I vinteren 2015 forlod en ung hanulv sit hjem i den stråleforurenede zone omkring Tjernobyl, et sovjetisk atomkraftværk, der katastrofalt eksploderede og smeltede ned i 1986. Ulven rejste over 300 km fra sit bestrålede hjem, hvor den bevægede sig ind i ikke-forurenede skove og måske mødte andre ulve.
Den enlige ulves færden kendes kun, fordi forskere har udstyret den med en GPS-sporingsenhed for at følge dens færden. Deres forskning, der blev offentliggjort i sidste måned i European Journal of Wildlife, rejser spørgsmål om, hvorvidt ulvene fra Tjernobyl kan parre sig med og videregive muterede gener til andre gråulvepopulationer, hvilket kan føre til ulve med ødelagte genomer, reproduktionsproblemer eller hvad der ellers kan komme af mutationer.
Men til at begynde med er det yderst usandsynligt, at strålingen uden for den ødelagte reaktor i Tjernobyl – hvoraf den værste del for længst er forsvundet – har ændret ulvene på meningsfulde måder. Det er dog muligt, at der er sket nogle mere subtile mutationer, som kan have spredt sig ved, at ulve har rejst langt uden for den forlængst forladte eksklusionszone for Tjernobyl.
“Det er ikke umuligt, at en genetisk mutation kan blive videregivet – men vi har ikke nok data til at sige, at det sker,” sagde Michael Byrne, en vildtøkolog ved University of Missouri, der har ledet forskningen, i et interview.
“Mutationer er mangfoldighedens brød og smør”
Hvilken stråling ulvene her end har oplevet, har det ikke vist sig at give skadelige ændringer – hvis overhovedet nogen – i deres kroppe. Faktisk trives disse ulvebestande godt.
“Ulvebestandene har klaret sig ret godt siden ulykken”, sagde James Smith, en miljøforsker, der forsker i strålingens indvirkning på dyrelivet omkring Tjernobyl, i et interview.
Ovebestanden af ulve i Tjernobyl Exclusion Zone er omkring syv gange højere end i vildtreservater uden for zonen, sagde Smith, som ikke var involveret i undersøgelsen af ulve-sporing. Selv i “hotspots” med mere stråling er pattedyrene ikke blevet ramt af nogen observerbar nedgang i bestanden. Smith har tidligere sammenlignet pattedyrs forekomst i områder med højere stråling med områder med lavere stråling.
“Vi kunne ikke se nogen forskelle,” sagde Smith.
Sean Gallup/Getty Images
Og selv hvis der er faktiske fysiske manifestationer af mutationer hos disse ulve, er de næsten helt sikkert subtile – ikke dramatiske ændringer som f.eks. en anden hale.
“Den populære definition af en mutant er en smule anderledes end den videnskabelige definition”, siger Smith. “I folkets bevidsthed fremkalder ‘mutant’ tohovedede ulve med glødende hår — men den videnskabelige definition er enhver ændring i generne.”
Ulvebestandene ser ikke ud til at have ændret sig meget, og deres blomstrende bestande er blevet yderligere hjulpet på vej af den kendsgerning, at denne forurenede zone nu er et travlt naturreservat.
“Det er dybest set et vildtreservat,” sagde Byrne. “Hvis man bare går rundt, kan man se masser af dyreliv.”
Det vilde dyreliv her er blomstret op, siden menneskene forlod området, herunder hele byen Pripyat, der var hjemsted for næsten 50.000 mennesker før nedsmeltningen.
“Strålingen har sandsynligvis subtile virkninger i de varme områder, men det kan ikke sammenlignes med den almindelige skade, som mennesker gør på miljøet,” siger Smith og nævner skovrydning, forurening og levesteder, der er blevet raseret til landbrugsformål.
Disse pulserende populationer betyder, at flere Tjerneobyl-ulve, som nogle gange bliver skubbet ud af flokken eller blot ønsker at tage af sted på egen hånd, vil søge nye territorier og nye liv uden for det berygtede område.
“De unge ulve kan, selv når de bliver smidt ud af huset, rejse rigtig langt,” siger Byrne. “Det er ikke nødvendigvis chokerende, at den har foretaget denne rejse.”
Men hvad nu hvis en ulv med muterede gener parrede sig med en ulv uden for Tjernobyl?
Og selv om der ikke er beviser for, at det er sket, kan det meget vel allerede være sket, mange gange. Der er måske kun et enkelt GPS-dokumenteret tilfælde af en ulv, der har bevæget sig langt væk fra sit hjemsted i Tjernobyl, men i det omkringliggende Ukraine og Hviderusland “er det ret velkendt, at det er sket i ret lang tid”, siger Smith.
Men selv hvis parring mellem de to ulvepopulationer fandt sted, og et muteret gen blev videregivet, ville det ikke nødvendigvis føre til et negativt eller forfærdeligt resultat, som f.eks. nedsat evne til at reproducere sig eller blindhed.
“Ikke alle mutationer er dårlige”, sagde Bridgett vonHoldt, en evolutionsbiolog ved Princeton University, der forsker i ulvegenetik, over e-mail.
“Mutationer er mangfoldighedens brød og smør og kan forbedre proteiner eller genudtryksmønstre osv,”, sagde hun. Men, bemærker hun, “de kan også være skadelige.”
Selv hvis Tjernobyl-ulvene bar på skadelige gener – hvilket det ser ud til, at de ikke gør – er der ingen garanti for, at generne ville blive givet videre til deres afkom.
Mutationer er generelt forårsaget af recessive gener, sagde vonHoldt, hvilket betyder, at et afkom skal have to kopier af et muteret gen, for at der kan være en egentlig fænotypisk eller fysisk effekt, sagde hun. Og dette ville kun ske, understreger vonHoldt, hvis generne var “funktionelt forbundet”.
Kort sagt, hvis en ulv har et muteret gen, der påvirker synet, og en anden ulv har et muteret gen, der påvirker reproduktionen, ville mutationerne sandsynligvis være irrelevante for afkommet. Så når en ulv med mutationer parrer sig med en ulv uden mutationer, vil “de fleste strålingsforårsagede mutationer” ikke blive udtrykt på eller i kroppen, sagde vonHoldt.
Men ulve i den kontaminerede zone parrer sig dog masser af gange. Hvis en mutation – gavnlig eller skadelig – derfor videregives til forskellige afkom, viser konventionel genetik, at det er muligt for ulveafkom at erhverve to kopier af en recessiv genetisk mutation, som så vil manifestere sig som en fysisk ændring.
Det at være i denne zone kan også tvinge væsenerne her til at tilpasse sig til det bestrålede miljø i et forsøg på at undgå potentielt skadelige mutationer. I 2014 fandt forskere ud af, at nogle fugle i zonen nu producerer flere antioxidanter, kemikalier, der bekæmper de celleskader, som stråling påfører cellerne.
En hvilken som helst fugl, ræv eller ulv her, der ender med at mutere, vil dog stadig have meget til fælles med alt liv på Jorden – inklusive os.
“Der sker hele tiden genetiske ændringer – det er det, som evolutionen er,” sagde Smith.
“På en måde er vi alle mutanter.”