Alai

Abstract

Nylige undersøgelser af nye smitsomme sygdomme viser, at de fleste er zoonoser, der overføres til mennesker fra husdyr og vilde dyr.

Der ligger en død blåskade på dit dørtrin. Udadtil ser du ingen tegn på kropslige skader. Den kunne være fløjet ind i et vindue og have brækket halsen, eller, mere ildevarslende, det kunne være et tegn på begyndelsen af sæsonen for West Nile-virus. West Nile-virus, som var ukendt i USA indtil 1999, er en zoonotisk sygdom – det vil sige, at den bæres af dyr, men kan overføres til mennesker. Og du er med den døde fugl på dit dørtrin ufrivilligt blevet en sentinel i overvågningssystemet for at forhindre spredning af zoonoser.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har påtaget sig et stort internationalt ansvar for overvågning og forebyggelse af spredning af zoonoser, som den med henvisning til den panamerikanske sundhedsorganisation definerer som “enhver sygdom og/eller infektion, der naturligt ‘kan overføres fra hvirveldyr til mennesker’.” Selv om denne definition udelukker vektoroverførsel, definerer en nylig gennemgang af de smitsomme sygdomme hos mennesker, der opstod mellem 1940 og 2004, zoonoser mere bredt som “sygdomme, der har en ikke-menneskelig dyrisk kilde” (Kate E. Jones et al., 21 February 2008 issue of Nature). Denne karakteristik omfatter vektorbårne sygdomme, såsom West Nile-virus og malaria, og infektioner, der kan overføres ved kontakt med blod eller væv, såsom HIV/AIDS. Jones og kolleger bemærkede, at ud af de 335 nye smitsomme sygdomme, som de identificerede, er 60,3 procent zoonotiske i deres oprindelse.

Nogle af de nye zoonoser, som Jones og kolleger katalogiserede, er velkendte. Escherichia coli O157:H7, en giftig bakteriestamme, der først blev identificeret i Californien i 1975, skyldes ændringer i fødevareindustrien. Folk pådrager sig E. coli O157-infektioner fra forurenet oksekød og mælkeprodukter, og den kan også overføres fra person til person via afføringsmateriale. Chikungunya-virus, der først blev identificeret i 1952 i Tanzania og er udbredt på det indiske subkontinent, forårsager en infektion, der minder om denguefeber. Japansk encephalitisvirus, der første gang blev identificeret i 1989 i Papua Ny Guinea, er nu udbredt i hele det østlige og sydøstlige Asien og ø-nationerne i det vestlige Stillehav.

En litteraturgennemgang fra 2007 af smitsomme sygdomme, der er rapporteret for første gang hos mennesker siden 1980, udelukkede gytropode vektorbårne sygdomme (Mark E. J. Woolhouse og Eleanor Gaunt, Critical Reviews in Microbiology). Af de 87 nye humane patogener, der blev katalogiseret, er ca. 80 % zoonotiske. Zoonotiske agenser var forbundet med en række bærere, fra de mest til de mindst almindelige: hovdyr, kødædende dyr, gnavere, flagermus, ikke-menneskelige primater, fugle og pungdyr. Meget få zoonoser blev båret af krybdyr eller padder.

Woolhouse og Gaunt påpeger, at meget få zoonotika er i stand til at sprede sig fra menneske til menneske, og endnu færre er i stand til at sprede sig epidemisk i menneskelige populationer. Alligevel er der faktorer, der kan føre til øget fremkomst af zoonotiske infektioner hos mennesker, hvilket resulterer i frygt for, at et af disse smitstoffer kan udløse epidemier, hvis ikke en pandemi. Influenza A H5N1 (fugleinfluenza) anses for at være en af de zoonoser, der har pandemisk potentiale. Det er blevet bevist, at den kan overføres fra person til person, men den har endnu ikke givet anledning til epidemier.

“Vi har mødt fjenden…”

Zoonoser spredes fra grænsefladen mellem mennesker og husdyr, husdyr og vildtlevende dyr. Björn Olsen, der er specialist i smitsomme sygdomme fra Uppsala Universitet og Kalmar Universitet i Sverige, bemærker, at fremkomsten af zoonotiske sygdomme hos mennesker skyldes, at mennesket har taget landbruget i brug. “Da vi begyndte at bo på varme steder og domesticere, … begyndte vi at få overført patogener fra husdyr.” Før det var mennesker sandsynligvis angrebet af parasitter, men menneskegrupper var højst sandsynligt for meget adskilt fra hinanden til, at epidemier kunne slå igennem.

