Emalje, i anatomi det hårdeste væv i kroppen, der dækker en del af eller hele tandkronen hos pattedyr. Emaljen består, når den er moden, overvejende af apatitkrystaller, der indeholder calcium og fosfat. Emaljen er ikke levende og indeholder ingen nerver. Emaljens tykkelse og tæthed varierer over hele tandens overflade; den er hårdest ved bidekanterne, eller cusperne. Emaljen på de primære tænder er mindre hård end og kun halvt så tyk som emaljen på de blivende tænder. Normal emalje kan variere i farve fra gul til grå. Overflademaljen er hårdere og mindre opløselig og indeholder mere fluorid end den underliggende emalje og er meget modstandsdygtig over for karies (q.v.; tandforfald). Der kan forekomme to større misdannelser af emaljen: (1) hypoplasi, hvor mængden af matrix er utilstrækkelig, så der mangler emalje; dette kan skyldes infektion eller underernæring under udviklingen eller i sjældne tilfælde genetisk anomali; (2) hypokalcificering, hvor der er utilstrækkelig calcium, og der dannes en blød emalje; dette kan f.eks. skyldes overskud af fluor i kosten. Se også cementum; dentin.
Dozenist