Alai

Introduktion

I samfundet er der utallige møder og engagementer mellem kristne og ikke-kristne dagligt, nogle af disse møder er religiøse i naturen de andre er sekulære. Udfordringen for den kristne er at udøve det bud eller de krav, som Gud åbenbarede gennem profeten Mika “at gøre det rette, at elske barmhjertighed og at vandre ydmygt med sin Gud” (Mika 6:8, NLT). Elementerne til at leve et helligt liv er ikke vanskelige, og de er ikke udtømmende; men på grund af de mange forskellige fortolkninger, der er tilgængelige for kristne læsere, menighedsrådsmedlemmer og studerende, er der stor sandsynlighed for, at der vil herske forvirring i manges sind. Der er et utal af lærdomme til rådighed for den kristne, som er fulde af fejl, personlige fortolkninger, ikke-kristne dagsordener og falske lærdomme for blot at nævne nogle få, som vil føre til en uhensigtsmæssig anvendelse af bibelske principper, der ikke vil repræsentere Kristus korrekt i det kristne ambassadørskab over for hinanden og verden.

I forlængelse heraf er det at leve et helligt liv et krav for alle kristne, og instruktionen om, hvordan man lever helligt, er uundværlig viden for den kristne. Kolossenserbrevet 3:12-17 er en fremragende kilde til instruktioner om det kristne liv. I afsnittet hævdes det, at Gud har udvalgt de kristne til at være et helligt folk. Det er logisk, at han har udarbejdet bestemmelser for at hjælpe kristne med at nå dette mål.

Passagen præsenterer flere principper for instruktion af den kristne om, hvordan han eller hun skal vise sig som repræsentant for Kristus. Eksegesen af dette afsnit vil afsløre, om principperne kan anvendes til det nutidige publikum, som de kunne anvendes til det oprindelige publikum, eller om der er en tidsbestemt afvigelse, der gør dem mindre virkningsfulde til moderne anvendelse.

Situation/historisk baggrund

For at forstå sammenhængen i Kolossenserbrevet 3:12-17 er det vigtigt at have baggrundsoplysninger om den periode, hvori det blev skrevet. Paulus’ nedskrevne indgriben måtte afspejle hans forståelse af kolosserne verdenssyn. Det var et verdenssyn, der var eklektisk og problematisk. Dets multikulturalisme skabte en udfordring for en kirkeleder, der ikke var velbevandret og eller uddannet i sande kristne doktriner og deres anvendelighed.

Paulus er forfatteren af brevet til Kolosserne, han har autoritet til at skrive en beretning om et helligt liv på grund af sin omvendelse og sine livserfaringer. Hans historie forud for hans omvendelse på vejen til Damaskus og hans oplevelser, der uddannede ham som apostel for hedningerne, udstyrede ham med visdom og viden til at undervise og instruere.

Hans præapostolske dage begynder med, at han bliver født ind i og vokser op i en fremtrædende jødisk-romersk familie. Han er fra Benjamins stamme, hvorfra han har fået sit navn Saulus, men hans romerske navn er Paulus. Han blev omskåret på den ottende dag i overensstemmelse med loven; han fik mulighed for at blive uddannet i græsk-romersk retorik såvel som i hebraisk.

Paulus var elev af Gamaliel (ApG 5:34), som var barnebarn af Hillel og en af syv lærde, der fik titlen “Rabban”, som betyder vores mester.

Kirken i Kolossae var sammensat af jøder og ikke-jøder, hvilket skabte en kultur af synkretisme, der blandede jødisk legalisme, med græsk spekulation og orientalsk mystik.

Byen Kolossae var en storby, der lå ved Lycus-floden med adgang til handelsruter. Den blev nedgraderet til en sekundær by i det første århundrede e.Kr. Kolossae var en naboby til Laodikea og Hierapolis; hver by lå ca. 16 km fra Kolossae. Kirken i Kolossae modtog evangeliet fra Epaphras, en konvertit fra kirken i Efesus; han opfordrede Paulus, der sad i fængsel i Efesus, til at skrive et brev til Kolossae for at tage fat på de kætterske problemer, der plagede kirken i Kolossae i forbindelse med dens kamp mod kætteri; dette skabte forstyrrelser i kirkerne i hele den vestlige del af Lilleasien.