Da den menneskelige befolkning voksede, fortsætter Olsen, “på grund af en række begivenheder og mødesteder mellem vilde dyr, domesticerede dyr og mennesker, … havde vi overførsel fra til næste.” Nu er vi nået til et punkt, hvor biodiversiteten er på retur, og hvor mennesket er den næstmest almindelige pattedyrart på Jorden efter rotten. Den mest almindelige fugl er kyllingen, forklarer han, med mere end 20 milliarder individer, som alle er opdrættet som husdyr i monokultur. At bringe “monokulturen” af mennesker sammen med husdyr, siger han, giver mulighed for, at “forskellige mikroorganismer kan foretage rejsen fra den ene organisme til den anden.”

Ifølge Olsen kan vi kun give os selv skylden for skabelsen af højpatogene fuglevirus. “Det er et resultat af husdyrene,” siger han. H5N1-stammen af fugleinfluenza har en lavpatogen forfader i fuglesamfundet. “Når dette møder fjerkræ, … sker der noget.”

Det er ikke kun den måde, vi lever med husdyr, der skaber muligheder for zoonotiske agenser til at “host shift” eller flytte fra en hvirveldyrvært til en anden; det er også den måde, vi lever i vores miljø. Den evolutionære økolog T. Jonathan Davies fra National Center for Ecological Analysis ved University of California-Santa Barbara (UCSB) har for nylig været medforfatter til en undersøgelse om værtsskift af patogener mellem vilde primater og mennesker (Proceedings of the Royal Society B, 22. juli 2008). Davies påpeger: “Geografi var en forudsigelse af, hvor arterne delte patogener. Vi har flyttet den geografiske barriere mellem mennesker og vilde primater.” Denne bevægelse, siger han, er resultatet af en “enorm international bevægelse af mennesker, der invaderer uberørte levesteder”. Han bemærker, at det er meget almindeligt, at kolonimagter kommer med nye og usædvanlige sygdomme.

Peter Daszak, direktør for Consortium for Conservation Medicine i New York City og medforfatter til artiklen i Nature, giver et konkret eksempel på grænsefladen mellem menneske og dyr. Rapporten i Nature identificerer hotspots for udvikling af nye smitsomme sygdomme (EID’er) i hele verden. Der er f.eks. et hotspot for udvikling af EID i Brasilien, hvor den igangværende industrielle og landbrugsmæssige udvikling ødelægger Amazonasområdet og skaber en ny grænseflade mellem mennesker og vilde dyr og planter. Men Daszak påpeger, at “hotspottet ligger ikke i den allermest afsidesliggende del af Amazonas. Hotspottet er der, hvor de bygger en vej gennem Amazonas.”

Selv tæt på hjemmet er det grænsefladen mellem mennesker og vilde dyr, hvor zoonoser møder den menneskelige befolkning. Vi nyder at begive os ud på steder, f.eks. i skovområder, hvor vi sandsynligvis vil finde denne grænseflade, siger Mary Jane Lis, statsdyrlæge i Connecticut. Daniel Janies fra Ohio State University, der anvender bioinformatik på smitsomme sygdomme, opsummerede problemet med overførsel af en zoonose som f.eks. influenza: “

UCSB’s Davies påpeger, at influenzapandemien i 1918 opstod, da der var en stor international troppebevægelse under Første Verdenskrig. “Jeg vil gætte på, at influenzaspring mellem fugle og mennesker og svin ofte fandt sted før den tid,” siger han. Men med de massive hære i Europa var tiden, stedet og omstændighederne modne til det, der blev til en pandemi. Vi oplever sandsynligvis et lignende – eller større – antal flytninger af mennesker som under Første Verdenskrig, siger han, og denne flytning af mennesker flytter sygdomme. International rejseaktivitet var, forklarer han, “en af grundene til, at udbrud som HIV kan være blevet globale så hurtigt”. Før dette niveau af menneskelig rejseaktivitet, bemærker han, hoppede HIV-1 flere gange ind i den menneskelige befolkning fra chimpanser. Men med de internationale rejser var timingen “rigtig” for, at en epidemi kunne begynde.

Colin Russell fra University of Cambridge og kolleger har for nylig offentliggjort en rapport om den globale spredning af sæsonbestemte influenza A-virus (18. april 2008 i Science). “Enhver med influenza, der sætter sig på et fly, kan sprede den hvor som helst”, udtalte han på en pressetelekonference. Og influenza, bemærker Olsen, er en zoonose, der kommer fra fugle. “Alle influenzavirus er fuglebårne,” siger han.

