Jeg tror, jeg har brug for en imagefornyelse. Faktisk tror jeg, at problemet har været der i mange år, jeg er først lige begyndt at lægge mærke til det. For lang tid siden besøgte en NRI familie af slægtninge vores hus, forvekslede mig med en idiot (ingen andre var der hjemme på det tidspunkt), og blev ved med at kommentere mig (han ser sjov og dum ud…) og vores hus på amerikansk accent (men gebrokkent) engelsk. Det var naturligvis ikke helt deres fejl, da jeg præsenterede dem for en disposition, der ikke ligefrem så anstændig ud, tror jeg… men alligevel.
Så, på det seneste, bare for sjov, er jeg begyndt at observere, hvordan folk reagerer på mig, og hvis du ikke allerede er klar over det, så er jeg cerebral palsied (og dermed fysisk begrænset næsten til 70%) og går med albuekrykker.
Så snart folk ser mine hænder eller min kropsholdning, for den sags skyld, så gør de en øjeblikkelig antagelse. De antager, at jeg ikke er særlig klog. Det har sine privilegier, hvis man kan kalde det det det. Selv mine egne familiemedlemmer (bortset fra min kone) bliver ved med at give mig råd om det ene eller det andet, som om jeg ikke ved noget om verden.
De mener det ikke negativt, og det kan jeg godt forstå. Da de tror, at jeg altid er hjemme og ikke møder mange mennesker, er jeg ikke verdensklog.
Jeg undrer mig over, hvorfor de tænker sådan, selvom jeg bor alene, jeg opdrager en familie, jeg har det bedre end mange mennesker omkring mig, jeg overtaler folk til at give mig arbejde og betaler mig derefter for det arbejde.
Hvor mange mennesker kan gøre det
Det er meget nemt at gå til et kontor og gøre det arbejde, som man har fået tildelt. Jeg gør ikke bare arbejdet, jeg får faktisk det arbejde på egen hånd.
For nylig var der en anden lille hændelse, som satte sig fast i min underbevidsthed. En af Alkas venner besøger os regelmæssigt i disse dage. Det skete, at vi en dag talte om de fyre, som hun arbejder sammen med, og som udgiver et blad. Både bladets niche og et navn, som hun tog, lød meget bekendt, og jeg fortalte hende, at jeg måske havde mødt denne person. Hendes umiddelbare reaktion var: “Nej, nej, nej, der er ingen chance for, at du nogensinde kunne have mødt ham. Hun har ikke kendt mig i lang tid, og hun har ikke engang kendt denne person i lang tid, men alligevel var hun så overbevist om, at jeg aldrig kunne have mødt ham. Jeg har faktisk måske ikke mødt denne person, men den måde hun sagde det på var virkelig sjovt, og det stammede fra et indtryk af, at jeg ikke har haft kontakt med mange mennesker.
Jeg har aldrig taget den slags ting alvorligt, men det tror jeg nu, at jeg burde. Jeg har observeret, at det ikke handler om, hvor meget man ved, det handler om, hvordan man fremstiller sig selv…
Writing Cave
Writingcave.com