Suden at gå for dybt ind i musikteori, perioder, stilarter og alt det (som er for vestligt) vil vi udforske nogle grundlæggende musikalske begreber.
Musik kan siges at være bygget op af samspillet mellem melodi, harmoni og rytme. Melodi er resultatet af at spille toner med forskellige tonehøjder – nogle gange kan tonehøjder også gentages – efter hinanden på en ‘organiseret’ måde. Melodier er meget tydelige og kan ofte synges. Men blot en rækkefølge af tonehøjder gør ikke en melodi til en melodi. Hver tone, der spilles, har en varighed. Forholdet mellem varigheder henviser til rytme. Men før rytme skal vi tale om puls. Ligesom enhver levende organisme har musikken en puls – slag (ligesom hjertets). Og selv om vi ikke altid hører den, er den der altid. Kan du huske, når børn lærer at klappe i hænderne for at følge med i sange? Der er et konstant, implicit, slag, der sker med jævne mellemrum. I nogle tilfælde bliver den faktisk spillet af instrumenter. F.eks. i australsk aboriginalmusik spilles det ofte af klapstokke. Men rytme er ikke bare et konstant periodisk beat. Taktslaget eller pulsen er som dens skelet. Rytme er den måde, man bebor pulsen på. Rytme er det, der er resultatet af at kombinere toner af forskellig varighed, som nogle gange er sammenfaldende med slaget og andre gange ikke. Hvis du f.eks. kan bemærke i reggae- eller ska-musik, spiller guitaren eller keyboards oftest, til tider præcis modsat rytmen. Og sidst, men ikke mindst: harmoni. Normalt bliver melodier ikke bare spillet alene af et soloinstrument eller en gruppe instrumenter, der spiller det samme. Meget ofte er der “ledende” instrumenter, som spiller melodier (f.eks. stemmen, blæseinstrumenter osv.), og samtidig er der andre, som akkompagnerer dem og gør noget andet. Dette forhold mellem forskellige toner, der spilles på samme tid, er det, vi kalder harmoni.
I nogle tilfælde kan dette gøres af ét instrument som f.eks. guitar eller klaver, men andre gange af flere instrumenter (som f.eks. didjes eller messingensembler). Der findes mange typer af relationer mellem to eller flere toner, der spilles samtidig, men de kan inddeles i to hovedinddelinger: konsonans og dissonans. Konsonans henviser til en følelse af stabilitet og “afslapning”, som man oplever, når man lytter til nogle harmoniske relationer. I modsætning hertil henviser dissonans til følelsen af ‘spænding’ eller følelsen af, at noget er ‘ustabilt’. Afhængigt af “afstanden” mellem en tone og en anden kan vi klassificere deres relationer i konsonant og dissonant. Nu, hvis vi tænker på skalaens 12 toner (C, C#, D, D#, E, F, F#, G, G#, G#, A, A# og B) og de mulige relationer mellem to eller flere toner, når vi frem til begrebet intervaller.
Et interval er et tal, der repræsenterer antallet af toner mellem en tone og en anden i den diatoniske skala (C, D, E, F, G, A, B) – den vi alle kender uden skarpe (#) eller flade (b).
For eksempel er der fra C til G 5 toner (C, D, E, F, F, G), fra E til A er der 4 toner (E, F, G, A) osv. På denne måde kalder vi intervallet C-G for en kvint, og intervallet E-A for en kvint. Der kan være unisoner (hvor begge spillede toner er ens), sekunder, tertser, kvarter, femtedele, sekstendele, syvtedele og oktaver (f.eks. lavt C til højt C).
Intervaller kan yderligere navngives efter mængden af “trin”, som de indeholder:
Et trin er afstanden mellem en tone og en anden i den kromatiske skala (de 12 toner, der er nævnt før, med skarpe og flade toner). C til C# har ét trin, C til D har 2 trin (fra C til C# og fra C# til D) osv. Husk, at i de vestlige skalaer er C# den samme lyd som Db, D# er den samme som Eb osv. Tag bare et kig på et klaver og se det selv. Find C# (den sorte tangent til højre for C) og Db (den sorte tangent til venstre for D). Værsgo.
Du skal også huske, at der ikke er nogen sorte tangenter mellem E og F og mellem B og C, så der findes ikke noget som E#, Fb, B# eller Cb. Så nu gives der navne til de forskellige typer af intervaller:
0 trin = Unisont (eksempel: C-C)
1 trin = Mindre sekund (eksempel: C-C#)
2 trin = Dur sekund (eksempel: C-D)
3 trin = Mindre terts (eksempel: C-D#)
4 trin = Tredje dur (eksempel: C-E)
5 trin = Perfekt fjerde (eksempel: C-F)
6 trin = Forøget fjerde (eksempel: C-F#)
6 trin = Formindsket kvint (eksempel: C-F#)
6 trin = Formindsket kvint (eksempel: C-F#)
7 trin = Perfekt kvint (eksempel: C-G)
8 trin = Mindre sekstendedel (eksempel: C-G#)
9 trin = Stor sekstendedel (eksempel: C-A)
10 trin = Mindre syvende (eksempel: C-A)
10 trin = Mindre syvende (eksempel: C-A#)
11 trin = Dur syvende (eksempel: C-B)
12 trin = oktav (eksempel: C-C) Endeligt kan disse netop nævnte intervaller inddeles i konsonans og dissonans:
Mest konsonant: De er:
Mest konsonant: Unisont og oktav.
En smule mindre (men stadig meget konsonant): Perfekt kvint.
En lille smule mindre konsonant: Perfekt kvint
Endnu mindre, men stadig konsonant: Tertser og sekstenter (mol eller dur)
Dissonant: Sekunder, syvendedele, forstørrede kvarter og formindskede kvintedele.
Sidst af alt, i vestlige kulturer er mindre intervaller normalt forbundet med tristhed, eftertænksomhed eller interiørlighed, mens større intervaller har været forbundet med følelser af glæde, lykke, glans osv. Men husk, at livet er ikke altid det samme. Værsgo og leg lidt rundt. Det er et spørgsmål om at kombinere konsonanser og dissonanser. MEN hvis du skal spille til en meditation, kan det stærkt anbefales ikke at skifte intervaller så ofte. Det er bedre at gøre noget på en eller anden måde ‘statisk’ og konsonant. Husk, når du spiller, at vi alle er en del af naturen, og at musik er en måde at forene os med Pacha Mama (moder natur). Author: Carlos Alberto Manrique Clavijo