Men det er ikke kun smittede mennesker, der rejser med fly, der skaber en risiko for zoonotisk overførsel. Inficerede myggevektorer stuver også afsted på fly og skaber en risiko. Daszak bemærker, at West Nile-virus, som landede i USA i 1999, spredte sig hurtigt over hele landet og er nu en potentiel trussel mod Hawaii, Galápagosøerne og Barbados. Da virussen havde en ødelæggende virkning på bestande af passerefugle på det amerikanske fastland, er der bekymring for, at den kan smitte de truede endemiske fugle på Hawaii og på Galápagos, Darwins finker, som er i fare. Virkningen på turismen begge steder kunne være økonomisk ødelæggende.

Hvad kan vi gøre?

Er der nogen måde, hvorpå vi kan beskytte den menneskelige befolkning mod zoonotisk afledte epidemier? Overvågning af den vilde fuglebestand er en af de ting, der kan gøres. Olsen og hans kolleger, der har base på Ottenby Bird Observatory på Öland, en ø ud for den sydøstlige svenske kyst, rejser rundt i verden for at fange vilde fugle og tage prøver. Afhængigt af undersøgelsen tager de kloaksvaberprøver eller afføringsprøver, eller de fjerner flåter fra fuglenes kroppe. Gruppens overvågning af bestande af vilde fugle, især andearter, som ofte huser influenza A-virus-subtyperne H1 til H12, kan give en tidlig advarsel om, at et lavpatogent virus “kan foretage rejsen fra reservoiret af vilde fugle, gennem fjerkræ og husdyr og i sidste ende ende hos mennesker”, siger han.

Olsen påpeger, at “højpatogent H5N1-virus overvåges bedst ved hjælp af data om dødelighed hos tamfugle og vilde fugle”. Transport af fjerkræ og biprodukter fra forarbejdning af fjerkræ, forklarer han, er den mest effektive måde at sprede H5N1-fuglevirus på.

Lis bemærker, at staten Connecticut har etableret overvågningsprogrammer, der leder efter tegn på alle fugleinfluenzaer hos tamfjerkræ. Hun siger, at de altid har inspiceret kommercielle flokke, men at de nu “har en inspektør, der går rundt og foretager overvågning i baggårdsflokke”. De har også oprettet en kurertjeneste, der henter døde dyr hos landmænd og dyrlæger og bringer ligene til Connecticut Veterinary Medical Diagnostic Laboratory på University of Connecticut-Storrs. De ser på dyr, der har vist akut dødelighed, noget meget smitsomt, neurologiske symptomer eller tilfælde, hvor flere dyr er døde. Specifikt leder de efter fugleinfluenza, scrapie hos får og geder, bovin spongiform encephalopati eller kogalskab og eventuelle indførelser af fremmede dyresygdomme.

Davies mener, at overvågningen af zoonoser, der overføres af ikke-menneskelige primater, bør fokusere på at opdage udbrud i lokale menneskepopulationer i Central- og Vestafrika, hvor disse smitsomme agenser har udviklet sig i dyrepopulationen. Men overvågning af menneskelige populationer adskiller sig fra overvågning af husdyr, bemærker Lis. Hun forklarer, at mennesker kan indberette deres symptomer. Men ejere af husdyr rapporterer måske ikke et sygt dyr til de statslige myndigheder, “før det skaber angst” eller rammer ejeren i pengepungen. Desuden tilføjer hun, at de statslige myndigheder “er nødt til at opbygge et forhold til husdyreejeren.”

Forudsigelse af og reaktion på EID’er

Daszak og kolleger bruger matematiske algoritmer til at forudsige sandsynligheden for indførelse af sygdomme. Ved at forstå mønstrene for zoonotisk fremkomst i menneskers befolkninger kan de identificere hotspots for oprindelsen af EID’er. Kortlægning af hotspots for EID’er på grundlag af den offentliggjorte litteratur kan imidlertid være misvisende, idet den viser et større antal sygdomme, der opstår i det østlige USA og Vesteuropa end i udviklingslande på sydlige breddegrader. Biodiversitetsforsker Kate Jones fra Zoological Society of London, som er hovedforfatter på artiklen i Nature, siger, at kortet over hotspots afspejler en skævhed, der er påvirket af rapporterne om disse sygdommes oprindelsessted. Offentliggjorte beretninger har en tendens til at stamme fra områder, der har teknologien til at identificere EID’er og er klar til at offentliggøre resultaterne i videnskabelige tidsskrifter, mens sygdommene sandsynligvis stammer fra tropiske områder i Afrika, Latinamerika og Asien.