Og selv om Paulus aldrig besøgte byen Kolossae, var han klar over den kætterske ånd, der herskede i regionen. Ligesom sine naboer var Kolossae infiltreret af en blanding af hedenske doktriner påvirket af præ-gnosticismen, der betragtede kroppen som ondskab for at fremme åndelige/ikke-materielle ting som overlegen menneskelig form, kendt som “mystisk visdom”. Den hedenske påvirkning førte til spørgsmål om, at Jesus havde et fysisk legeme som et almindeligt menneske, fejl i vurderingen af engle og proklamerede, at frelsen var et resultat af viden snarere end af tro.

Der er påstand om, at Paulus skrev brevet til Kolosserne fra Rom, og at det blev overbragt til menigheden af Tykkicus i begyndelsen af 60’erne. Dette støttes af dem, der henviser til 4,7-8 som begrundelse for at vælge Rom frem for Efesus og Tykikus frem for Epaphras.

Analyse af Kolossenserbrevet 3:12-17

Kolosserne, der var trygge ved pluralisme, udsatte dem for sårbarhed, når det gjaldt om at opnå solidaritet i forståelsen og indarbejdelsen af læren i deres nye kristne tro. Deres manglende forståelse af Kristi sande væsen og hans personlighed samt kristendommens eksklusivitet afslørede deres behov for indgriben fra en med autoritet i doktrinerne, såsom en apostel i troen.

Derfor var Paulus’ brev til kirken i Kolossae nødvendigt for at underbygge troens grundsætninger og for at understrege samt uddanne de nye kristne i forhold til forventningerne til deres liv som kristne. Paulus er hedningeapostel, og det påhviler ham at reagere på kolossernes behov, mens de kæmper for at manifestere deres tro og dens grundsætninger i overensstemmelse med deres forståelse.

Paulus’ brev er en instruktionsvejledning, og det består også af opmuntrende ord. Kapitel 3 og versene 12 til 17 beskriver for de nye kristne, hvordan de er nye skabninger i Kristus. Han bekræfter på ny, at Kristus er guddom i legemlig form og kirkens øverste hoved (1:15-23). Han advarer også mod falsk lære og opfordrer til at forkaste den. Han instruerer dem endvidere i, hvordan de skal leve helligt (kapitel 3).

Mere specifikt koncentrerer Kolossenserbrevet 3:12-17 sig om to hovedidéer; den ene idé fokuserer på, hvordan man lever helligt som individ og som medlem af Kristi legeme, og den anden idé fokuserer på at leve helligt som individ og som kollektivt medlem af Kristi legeme.

De redskaber, der er brugt til at undersøge afsnit 3:12-17, er King James Version (KJV), New International Version (NIV), New International Reader’s Version (NIRV), The Message (MSG) og New Living Translation (NLT) Bibler sammen med The New Analytical Greek Lexicon (The Lexicon), The Greek English Interlinear New Testament (The Interlinear) og Strong’s Strong’s Strongest Exhaustive Concordance of the Bible (Strong’s) med forskellige kommentarer.

