Vestens højkultur har sin oprindelse i den klassiske verdens traditioner for intellektuelt og æstetisk liv i det antikke Grækenland (fra ca. det 8. århundrede f.Kr. – 147 e.Kr.) og det antikke Rom (753 f.Kr. – 476 e.Kr.). I den klassiske græsk-romerske tradition blev den ideelle sprogbrug offentliggjort og bevaret i værker af høj stil (korrekt grammatik, syntaks og ordsprog). Visse former for sprog, der blev brugt af forfattere i værdsatte epoker, blev i antikken og renæssancen fremhævet som evigt gyldige modeller og normative standarder for ekspertise, f.eks. den attiske dialekt af oldgræsk, der blev talt og skrevet af skuespilforfatterne og filosofferne i det perikleiske Athen (5. århundrede f.Kr.), og den form for klassisk latin, der blev brugt i den romerske kulturs “guldalder” (ca. 70 f.Kr. – 18 e.Kr.), som blev repræsenteret af personer som Cicero og Vergil. Denne form for uddannelse var kendt af grækerne som παιδεία, som af romerne blev oversat til latin som humanitas, da den afspejlede en form for uddannelse, der havde til formål at forfine den menneskelige natur snarere end at tilegne sig tekniske eller faglige færdigheder. Den græsk-romerske verden havde faktisk en tendens til at betragte sådant manuelt, kommercielt og teknisk arbejde som underordnet de rent intellektuelle aktiviteter.
Fra ideen om det “frie” menneske med tilstrækkelig fritid til at forfølge en sådan intellektuel og æstetisk forfinelse opstod den klassiske skelnen mellem de “liberale” kunstarter, som er intellektuelle og udføres for deres egen skyld, i modsætning til de “servile” eller “mekaniske” kunstarter, som var forbundet med manuelt arbejde og blev udført for at tjene til livets ophold. Dette indebar en forbindelse mellem højkultur og de højere klasser, hvis arvelige rigdom gav tid til intellektuel kultivering. Den fritidsansatte gentleman, der ikke var tynget af nødvendigheden af at tjene til livets ophold, var fri til at hellige sig aktiviteter, der var passende for en sådan “fri mand” – aktiviteter, der blev anset for at indebære sand fortræffelighed og adel i modsætning til ren nytteværdi.
I renæssancen var de klassiske intellektuelle værdier i den fuldt genopdagede græsk-romerske kultur overklassens (og de stræbende) kulturelle kapital og havde til formål at sikre en fuldstændig udvikling af de menneskelige intellektuelle, æstetiske og moralske evner. Dette ideal, der er forbundet med humanismen (et senere udtryk, der er afledt af humaniora eller studia humanitatis), blev i renæssancens Italien formidlet gennem institutioner som f.eks. renæssancens hofskoler. Renæssancehumanismen spredte sig hurtigt til hele Europa og blev i århundreder en stor del af grundlaget for overklassens uddannelse. For den socialt ambitiøse mand og kvinde, der ønsker at stige i samfundet, instruerer Baldasare Castigliones bog The Book of the Courtier (1528) læseren i at erhverve og besidde viden om de græsk-romerske klassikere, idet uddannelse er en integreret del af aristokratens sociale personlighed. Et vigtigt bidrag fra renæssancen var, at maleriet og skulpturen fik samme status som de liberale kunstarter (dermed mistede de visuelle kunstarter for eliterne enhver tilbageværende negativ association med håndværk). Leon Battista Albertis tidlige renæssanceafhandlinger var afgørende i denne henseende.
Udviklingen af begrebet højkultur blev oprindeligt defineret i uddannelsesmæssig henseende i vid udstrækning som kritiske studier og viden om de græsk-romerske kunstarter og humanistiske videnskaber, som udgjorde en stor del af grundlaget for de europæiske kulturer og samfund. Imidlertid var aristokratisk protektionisme gennem det meste af den moderne æra også afgørende for støtte til og skabelse af nye værker af højkultur på tværs af kunst, musik og litteratur. Den efterfølgende fantastiske udvikling af de moderne europæiske sprog og kulturer betød, at den moderne definition af begrebet “højkultur” ikke kun omfatter græske og latinske tekster, men en meget bredere kanon af udvalgte litterære, filosofiske, historiske og videnskabelige bøger på både gamle og moderne sprog. Af tilsvarende betydning er de kunstværker og musikværker, der anses for at være af højeste kvalitet og have den største indflydelse (f.eks. Parthenon, Michelangelos malerier og skulpturer, J.S. Bachs musik osv.) Tilsammen udgør disse tekster og kunstværker de eksemplariske artefakter, der repræsenterer den vestlige verdens højkultur.
Kulturelle traditionerRediger
I den vestlige og nogle østasiatiske traditioner tildeles kunst, der demonstrerer kunstnerens fantasi, status som høj kunst. I Vesten begyndte denne tradition i det antikke Grækenland, blev forstærket i renæssancen og af romantikken, som ophævede det hierarki af genrer inden for billedkunsten, som blev etableret i renæssancen. I Kina var der forskel på litteraturmaleri udført af de lærde embedsmænd og værker fremstillet af almindelige kunstnere, der arbejdede i vidt forskellige stilarter, eller på dekorativ kunst som f.eks. kinesisk porcelæn, der blev fremstillet af ukendte håndværkere, der arbejdede i store fabrikker. I både Kina og Vesten var forskellen særlig tydelig inden for landskabsmaleriet, hvor man i århundreder betragtede fantasivisninger, der var skabt ud fra kunstnerens fantasi, som overlegne værker.
Kulturel kapitalRediger
I det socialt stratificerede Europa og Amerika var der tale om en førstehåndsindflydelse på Vestens højkultur, Grand Tour i Europa, var et overgangsritual, der supplerede og fuldendte den boglige uddannelse af en gentleman, fra adel, aristokrati og borgerskab, med et verdsligt perspektiv på samfund og civilisation. Turen til Europas kulturcentre efter universitetet var en fordel for den sociale klasse af den kulturelle kapital, der blev overført gennem de højtstående institutioner (skoler, akademier, universiteter), som skulle producere den ideelle gentleman i det pågældende samfund.
Det europæiske begreb om højkultur omfattede dyrkelse af raffineret etikette og manerer; uddannelse af smag i de smukke kunstarter som skulptur og maleri; værdsættelse af klassisk musik og opera i dens forskelligartede historie og utallige former; kendskab til de humane bogstaver (literae humaniores) repræsenteret ved de bedste græske og latinske forfattere og mere bredt til de liberale kunsttraditioner (f.eks.f.eks. filosofi, historie, drama, retorik og poesi) i den vestlige civilisation samt et generelt kendskab til vigtige begreber inden for teologi, videnskab og politisk tænkning.