Men selv om forskerne kan forudsige den næste zoonotisk baserede epidemi, kan man så gøre noget for at stoppe den? “Stop med at spise bushmeat og med at sætte dyr sammen på et vildt marked”, anbefaler Jones. Det forhold, at mange arter af vilde dyr er sammen på markeder i det sydlige Kina, gjorde det muligt for SARS-coronaviruset at springe fra vilde flagermus til en anden, endnu ukendt art og derefter til mennesker, ifølge undersøgelser af de virale genetiske sekvenser udført af Janies og kolleger.

Vi har brug for en bedre regulering af handelen med vilde kæledyr, som næsten er helt ureguleret, siger flere af forskerne. Daszak forklarer, at der i USA ikke er noget lovgivningsmæssigt mandat til at inspicere alle indkommende vilde dyr for ukendte patogener eller til at teste tamfugle for andet end psittacose, Newcastle-syge og fugleinfluenza. Efter 30 dages karantæne kan en fugl, der er smittet med noget, som ikke har dræbt den, og som den ikke er blevet testet for, sælges i en dyrehandel. Reptiler er slet ikke i karantæne, siger Daszak. Og Lis påpeger, at folk importerer eksotiske dyr, ikke kun til handel med kæledyr, men også til private samlinger. Disse dyr kan udgøre en sundhedsrisiko for de indfødte vilde dyr, hvis de kommer i kontakt med indfødte arter, f.eks. gennem et hegn eller ved at undslippe deres indhegninger.

En historie, som mange forskere fortæller, er historien om den årvågne tolder i Belgien, der konfiskerede to bjerghøge, Spizaetus nipalensis, som var blevet smuglet ind fra Thailand til handel med levende dyr. Begge fugle blev aflivet, og begge var smittet med højpatogen H5N1-fugleinfluenza. Disse dyr blev ifølge Janies konfiskeret to år før H5N1-fugleinfluenzaen blev fundet hos vilde fugle i Europa.

Andre går ind for større politiske ændringer. Tracey McNamara fra Western University of Health Sciences i Los Angeles, Californien, den veterinærpatolog, der identificerede West Nile-virus i døde fugle i Bronx Zoo, siger: “Jeg tror, vi er nødt til i USA at genskabe det, som Sovjet skabte ved århundredeskiftet: det sovjetiske antipestsystem.” Det ville kræve “folk med jurisdiktion og juridisk mulighed for at reagere hurtigt på zoonotiske trusler i menneske- og dyrepopulationerne”. McNamara er kritisk over for den manglende evne til at reagere: “Indtil nu har vi ikke fundet ud af, hvem der har ansvaret for zoonotiske udbrud.” Hun er også i tvivl om de nuværende metoder. “Når man ser på alle fuglene i Mongoliet …distraherer fra de centrale spørgsmål. Selv om vi ved, hvad der sker rundt om i verden, hvilken indflydelse har det så på virkeligheden i USA?” Selv om vi ved, hvad vilde fugle bærer på, påpeger hun, kan vi ikke gøre noget ved det. Det bedste, vi kan gøre, advarer Olsen og hans kolleger, er at forsøge at holde vilde fugle adskilt fra tamfjerkræ.

McNamara siger, at grænserne er porøse, og “vores havne er vidt åbne”. Indførelsen af West Nile-virus i USA – hvordan det end skete, og der er mange hypoteser – sammen med den hurtige spredning over de sammenhængende 48 stater, kan ske igen med et andet og potentielt mere dødeligt zoonotisk patogen. Australien og New Zealand har kampagner for at lede efter sygdomsvektorer. Men i USA, forklarer hun, “venter vi, indtil vi har folk på skadestuen.”

For at vi ikke skal tro, at zoonotiske sygdomme kun er en trussel mod os som art, advarer Davies om, at menneskelige patogener også udgør en trussel mod vilde primater. Økoture for at besøge endemiske primater kan være et middel til økonomisk vækst, men samtidig udgør de en yderligere trussel mod allerede truede ikke-menneskelige primater. “Vi får folk fra hele verden med helt nye patogener”, siger Davies.

“Vi har brug for et helt integreret perspektiv”, siger Jones. “Det handler om, hvad økosystemets funktion er. Når man ændrer sammensætningen af økosystemet, hvad sker der så?” For at forhindre zoonotisk baserede epidemier er vi nødt til at ændre den måde, vi tænker på miljøet … og os selv.

Author notes