Rækkefølgen af subjekt, verbum og objekt i en sætning (forkortet henholdsvis S, V og O) er en af de måder, som lingvister kategoriserer sprog på. For eksempel er engelsk et SVO-sprog, fordi vi ville sige:
Men når vi stiller et spørgsmål, er rækkefølgen anderledes (og ville skulle klassificeres separat):
Det er derfor, at rækkefølgen af S, V og O er defineret som den rækkefølge, der anvendes i hovedsætningen i deklarative sætninger, hvor ingen konstituent er fremhævet, som i det første eksempel ovenfor.
Baseret på disse meget specifikke kriterier er tysk et SVO-sprog. Det første eksempel kan oversættes som:
Tysk er et V2-sprog
Når der indføres flere ord i en tysk sætning, kan de ændre ordstillingen betydeligt. F.eks. ville “Peter ser huset nu” være (“A” betyder “adverbium” her):
I almindelighed kan adverbier placeres i begyndelsen af en sætning efterfulgt af verbet og subjektet.
Også objektet kan stå foran verbet, når det er fremhævet, men det undgås normalt, når objektet ikke er bestemt af de anvendte ords form:
Das HausO siehtV erS. (korrekt)
Bemærk, at det i det sidstnævnte eksempel er tydeligt, at “er” er subjektet, ikke “das Haus”, for ellers ville den korrekte form være “das Haus sieht ihn”.
På grund af verbets stærke tendens til at komme på andenpladsen i tyske indikativsætninger, uanset hvor subjektet og objektet befinder sig, kalder lingvister normalt tysk for et verbum-efter-sprog, eller V2-sprog.
En noget mere fleksibel notation for V2 ville være ∗V (som jeg lige har fundet på), hvilket betyder “et ord efterfulgt af verbet”. Vi vil se, hvorfor den er nyttig nedenfor.
Er denne klassifikation tilstrækkelig?
Jeg mener, at kategoriseringen af tysk som et V2-sprog stadig ikke rigtig fortæller hele historien, vigtigst af alt fordi den grundlæggende orden er SOV i underordnede sætninger. Vi kan f.eks. skrive (idet vi betegner det udtryk, der indleder en underordnet sætning, med “-“):
Jeg tror, at- PeterS serV husetO.
På baggrund af det kan vi sige, at tysk er et -SOV sprog, mens engelsk er et -SVO sprog.
I sætninger, der indeholder et hjælpeverbum (lad os betegne hjælpeverbet “V” og hovedverbet “v”), følger ordstillingen mønstret SVOv:
Derimod slår V2-egenskaben til igen, og det er muligt at sætte et andet ord først efterfulgt af verbet:
GesternA hatV erS das HausO gesehenV.
Alt i alt kunne ordrækkefølgen i indikativsætninger forkortes som ∗VSOv (dvs. alt efterfulgt af et verbum, derefter subjekt og objekt (medmindre det allerede er nævnt) og derefter hovedverbet, hvis der er et). Det ville være bedre at sige, at ordstillingen i tysk er:
Dette er en meget bedre karakteristik end den sædvanlige SVO eller V2 og adskiller det tydeligere fra andre sprog, som f.eks. nederlandsk, som er ∗VSOv, -SOVv, eller svensk, som er ∗VSvO, -SVvO.