Kolossenserbrevet 3:12-14

I vers 12 indebærer et helligt liv mere end en bekendelse eller en omvendelsesoplevelse, det vedrører en ændring i livsstil. Interlinear bruger “iføre sig” (endysasthe) i den aktive kontinuerlige form, hvilket understreger, at de kristne hele tiden må udvise Guds egenskaber, som manifesterer hans hellighed. De manifesterer sig som barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed. Budskabet siger: “Klæd dig i den garderobe, som Gud har udvalgt til dig.” Dens gengivelse tilbyder, at disse egenskaber ikke er naturlige menneskelige egenskaber; derfor kræver det handling fra den enkeltes side og kan opnås med Guds vejledning. I KJV bruges ordet tarme (splagchna); leksikonet definerer det som hjertet eller hjertets hengivenhed, hvilket betyder, at disse kvaliteter skal komme indefra. Ved at adskille egenskaberne med kommaer angiver KJV, NIV og NLT, at hver af egenskaberne er en del af en helhed. NIVR præsenterer dem imidlertid i flere sætninger for at vise dem som endelige bud. NLT gengiver, at den kristne bør demonstrere et helligt liv ved at være klædt i barmhjertig barmhjertighed, som er en oversættelse af barmhjertighed (oiktirmou), venlighed (chrestoteta), ydmyghed (tapeinophrosyne), mildhed som sagtmodighed (prauteta) og tålmodighed som langmodighed (makrothymian); det er handlinger, som Gud har vist os. Bruce Buoton beskriver de karakteristiske træk ved ømhjertig barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed som efterligninger af Guds handlinger over for mennesket.

I vers 13 uddybes det hellige liv yderligere, her kræves det af alle kristne, at de skal tilgive hinanden, fordi Kristus har tilgivet (charixomenoi) dem. Hvis man undlader at tilgive andre, som Gud har tilgivet, medfører det lidelse. Robert E. Wall udtrykte, at “den hellige reaktion (på enhver krænkelse), der er foranlediget af nåden, er at tilgive. … Vi tilgiver, fordi vi allerede er tilgivet, vi sikrer os Guds tilgivelse ved at tilgive andre.” Tilgivelse gør det muligt for den kristne at tolerere andres krænkelser og at handle på deres vegne til gavn for dem.

Tilgivelse er afgørende for kristen vækst, fællesskab og manifestation. Det er et af de kendetegn ved Gud, der gør det muligt for kristne at efterligne ham uden nødvendigvis at vise åbenlyse handlinger. Handlingen at tilgive er et tegn på, at den kristne modnes som kristen.

I vers 14 formanes kærligheden over alle de andre karakteristika og bestemmes til at være den dyd, der binder alle karakteristika sammen. Det er umuligt at leve et helligt liv uden kærlighed, MSG udtrykker det således: “Og uanset hvad I ellers tager på, så bær kærlighed. Det er din altomfattende beklædning. Vær aldrig uden den.” Alle de førnævnte oversættelser er enige om kærlighedens evne til at gøre de andre dyder mulige, f.eks. fortolker NLT verset således: “Klæd jer først og fremmest på med kærlighed, som binder os alle sammen i fuldkommen enhed.” Det græske ord for bånd (sydesmos) beskrives i The Lexicon som bundt eller forbindelse. Det bruges på samme måde i Efeserbrevet 4,3: “gør alt for at bevare Åndens enhed gennem fredens bånd” (NIV). Kærligheden er den sammenklæbning, der forener alle dyderne; den er forbundet i betydning med fredens dyd.

Kolossenserbrevet 3:15-17

Når den kristne har tilegnet sig egenskaberne i vers 12-14 og internaliseret dem, bør en bemærkelsesværdig forandring være tydelig for velkendte iagttagere. Hellighed bør være let manifesteret og kunne opfattes.

Et af nøgleordene i vers 15 er ordet “herske”. Interlinear, viser, at “rule” er afledt af “let arbitrate” (brabeutw) i alle oversættelser ud over MSG. MSG omdanner det græske til “in tune”. . .i takt med hinanden”. Paulus’ kendskab til ordet ville i overensstemmelse med The Lexicon have været “umpire”, eller en person, der styrer en konflikt. Kolosserne ville have forstået, at det at bevare freden var lig med at løse konflikter.

MSG’s vægt er Kristi legeme forenet (swma(i))da det omhandler versets betydning. Det understreger, at “enhver kollektiv beslutning og handling, der kommer fra fællesskabet, vil have karakter af fred”, hvis alle medlemmer holder sig i harmoni og/eller i takt med hinanden.

