nervesnoren er en dobbelt struktur – det er i virkeligheden et par snore, der er smeltet sammen. Snoren er omsluttet af en trelags (trilaminær)
skakt i tre lag. Det yderste lag er et enkelt lag af flade epithelceller, der er en del af peritoneum (foring af coelom).
Under dette er et lag af langsgående muskelceller, og under dette er den inderste fibrøse kappe, som investerer nervecellerne.
I dyrs nervesystemer er der to hovedtyper af nerveceller: neuronen, som er den vigtigste signalcelletype,
hvorfra der ofte udgår mange lange processer eller “tråde”, og neuroglia, som er celler, der udgør isoleringen for
de neuronale “tråde” og også tjener til at holde systemet rent, fri for fremmedlegemer og udføre forskellige andre vedligeholdelses-
og beskyttelsesfunktioner – og dermed beskytte nervesystemets delikate ledninger. De vigtigste ledninger i systemet er lange slanke
processer fra neuroner, og disse processer kaldes axoner. Der er mange axoner i nervebanerne, men de fleste er små,
men fem er dog særligt store og let synlige i mikroskopet – det er kæmpeaxonerne. Det er axoner med meget
store diametre. Det dorsale kæmpeaxon er det bredeste, med en diameter på ca. 50 mikrometer. Et axon er lidt ligesom en
elektrisk ledning, og ligesom elektricitet flyder lettere og hurtigere langs en bred ledning end langs en smal ledning (som giver
mere modstand mod strømmen af elektricitet), så flyder nervesignalet hurtigere langs kæmpeaxoner. Nervesignalet er positiv
elektricitet, der består af strømmen af positivt ladede ioner, mens elektricitet i elektriske ledninger er negativ elektricitet, der består
af strømmen af negativt ladede elektroner.
Disse kæmpemæssige axoner bruges til at transportere de hurtigste signaler langs nervebåndet, og det er nødsignaler, der udløser
flugtreflekser. Det større dorsale kæmpeaxon leder signalerne hurtigst og kun i retning fra agter til for. Dette sender
signaler fra bagkroppen af ormen fremad, således at hvis noget uventet berører bagkroppen af ormen, sendes et hurtigt signal
fremad langs nervebåndet, hvilket får den langsgående muskel sin hvert segment til hurtigt at trække sig sammen og forkorter ormen
hurtigt i et forsøg på at flygte fra et muligt rovdyr eller en anden trussel. De to dorso-laterale kæmpeaxoner er forbundet med hinanden
og sender signaler fra den forreste ende til den bageste, i tilfælde af at ormen skal foretage en hurtig tilbagetrækning (måske trække sig sammen i sin
bug for at undslippe en nysgerrig fugl).
Ræmpeaxonerne består af en række cylindriske celler, der alle er forbundet ende-til-ende. Forbindelserne mellem nabocellerne indeholder hurtige elektriske synapser (nexusser), der gør det muligt for det elektriske signal at rejse hurtigt fra den ene celle til den anden på sin vej
ned ad axonen.
Sansesystemer
S CNS er en række små (men kraftfulde!) computere, der udgør ormens hjerne og ventrale nervestreng. Dette sender
nerver, som f.eks. segmentnerverne, ud til ormens muskler og sensorer. CNS’ets opgave er at analysere de indkommende
sensoriske oplysninger fra de forskellige sensorer og bestemme en handlingsplan og derefter sende de relevante instruktioner
til musklerne.
En type vigtig sensor er fotoreceptorer (lyssensorer). Regnorme har ingen øjne (selv om mange andre orme har det,
øjne er ikke så nyttige, når man tilbringer det meste af sit liv begravet i jord eller kravler rundt om natten). Orme har dog lys
sensorer i form af specialiserede nerveender (kaldet lysceller af Hess). Disse sensorer findes i de fleste dele af ormens
hud, men de er koncentreret i visse områder. De er mere koncentreret på ryggen og siderne af ormen, selv om nogle få
forekommer på den ventrale overflade i den forreste ende (1. segment) af ormen. De er også meget mere koncentreret mod den
forreste ende af ormen, idet de er mest talrige i prostomium (den forreste lobe, som ikke er et rigtigt segment) og aftager
i tæthed i de første tre segmenter og er meget få i antal efter det tredje segment. Der er også ganske få på
det bageste segment af ormen, herunder dens ventrale overflade. (Bemærk, at ormens for- og bagende ofte løftes
over jorden, og derfor giver det
sammenhæng mening at have nogle lyssensorer under den forreste og bageste ende samt en på siderne og ryggen).
Så prostomium er ormens vigtigste lyssensorområde. Prostomium er innerveret af et par forgrenede nerver
fra hjerneganglierne. Disse forgrener sig fra de subepidermale og intermuskulære plexus. Nogle af de fine grene i det
subepidermale plexus ender i fotoreceptorer (lysfølsomme celler). Desuden har mange af de større grene pæreformede
klumper af fotoreceptorer halvvejs i deres længde inde i prostomium coelom. Husk, at prostomium ikke er særlig
stort – det er ormens spidse “næse”, der danner overlæben, som hænger ud over munden, så noget lys kan skinne hele
vejen igennem den i stærkt sollys. Formentlig ved at sammenligne signalerne fra de subepidermale fotoreceptorer med
de signaler, der kommer fra de mere skyggefulde fotoreceptorer dybere inde i prostomium, kan ormen bedre vurdere lysintensiteten.
De tre miniaturebilleder nedenfor illustrerer disse fotoreceptorers placering i prostomium (klik for at forstørre):