LocationEdit
Filippinerhavet har Filippinerne og Taiwan mod vest, Japan mod nord, Marianerne mod øst og Palau mod syd. Tilstødende have omfatter Celebeshavet, der er adskilt af Mindanao og mindre øer mod syd, Det Sydkinesiske Hav, der er adskilt af Filippinerne, og Det Østkinesiske Hav, der er adskilt af Ryukyu-øerne.
OmfangRediger
Den internationale hydrografiske organisation definerer Det Filippinske Hav som “det område i det nordlige Stillehav ud for de filippinske øers østkyster”, der er afgrænset som følger:
I vest. Ved de østlige grænser af det østindiske øhav, det sydkinesiske hav og det østkinesiske hav.
I nord. Ved Kyushus sydøstlige kyst, den sydlige og østlige grænse af det indre hav og sydkysten af øen Honshu.
I øst. ved den højderyg, der forbinder Japan med Bonin-, Vulkan- og Ladrone-øerne (Marianerne), idet alle disse er omfattet af Filippinerhavet.
I syd. Ved en linje, der forbinder Guam, Yap, Pelew (Palau) og Halmahera-øerne.
GeologiRediger
Den filippinske havplade danner bunden af det filippinske hav. Den subducerer under det filippinske mobilbælte, som bærer det meste af det filippinske øhav og det østlige Taiwan. Mellem de to plader er den filippinske grøft.
Marin biodiversitetRediger
Det filippinske hav har et marint territorialområde på over 679.800 km2 og en eksklusiv økonomisk zone på 2,2 millioner km2. Tilskrives en omfattende vicarians og øintegrationer, indeholder Filippinerne det højeste antal marine arter pr. arealenhed i forhold til landene i Indo-Malay-Philippinerne-arkipelaget og er blevet identificeret som epicenteret for marin biodiversitet. Med sin inddragelse i koraltrekanten omfatter det filippinske hav over 3 212 fiskearter, 486 koralarter, 800 tangarter og 820 bentiske algearter, hvor Verde Island Passage er betegnet som “centrum af centrum for biodiversiteten af marine fisk”. På dens område er der identificeret treogtredive endemiske fiskearter, herunder den blåplettede kejserfisk (Chaetodontoplus caeruleopunctatus) og havkatfisken (Arius manillensis). Det filippinske havområde er også blevet et yngle- og fødeområde for truede marine arter som f.eks. hvalhajen (Rhincodon typus), dugong (Dugong dugon) og megamundhajen (Megachasma pelagios). I det vestlige Filippinerhav har filippinske forskere opdaget en rigelig mængde marint liv og arter, der har potentiale til også at være biomedicinske fremskridt for Filippinerne.
KoraltrekantenRediger
Koraltrekanten (også kaldet den indo-malaiiske trekant) anses for at være det globale centrum for marin biodiversitet. Dens samlede havområde er på ca. 2 millioner kvadratkilometer. Den omfatter de tropiske farvande i Malaysia, Indonesien, Filippinerne, Timor-Leste, Papua Ny Guinea og Salomonøerne. De filippinske øer, som ligger i toppen, udgør 300 000 kvadratkilometer af det. Den del af koralrevområdet i koraltrekanten, der ligger inden for Filippinerne, varierer fra 10 750 kvadratkilometer til 33 500 kvadratkilometer. Det indeholder over 500 arter af skleraktin- eller stenkoraller og mindst 12 endemiske koralarter.
Koraltrekanten indeholder 75 % af verdens koralarter (ca. 600 arter). Den er hjemsted for over 2000 arter af revfisk og seks af verdens syv arter af havskildpadder (karetskildpadde, loggerhead-skildpadde, læderskildpadde, grøn skildpadde, olivenrygskildpadde og havskildpadde). Der findes ikke en enkelt årsagsforklaring på den usædvanligt store biodiversitet, der findes i koraltrekanten, men de fleste forskere har tilskrevet den geologiske faktorer som f.eks. pladetektonik.
Det filippinske hav giver eller støtter 120 millioner mennesker deres levebrød og er en fødevarekilde for de filippinske kystsamfund og for millioner af andre mennesker på verdensplan. Hvalhajturisme i koraltrekanten er også en stabil indtægtskilde for det omkringliggende samfund. De marine ressourcer i koraltrekanten har en høj økonomisk værdi, ikke kun i Filippinerne, men i hele verden. Landene omkring koraltrekanten arbejder på at give deres befolkninger teknisk bistand og andre ressourcer, der er nødvendige for at fremme bevarelse, bæredygtighed, biodiversitet, fødevaresikkerhed, indtægtskilder og økonomisk udvikling.
Klimaændringerne påvirker det kystnære økosystem, der findes i koraltrekanten. Den bidrager til stigende vandstand i havene og forsuring af havene og bringer dermed havdyr som fisk og skildpadder i fare. Dette har en negativ indvirkning på lokale indtægtskilder som f.eks. fiskeri og turisme. Det gør også vandet varmere, hvilket bringer koraller i fare. Varmere vand får koraller til at optage mere kuldioxid. Dette ændrer vandets pH-balance og gør det surt, en tilstand, som korallerne ikke er tilpasset, og som de er dårligt rustet til at overleve i.