Denne gennemgang omhandler fysiologi og farmakologisk behandling af svimmelhed og beslægtede lidelser. De klasser af lægemidler, der er nyttige til behandling af vertigo, omfatter anticholinergika, antihistaminer, benzodiazepiner, calciumkanalantagonister og dopaminreceptorantagonister. Disse lægemidler har ofte flere virkemidler. De kan ændre symptomernes intensitet (f.eks. vestibulære undertrykkere), eller de kan påvirke den underliggende sygdomsproces (f.eks. calciumkanalantagonister i tilfælde af vestibulær migræne). De fleste af disse midler, især dem, der virker beroligende, har også potentiale til at modulere kompensationshastigheden for vestibulær skade. Denne overvejelse er blevet mere relevant i de senere år, da fysioterapi til vestibulær rehabilitering nu ofte anbefales i et forsøg på at fremme kompensationen. Behandlingen af svimmelhed optimeres derfor, når ordineringsmanden har detaljeret kendskab til farmakologien for de lægemidler, der administreres, samt til de præcise virkninger, der søges opnået. Der er fire overordnede årsager til svimmelhed, for hvilke der kan skræddersys specifikke lægemiddelbehandlinger. Otologisk svimmelhed omfatter sygdomme i det indre øre som f.eks. Ménières sygdom, vestibulær neuritis, benign paroxysmal positionel svimmelhed (BPPV) og bilateral vestibulær parese. Ved både Ménière’s sygdom og vestibulær neuritis anvendes vestibulære undertrykkende midler som f.eks. antikolinergika og benzodiazepiner. Ved Ménière’s sygdom anvendes saltbegrænsning og diuretika i et forsøg på at forhindre opblussen. Ved vestibulær neuritis anbefales det nu kun kortvarig brug af vestibulære undertrykkende midler. Medicinsk behandling anbefales ikke på nuværende tidspunkt for BPPV og bilateral vestibulær parese, men fysioterapeutisk behandling kan være meget nyttig i begge tilfælde. Central vertigo omfatter svimmelhed som f.eks. svimmelhed i forbindelse med migræne og visse slagtilfælde. Profylaktiske midler (L-kanal-kalciumkanalantagonister, tricykliske antidepressiva, beta-blokkere) er hovedhjørnestenen i behandlingen af migræne-associeret vertigo. Hos personer med slagtilfælde eller andre strukturelle læsioner i hjernestammen eller lillehjernen anbefales en eklektisk tilgang, der omfatter forsøg med vestibulærundertrykkende midler og fysioterapi. Psykogen vertigo forekommer i forbindelse med lidelser som f.eks. panikangst, angstlidelse og agorafobi. Benzodiazepiner er her de mest nyttige midler. Ubestemte og udefinerede årsager til svimmelhed udgør en stor del af de resterende diagnoser. Der foreslås en empirisk tilgang til disse patienter, som omfatter forsøg med generelt anvendelige lægemidler, såsom benzodiazepiner, samt forsøg med udtrapning af medicinering, når det er hensigtsmæssigt, fysioterapi og psykiatrisk rådgivning.