Energibranchens infrastruktur og dens økonomiske betydning
Energibranchen er et komplekst område af økonomien, der har en enorm indvirkning på et lands økonomi, vækstdynamik, rationel fordeling af investeringer og betalingsbalance. Den omfatter flere indbyrdes forbundne systemer: elkraftindustrien, produktion og levering af centralvarme/køling og levering af primære energikilder – olie og produkter heraf, naturgas osv. Disse er de områder, der forbruger de fleste energiressourcer. De vigtigste forbrugere af primære energiressourcer er sektorerne for produktion af elektrisk energi og centralvarme/-køling.
Elektricitetsindustrien har fået særlig opmærksomhed i de seneste årtier. Udgifterne til opbygning af energiindustriens infrastruktur, eksport og import af energiressourcer og deres forarbejdningsprodukter samt energipriserne for slutbrugeren har meget stor indflydelse på økonomiernes udvikling, hvilket gør tendenserne i de økonomiske indikatorer for energisektoren til det primære indeks for en økonomis fremtidige udvikling. Energibranchen er med sine specifikke teknologiske, økonomiske, sociale, økologiske og andre aspekter tæt integreret i de vigtigste områder af samfundslivet: politik, uddannelse, videnskab, økonomiske og sociale områder samt miljøbeskyttelse. Det økonomiske fællesskab i de nuværende lande gennemgår en hurtig integration og danner et fælles økonomisk system, hvor energiindustriens infrastruktur bliver en del af økonomien og et sammenbindende element i den. På grund af dens ekstraordinære betydning for de økonomiske og sociale systemer er energisystemernes ydeevne genstand for statslig regulering i mange lande.
Energisektorens virksomheder har ét fælles træk: de udfører en meget specifik funktion inden for et bestemt område og anvender en kompleks infrastruktur, der er bygget specielt til dem. Energibranchens virksomheders infrastrukturer skabes i løbet af den langvarige proces, hvor de udfører deres opgaver, og udgør hovedparten af strukturen i virksomhedens kapital. På grund af de store kapitalinvesteringer er det ikke så enkelt at konkurrere med disse virksomheder; i de fleste tilfælde vil en sådan konkurrence ikke være en velovervejet forretning. I de fleste områder eller regioner tjener de energibranchevirksomheder, der opererer der, behovene hos økonomien og indbyggerne i det pågældende område. Betydelige ændringer i EU’s energipolitik, anvendelse af markedsværktøjer inden for energiindustrien, udvikling af teknologier til vedvarende ressourcer og private kapitalinvesteringer i infrastrukturen kræver imidlertid grundlæggende ændringer i energiindustrien. For at øge effektiviteten er energivirksomhederne begyndt at anvende flere forskellige former for ejerskabs- og forvaltningsmodeller, og der har været processer med privatisering og segmentering af virksomheder samt adskillelse af aktiviteter. De skitserede mål for reformen af energisektoren indeholder foranstaltninger til etablering af konkurrence, sikring af gennemsigtighed i aktiviteterne, tilgængelighed af ressourcer, sikker forsyning og mindre afhængighed af eksterne leverandører.
På grund af en utilstrækkeligt udviklet infrastruktur er der en tendens til, at forsyningen er meget begrænset, at der opstår systemfejl, og at der er forsinkelser i opfyldelsen af den stigende efterspørgsel fra industrien og forbrugerne. Derfor bør energivirksomhederne fokusere på at opbygge og udvikle formålsspecifikke infrastrukturer og en mere aktiv anvendelse af flere former for ejerskab for derved at øge koncentrationen af kapitalressourcerne og opnå en højere grad af præstationseffektivitet. EU’s energikommission er af den opfattelse, at investeringerne i infrastrukturen i eltransmissionsnettene i EU’s medlemsstater er utilstrækkelige, hvilket igen gør afkastet af investeringerne i nettene lavt. EU fremmer udviklingen af infrastrukturen ved at finansiere projekter for transeuropæiske elektricitetsnet. Det er en almindelig opfattelse, at for at opnå en effektiv forvaltning af energiindustrien bør hovedvægten lægges på styring af energiefterspørgslen og foranstaltninger til fremme af investeringer i infrastrukturen, dvs. grænseoverskridende forbindelser, som er den eneste forudsætning for, at EU’s indre energimarked kan fungere effektivt (Bačauskas 1999). Det samlede budget for den europæiske netinfrastruktur for 2014-2020 vil være på 50 mia. euro, hvoraf 9,1 mia. euro vil blive afsat til udvikling af energiinfrastrukturen.