Dertil kommer, at vers 15 formaner de kristne til at være taknemmelige (euchiaristoi) eller “opmærksomme på fordelene”, hvis de er en del af Kristi legeme. Strong’s Concordance præciserer taknemmelig som “i sind og holdning”, hvilket øger det åndelige velvære, der er samordnet med det fysiske velvære hos den enkelte og Kristi legeme.

Vers 16 flytter læseren eller den kristne til befalingen om at “undervise og formane hinanden i visdom (sophia), som ifølge Strong har både guddommelige og verdslige konnotationer; Paulus’ tilbøjelighed var dog en henvisning til kristen oplysning, som findes i 1. Korinther 12:8. Der er varians mellem MSG, som betegner denne dyd eller befaling som værende at bruge sund fornuft, mens NLT siger “Undervis og rådgiv hinanden med al den visdom, han giver”. Vers 16 gentager, at kristne skal udøve de dyder, der ligger i et helligt liv, og at de løbende skal formidle det til hinanden. Der lægges vægt på, at når Gud oplyser en person, er denne person kvalificeret til at udøve autoritet til at undervise og formane andre.

Hvert medlem af Kristi legeme er kaldet til at være et forbillede for den hellighed, som Kristus har demonstreret. For at kunne efterligne hans model skal den enkelte have Guds ånd boende i sig. Desuden kan Guds ånd kun bo i den enkelte, hvis den pågældende lever et liv i hellighed. Interlinearteksten bruger “lade bo” (enoiketw) i ufuldstændig tid i vers seksten. Det bruges for at vise, at Kristi ånd i hjertet først opstod, da individet tog imod Kristus som Herre; det er en handling, der er nærværende og vedvarende.

Det andet aspekt i vers 16 omfatter sang af salmer, hymner og åndelige sange. MSG siger “syng jeres hjerter ud til Gud”, mens NIV, NIRV og NLT gengiver begrebet som at synge med taknemmelighed. KJV forbinder begge dele af vers 16 som en enkelt handling, hvilket betyder, at sang og undervisning er synonymt med lovprisning og formaning. Desuden viser det at synge sange, åndelige sange og salmer med glæde og taknemmelighed over for andre, at Kristi Ånd bor i dem. Når Kristi ånd bor i den kristne, så hersker Kristus over hjertet og livet, og personen er bemyndiget til at undervise og formane, fordi det er at rumme Kristi ånd.

Sætning 17 befaler, at uanset hvilken og hvilken dyd den kristne udviser, så gør det i Herren Jesu navn med tak til Gud og Faderen gennem ham. Det primære ansvar for at leve et helligt liv er til ære for Gud. Samlet set udstyrer versene 12-17 den kristne med vejledning og instruktioner til at leve et helligt liv inden for den kristnes muligheder og som svar på Paulus’ formaning i Romerbrevet 12:1-2.

Anvendelser

Verdenssynet har sneget sig ind i kirken, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved nogle af kirkens moralske autoriteter på grund af den grad af tolerance, som kirken oplever i dag. Tolerance er ikke en negativ ting, men der er mandater som f.eks. bemærkelsesværdige i de ti bud, der begrænser nogle tolerancer.

Den adfærd, som et stort antal meget synlige kristne (ikke kun kendte præster) udviser i deres liv, viser, at den hellige levevis er blevet kompromitteret. Der er trosretninger, der tillader klare vederstyggeligheder at udøve embedet som præster og præster, såsom at ordinere homoseksuelle præster og at underkaste kristne, der har brug for vejledning, undervisning og formaning, deres autoritet. Lige så kompromitterende er de menigheder, der udadtil støtter og accepterer denne afvigelse.

