Hæl, i anatomi, den bageste del af den menneskelige fod, under anklen og bag buen, og den tilsvarende del af foden hos andre pattedyr, der går med hælen i kontakt med jorden, som f.eks. vaskebjørnen og bjørnen; den svarer til spidsen af hoven hos hovede pattedyr og dem, der går på tæerne (f.eks. hest, hund, kat). Den indeholdte fodrodsknogle, calcaneus, optræder først hos de krokodilleagtige krybdyr; den gik tabt hos fuglene ved sammensmeltning med andre fodrodsknogler og mellemfodsknogler, men blev bevaret hos pattedyrene.
© JoLin/.com
Hælen består hos mennesker af hælen (calcaneus) (den største af fodrodsknoglerne), som forneden er polstret af en slimsæk, en fedtpude og en fortykket hud. Calcaneus er nogenlunde rektangulær og artikulerer foroven med talusknoglen i ankelleddet og fortil med cuboideus, en anden tarsalknogle. Bagtil er der et ru område, tuber calcanei, som bærer en stor del af vægten, når man står. På den ene side af dette er der en lille fremspring, den laterale procession, som kun er udviklet hos mennesker, og som er forbundet med balancen i den oprejste stilling. Achillessenen (tendo calcaneus) hæfter sig på calcaneus’ bageste kant. Calcaneus fungerer både som løftestang for musklerne i læggen ved gang og som en vægtbærende struktur ved stående.