Mahmud II var en sultan, der fuldstændig ændrede strukturen i det osmanniske rige. Vesterlandiseringen i egentlig forstand begyndte under hans regeringstid. Suverænitetsperioden var så intens, og den havde slidt suveræniteten så meget op, at han sagde: “Jeg er træt af sultanatets problemer.”
Styrkelsen og omstruktureringen af den centrale myndighed er kendetegnende for sultan Mahmuds styre. Efter afskaffelsen af janitsharkorpset i 1826 blev der gennemført militære reformer. Interne og eksterne sikkerhedsspørgsmål blev behandlet i lang tid. Væsentlige ændringer kunne først foretages i den administrative struktur mod slutningen af regentens regeringstid. Traditionelle institutioner blev reorganiseret i lighed med den europæiske model.
Detaljeret viden om reformerne kan man få gennem værker af Ali Akyıldız og Yüksel Çelik. Ali Akyıldız mener, at de ændringer, der blev foretaget i Tanzimat-perioden, er detaljerne fra Mahmud II’s reformer. Han siger også, at Tanzimat-perioden begyndte med sultan Mahmud.
Problemer i staten
Da reformerne blev foretaget meget hurtigt, under hensyntagen til de kortsigtede konsekvenser, i stedet for en planlagt og programmeret struktur, var der nogle problemer med driften af nogle institutioner, og derfor blev der lavet mange nye regler. I løbet af Mahmud II’s tid, Tanzimat og senere perioder blev nye institutioner oprettet, opgivet og knyttet til andre enheder mange gange. De blev slået sammen, adskilt og oprettet igen som individuelle institutioner. På grund af statsmændenes vilje til at forme staten i overensstemmelse med deres egne overbevisninger opstod der en kamp om indflydelse mellem den liberale og den konservative fløj. Denne kamp påførte processen et hårdt slag. Der opstod mange forstyrrelser, da skikke og vaner i statens funktionsmåde ophørte med at eksistere, og nye skikke opstod ikke umiddelbart og mødte modstand. Det tog meget lang tid for den nye statsstruktur at sætte sig fast.
Pertev Mehmed Said Pasha og Hüsrev Pasha stod i spidsen under Mahmud II’s reformer. Nogle af emnerne blev drøftet i det rådgivende råd, og andre blev afgjort ad hoc.
Sultan Mahmud omdannede storvesirens kontor til et premierministerium, fjernede det fra at være en uafhængig myndighed og besluttede om dets administration ved at tilføje det til et ministerium.
Premierministeriet skulle sørge for koordinering i stedet for at forvalte ministerier. Den første premierminister var minister for indenrigsministeriet. Statsministeriet havde dog ikke en lang levetid. Da sultan Abdülmecid arvede tronen, udråbte Hüsrev Pasha sig selv som storvesir med tidligere myndigheder. Ministeriet for indre anliggender blev afskaffet, og myndighederne blev overført til storvesirens embede. 20 år senere, i 1869, blev indenrigsministeriet imidlertid genetableret.
Finansministeriet, som blev oprettet ved at kombinere skatteministerierne under sultan Mahmud, blev afskaffet under sultan Abdülmecid, og to separate finansafdelinger blev genetableret. To år senere blev skattemyndighederne genforenet, og finansministeriet blev genetableret.
Der blev oprettet råd under denne omstrukturering. Der opstod mange problemer, da der ikke var nogen traditionel parlamentarisk praksis uden for det rådgivende råd. De første medlemmer af parlamentet arbejdede ikke effektivt, fordi de ud over deres andre anliggender også fungerede som parlamentsmedlemmer. Efter et stykke tid blev parlamentsmedlemmerne uafhængige. Forskellene i rang blandt parlamentsmedlemmerne havde også en negativ indvirkning på det parlamentariske arbejde. Efter et stykke tid blev parlamentsmedlemmernes rang udlignet. Nogle råd blev med tiden nedlagt eller knyttet til andre institutioner. “Dâr-ı Şûrâ-yı Bâbıâli” blev oprettet for at hjælpe regeringen med at arbejde med mange emner. Det blev dog opgivet i 1839, da det ikke kunne arbejde effektivt. “Meclis-i Umur-ı Nafia”, som udførte vellykkede arbejder, blev forbundet med handelsministeriet i 1839. Da den samtidige eksistens af parlamenter, der udførte regulering og kontrol vedrørende reformer, såsom “Meclis-i Vâlâ”, der blev oprettet i 1838, og “Meclis-i Âlî-i Tanzimat”, der blev grundlagt i 1854, gav anledning til visse vanskeligheder, blev de to parlamenter samlet under navnet “Meclis-i Ahkâm-ı Adliyye” i 1861.