Det moderne samfund i førsteverdenslande er fyldt med narcissisme, offentlig accept af vulgaritet (som demonstreret i musik og audiovisuelle medier), og den kristne livsstil er blevet opdelt i rum. Det burde være usædvanlig let at anvende de principper eller dyder, der findes i afsnittet i Kolossenserbrevet 3:12-17, i dagens samfund på grund af de kommunikationsmuligheder, der er til rådighed, såsom internettet, satellitter, mobiltelefoner og offentlige fora. Disse samme fora bruges til at modarbejde kirkens arbejde eftertrykkeligt.

Kirken må gøre som Paulus og de andre apostle og tidlige kristne gjorde med hensyn til at opbygge troen og kirken. Den skal forsvare sine doktriner ved enhver lejlighed og ikke nøjes med et lille hjørne til at råbe fra. Den må begynde inden for Kristi legeme først. Kirken må holde kristne ansvarlige for deres adfærd, der er kompromitteret, og opmuntre dem i den adfærd, der eksemplificerer de dyder, som findes i teksten. Hushovederne må tage ansvaret for familiens religiøse opdragelse i hjemmet og ikke tillade, at gudstjeneste og gudstjenester kun bliver en søndagsbegivenhed. Hellighed skal blive en livsstil; den skal først formanes inden for Kristi legemsfællesskab og derefter udsendes til resten af verden. Musik skal være acceptabel, tv og andre medier skal overholde familieværdierne ved at præsentere sund underholdning.

Endeligt skal hver kristen udvikle holdningen til at “undervise én, nå én”, så ingen kristen bliver efterladt. Børnene skal undervises i kristne værdier i hjemmet uden at gå på kompromis. Vigtigst af alt skal de kristne hjerter styres af Kristus og ære gives til Gud. Der er behov for en kampagne for at undervise og opmuntre hver enkelt kristen til at udøve dyder som barmhjertighed, venlighed, ydmyghed i sindet, sagtmodighed, langmodighed/tålmodighed, tilgivelse og kærlighed. Hver kirke bør have en uddannelsesplan for at iværksætte og opretholde en sådan kampagne.

Slutning

Bibelen består af mandater, love og principper for kristen levevis, som nogle gange er udtrykkeligt klare som f.eks. “Du må ikke myrde”. (2. Mosebog 20:13), og andre gange ikke så tydelige som “Og lad den fred, der kommer fra Kristus, herske i jeres hjerter”. (Kolossenserne 3:15). Der er flere oversættelser af Bibelen, som skaber debat i det kristne samfund og nogle gange resulterer i kontroversielle anvendelser i nogle aspekter, som f.eks. 2. Mosebog 20:13, der i New Living Translation gengives som “Du må ikke myrde.”, mens det i King James Version gengives som “Du må ikke slå ihjel.” Virkningen af de to forskellige formuleringer har påvirket den sekulære arena såvel som den religiøse arena. Aborter, militær krigstjeneste og dødsstraf er tre af de emner, der er forbundet med kontroverser vedrørende begge udgaver af verset.

Det er ikke altid muligt at undgå forvirring og kontroverser, der er passager i Bibelen, som ikke blot er principper, men som også instruerer den kristne i, hvordan han skal leve. En lov eller situation kan ikke nødvendigvis overføres fra den kontekst, som det oprindelige publikum kender, til forholdene og situationerne i moderne tid; nogle anvendelser er situationsbestemte og tidsmæssigt følsomme.

Instruktionerne er klare og anvendelige i livssituationer for det miljø, som det oprindelige publikum kender, eller for det nutidige publikum. Nogle gange er de anvendelige for begge målgrupper, men der skal være nogle parallelle, men ikke nødvendigvis de samme forhold til stede. Undersøgelsen af Paulus’ ord i Kolossenserbrevet 3:12-17 afslører, at der er instruktioner, som er klare og anvendelige for et helligt liv, og de vandrer på tværs af tidsspektret fra det oprindelige publikum til det nutidige publikum.

Det er obligatorisk for kristne at leve et helligt liv og nødvendigt for at behage Gud. Det er de kristnes ansvar at præsentere Gud for verden, ovennævnte passage giver instruktioner og vejledning til udførelsen.