Det mest effektive middel til at udligne udsving i energiproduktionen, dvs. dens mangel eller overskud (især når der anvendes teknologier for vedvarende ressourcer), er en mere omfattende integration i de internationale energisystemer. Dette får energiindustriens systemer til at knytte sig sammen i systemiske alliancer – både fysisk og ledelsesmæssigt. Lederne af 36 transmissionssystemoperatører (TSO’er) fra 31 lande underskrev en erklæring i Prag i 2008 om oprettelse af det europæiske netværk af transmissionssystemoperatører for elektricitet (ENTSO-E). ENTSO-E har til formål at harmonisere TSO’ernes indsats for at skabe et fælles europæisk energimarked. Allerede i 2009 bestod ENTSO-E af 42 transmissionssystemoperatører fra 34 lande, der dækker fem synkrone zoner, herunder de tre baltiske lande. Målet er et tættere partnerskab mellem energisystemerne med henblik på at skabe et fælles europæisk energimarked. De fysiske love, der regulerer energiindustriens systemer, forbliver naturligvis de samme: Den endelige integration vil først blive gennemført, når nye forbindelser er blevet tilsluttet kontinentale net og er begyndt at fungere synkront i det kontinentale europæiske net. I øjeblikket fungerer energisystemerne i de baltiske lande synkront med Ruslands integrerede energisystem (IPS)/Unified Power System (UPS), som forbinder systemerne i Rusland, Belarus og Østersøregionen. Forvaltningen af de baltiske landes elektriske energisystem inden for IPS/UPS-systemet er centraliseret og koordineret fra Rusland. En sådan situation med energisystemer i de baltiske lande opfylder ikke EU’s krav til elektriske energisystemer i Den Europæiske Union.
Det nuværende Europa støder på en stigning i energiforbruget og mangel på dets potentiale. Jo stærkere et lands økonomiske potentiale er, jo mere energi producerer og forbruger det. Inden for disse rammer bør der for at nå økonomiske og sociale mål, der er rettet mod at sikre befolkningens velfærd, uundgåeligt fokuseres mest på udvikling af energiindustrien. Energiindustrien er en grundlæggende del af hele infrastrukturen, der skal “tjene hele reproduktionsprocessen og gøre det muligt at gennemføre denne proces” (Webster’s Third New International Dictionary 1976). I dagens videnbaserede økonomi spiller energiindustrien en endnu større rolle: systemfejl i energisystemerne kan skade de fleste af de teknologier, der er uundværlige for et velfungerende samfund. Desuden opstår der nye forbrugere som følge af udviklingen inden for andre teknologiske områder, f.eks. telekommunikation og elektriske transportmidler. Næsten alle scenarier på flere niveauer for energiindustriens udvikling forudser en stigning i forbruget af elektrisk energi (Gwartney, Stroup & Soubel 1997).
Energibranchen er ansvarlig for størstedelen af miljøforureningen og kuldioxidudledningen til atmosfæren. Der er alvorlige miljøbeskyttelsesopgaver, som den elektriske energiindustri forventes at stå over for i fremtiden: gradvis overgang til mere effektive og “renere” teknologier og etablering af tekniske faciliteter til reduktion af kuldioxidemissioner inden for transport- og varme-/kølesystemer.