Der var tre årsager til vanskelighederne ved reformerne, der blev gennemført af Mahmud II og senere i Tanzimat-perioden. Manglen på uddannede statsmænd, der kunne bestemme, hvad der skulle gøres og gennemføres, manglen på de finansielle ressourcer, der var nødvendige for at gennemføre reformerne, og at staten var under konstant krigstrussel, forårsagede mangel på tid til at etablere reformerne på en koldblodig måde.
Det vigtigste problem var manglen på fast personale til at lave og gennemføre reformerne, det vil sige til at påtage sig en så stor opgave. På grund af manglen på uddannet personale måtte de personer, der tidligere havde haft lignende stillinger, tilknyttes de nye institutioner. Så reformerne blev gennemført af det gamle personale. Bureaukraternes og embedsmændenes modvilje og modstand mod at gennemføre reformerne førte også til, at reformprocessen fungerede usundt.
Nye institutioner oprettet
I 1821 blev tolkekammeret oprettet som en enhed under storvesirens kontor, periodens premierminister, i det Sublime Porte. I 1826 blev konfiskationsprocedurer og druknede procedurer afskaffet.
I 1826 blev ministeriet for offentlig orden oprettet for at udføre retshåndhævelse og kommunale tjenester med henblik på at regulere den orden, der blev forstyrret med den lykkebringende hændelse (Vak’a-yi Hayriye) i Istanbul.
I oktober 1826 blev ministeriet for kejserlige fonde oprettet med henblik på kontrol og administration af fondejernes indkomster. På den anden side blev ministeriet for Mukataat oprettet i februar 1827 for at forvalte indtægter og udgifter for den nyoprettede “Asakir-i Mansure”-hær.
I 1831 blev den første folketælling og omfattende landmålinger gennemført for at sikre, at skatterne kunne opkræves på en retfærdig måde. I 1831 begyndte den første officielle avis i navnet “Takvim-i Vekayi” at udkomme.
I 1836 blev kontoret for den øverste ledende assistent for storvesiren (Reis’ul-Kuttablık) omdannet til udenrigsministeriet, kontoret for Çavuşbaşılık blev erstattet af justitsministeriet, og kontoret for den øverste ledende embedsmand for storvesiren (Sadarat Kethüdalığı) blev ophævet, og i stedet blev indenrigsministeriet (Nazarah al-Umur al-Mulkiyyah) oprettet.
Dertil kommer, at i februar 1838 blev finansministeriets finansafdelinger slået sammen, og Finansministeriet blev oprettet. I slutningen af Mahmud II’s periode, i maj 1839, blev ministeriet for korn og forsyninger (Nazarah al-Zahirah) afskaffet og erstattet af handelsministeriet.
Ministrene fik vesir- og rådgiverstillinger, men fik ikke titlen “pasha”, fordi de var civile. Efter et stykke tid blev pasha-titlen dog givet til udenrigs- og indenrigsministrene. Undersekretærer blev udnævnt til at bistå ministrene i processen.
Den 30. marts 1838 blev storvesirens kontor omorganiseret til “premierministeriet”. Med denne ændring blev sultanens absolutte autoritet indskrænket, og storvesirens effektivitet i den administrative struktur blev begrænset. Premierministeren blev ud over sin titel som indenrigsminister udnævnt som repræsentant for det organiserende organ, der var ansvarlig for koordineringen af ministerierne. På denne måde var det endelige mål med at oprette ministerier i moderne forstand at forberede infrastrukturen for overgangen til et kabinetssystem som i Europa.
For at fastlægge rammen og retsgrundlaget for denne omstruktureringsperiode blev der oprettet en række lovgivende og rådgivende råd, såsom “Meclis-i Vâlâ-yi Ahkâm-ı Adliye”, “Dâr-i Şurâ-yı Bâbıâli”, “Dâr-ı Şurâ-yi Askeri”, “Meclis-i Has” og “Meclis-i Vukela”. Desuden blev “Meclis-i Umur-ı Nafia” oprettet i juni 1838 for at udføre alle de nødvendige arbejder inden for landbrug, offentlige arbejder, industri og udvikling, og “Meclis-i Umur-ı Sıhhiye” for at organisere sundhedsanliggender. Der blev taget skridt til at gøre ambassaderne i udlandet mere funktionelle, intelligente og forsigtige, og samtidig blev der udpeget diplomater, der kunne sproget, til de store europæiske hovedstæder.
Der blev indført en pasprocedure for at kunne rejse til udlandet. I 1838 blev karantæneorganisationen oprettet. På kommunikationsområdet blev der på den anden side anlagt nye postruter fra 1832, og der blev taget vigtige skridt til at etablere postorganisationen.