Hvad er Burchell’s Zebra?
Burchell’s Zebra, også kendt som Equus quagga burchellii, er en underart af slettezebraen, opkaldt efter en britisk naturforsker, rejsende og kunstner William John Burchell. Dette pattedyr er berømt for forskellige navne: Bontequagga, Zululand Zebra, Idube, Bontsebra, Mangwa og Damaraland Zebra. Dens bestand breder sig over hele det sydøstlige Afrika, med det største antal individer, der strejfer omkring Serengeti-Mara-sletterne i Tanzania og Kenya. Der er også fundet talrige Burchell’s Zebraer i de nordlige og sydlige dele af Etiopien og Sudan, det vestlige Namibia og de nordlige dele af Sydafrika.
Af underarterne af zebraer er Burchell’s Zebra den eneste art, der lovligt kan jages til menneskeføde.
Dens otte niveauer af videnskabelig klassifikation er som følger:
Kongedømme: Animalia
Familie: Chordata
Klasse: Mammalia
Ordning: Perissodactyla
Familie: Perissodactyla
Familie: Equidae
Genus: Equidae
Genus: Equus
Genre: Equus
Species: Equus
E. quagga
Underart: E. quagga
E. q. burchellii
Fysisk beskrivelse af en Burchell’s Zebra
Som alle almindelige zebraer består en Burchell’s Zebra af sorte og hvide striber, hvor hvert aftryk er unikt for hvert enkelt individ. Hannerne har smallere streger sammenlignet med hunnerne. Både hanner og hunner af Burchell’s Zebraer har relativt samme vægt og højde. De er mellem 1,1 og 1,4 meter høje og vejer mellem 485 og 550 pund.
De markante sorte og hvide striber starter fra Burchell’s Zebra’s hoved og strækker sig til halsen og kroppen. Denne zebra kan let forveksles med en bjergzebra, men det, der gør den tydelig, er dens striber på lemmerne og maven. En Burchell’s Zebra har faldende sorte og hvide linjer på lemmerne, mens bjergzebraer har tydelige striber. En Burchell’s Zebra har også striber på maven, mens en bjergzebra ikke har nogen.
Burchell’s Zebra har kortere ører end bjergzebraen. Den har en kort manke og en lang sort hale. Som alle andre zebraer er Burchell’s Zebra en firbenet – det vil sige, at den står på fire ben. Når denne zebra bevæger sig, træder den ved hjælp af henholdsvis venstre bagben og venstre forben og derefter højre bagben og højre forben.
Burchell’s Zebra’s udbredelse og levested
Denne art er spottet i åbne savanner, græsmarker, åbne skovområder og buskmarker. Nogle af arterne blev også observeret i højere græslandskaber, tættere skovområder og bjergområder. Burchell’s Zebra er et meget vandrende dyr – den kan hurtigt tilpasse sig og skifte fra et levested til et andet på jagt efter føde- og vandressourcer. De undgår dog skove, ørkener og vådområder, hvor der kun er få eller ingen fødevareressourcer.
Burchell’s Zebraer er identificeret som de eneste landdyr i Afrika, der kan erobre en enkelt tur på op til 160 miles. De krydser Chobe-floden i Namibia til Nxai Pan National Park i Botswana.
En Burchell’s Zebras adfærd
Denne art lever og vandrer i små familiegrupper, der enten består af følgende varianter: en hingst med en til seks hopper og deres føl eller en gruppe ungkarle. Et stærkt bånd mellem hunnerne er afgørende i en flok. Når en dominerende hingst forlader flokken eller dør, vil Burchell’s Zebrahunnerne holde sig tættere sammen og holde hinanden i sikkerhed, mens de alle venter på, at en ny dominerende hingst tager over.
Men grupper bestående af Burchell’s Zebrahanner anses for at være uerfarne eller ikke stærke nok til at forsvare Burchell’s Zebrahunnerne. Disse grupper samles ofte i mere massive flokke, hvor én flok består af 16 individer eller mere.
Foulerne begynder at forlade deres flokke, når de bliver et eller fire år gamle. Hanføllene har en tendens til at bryde ud allerede som ni måneder gamle for at slutte sig til en ungkarlsflok.
Sjove fakta om Burchell’s Zebra
Denne type zebra er en græsser, der lejlighedsvis græsser på urter, træ og kviste. En stor del af deres føde stammer fra korte græsser, stængler og andre proteinfattige planter.
Når et rovdyr er i dens synsfelt, kalder Burchell’s Zebra på hjælp ved at kalde på hjælp ved at kyle et højt kald, der lyder som “kwa-hi”. Når de andre Burchell’s Zebraer i området hører det, begynder hopperne at forsvare deres føl, mens hingstene sparker, skubber og endda bider rovdyret. For at beskytte flokken skal mindst ét medlem være vågen om natten og gemme sig i højt græs for at holde øje med rovdyr i nærheden.
