Trods den enorme vækst i lykkeforskningen i de seneste årtier er der fortsat mangel på konsistens i brugen af begreberne lykke, tilfredshed, tilfredshed og velvære. I denne artikel argumenterer jeg for en sociologisk funderet skelnen mellem lykke og tilfredshed, som definerer førstnævnte som positiv affekt og sidstnævnte som positiv refleksion. Tilfredshed forstås derfor som et tilfredsstillende forhold til selvet og samfundet (for at låne fra G.H. Meads terminologi), mens lykke indebærer behagelige oplevelser. Der er en historie med lignende sondringer inden for filosofi og psykoanalyse, men en stor del af den moderne diskurs undlader at skelne mellem individuelle og kollektive definitioner af lykke. Denne artikel vil argumentere for, at lykke og tilfredshed ikke bør behandles som konkurrerende tilgange til det gode liv, men som komplementære former for følelsesmæssige erfaringer. Endvidere argumenterer jeg for, at den aktuelle interesse for lykke kan knyttes til større kulturelle forskydninger, der involverer neoliberalisme og individualisme.