Hvordan den kristne lever bør afspejle, hvad han eller hun tror i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i de gældende skrifter. Den kristne vandring bør være parallel med den kristne tale. Som medlem af Kristi legeme pådrager den moderne kristne sig ansvaret for at undervise og formane sine medkristne efter behov. Han og hun har fordelen af at se bagud og de principper, der er nævnt i afsnit 3:12-17, til at hjælpe og bistå deres vækst og udvikling som produktive kristne med samme hastværk og dygtighed som de første kristne.

Bilag

Blokdiagram

Kolossenserbrevet 3:12-17 (NIV)

12Derfor, som Guds udvalgte folk, hellige og højt elskede, skal I som Guds udvalgte folk klæde jer med barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed. 13Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvad I end måtte have af klagepunkter mod hinanden. Tilgiv, som Herren har tilgivet jer. 14Og over alle disse dyder ifører I jer kærligheden, som binder dem alle sammen i fuldkommen enhed.

Derfor

som Guds udvalgte folk

Som hellige og højt elskede

Klæd jer

med barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, blidhed og tålmodighed.

Bær med hinanden

og tilgiv, hvad I end måtte have af klage

over hinanden.

Tilgiv, som Herren har tilgivet jer.

Og ifør jer kærligheden over alle disse dyder

som binder dem alle sammen i fuldkommen enhed.

15Lad Kristi fred herske i jeres hjerter, eftersom I som lemmer af ét legeme er kaldet til fred. Og vær taknemmelige. 16Lad Kristi ord bo rigt i jer, når I underviser og formaner hinanden med al visdom, og når I synger salmer, hymner og åndelige sange med taknemmelighed i jeres hjerter til Gud. 17Og hvad I end gør, hvad enten det er i ord eller gerning, så gør det alt sammen i Herren Jesu navn, idet I ved ham takker Gud Faderen.

Lad Kristi fred herske i jeres hjerter

Glemmer af ét legeme (Da As)

I blev kaldet til fred.

Og

Vær taknemmelige.

Lad Kristi ord bo rigt i jer

Mens I synger salmer, hymner og åndelige sange

Med taknemmelighed i jeres hjerter til Gud.

Og

Og

hvad I end gør

(hvad enten) i ord eller gerning

Gør det hele i Herren Jesu navn

Giv Gud tak

Faderen gennem ham.

Søndagskolelektion for voksne

Kolossenserbrevet 3:12-17 Fokusvers: Kolossenserbrevet 3:13

Indledning – Tilgivelse

-At bede om frivillige til at læse hvert vers.

-Giv en illustration af en ægteskabelig begivenhed, der kræver tilgivelse, selv om det er meget svært at gøre.

Hvorfor tilgiver vi?

Definition af tilgivelse

Forklaring – Diskuter fokusverset og Guds befaling om at tilgive

Forespørgsel – Bed klassen om at nævne tidspunkter/situationer, hvor de har gjort noget forkert, og hvordan de følte det.

Bearing med hinanden/ Måder at tilgive på.

Forklaring – Vi skal tilgive andre, fordi Gud tilgiver os – henvis tilbage til verset. Forklar, hvordan manden er et spejlbillede af Gud, og hustruen er et spejlbillede af synderen.

Demonstration- To klassemedlemmer skal spille scenarier – efterfulgt af en kort diskussion af hændelserne:

– upassende samtaler med det modsatte køn

-møde med en anden end ægtefællen til en venindeaften

Anvendelse- Lad klassen nævne situationer, hvor de/andre bør tilgives, og hvordan man gør det. Gentag den passage, der understreger, at Gud tilgav os først.

Illustration- Afslut historien med en mand, der tilgiver hustruen på grund af hendes oprigtige undskyldning. Understreg igen, hvordan Gud tilgiver os, og hvordan vi bør tilgive andre.

Slutning – Vi skal søge tilgivelse og tilgive andre, fordi Gud tilgiver os.