende disciplinering af folket i krig
Vi har i øvrigt i dette tilfælde ikke den umiddelbare tilintetgørelse af fjenden, men disciplinering af folket i krig for at genoprette det fra den tilstand af moralsk svaghed, som det var faldet ned i. De begyndte med små ting. En kvinde var redskabet; for frygt ærer ikke Gud, og Gud kan ikke tillade, at hans ære hviler på en sådan tilstand som denne. Men lidt efter lidt “vandt Israels børns hånd over Jabin, indtil de havde tilintetgjort ham.”
Den sædvanlige virkning af et sådant Helligåndens værk som dette er at fremstille folket som villigt ofrende sig selv (kap. 5:2). Ikke desto mindre har Guds Ånd vist os, at vantroen blandt folket havde fået mange af dem til at blive tilbage, og således mistede de manifestationen og oplevelsen af Guds kraft. Guds dom er lig med en forbandelse, hvor der var tale om en hel tilbageholdelse, en afvisning af at være forbundet med folket i dets svaghed.