Human papillomavirus, eller HPV, er en gruppe af over 200 vira, der er meget almindelige hos mennesker. De fleste typer giver ikke anledning til problemer, men nogle kan udvikle sig til sygdomme som kønsvorter eller kræft. HPV-typer, der er kendt for at forårsage kræft, er klassificeret som “højrisiko”. Der findes i øjeblikket 14 kendte højrisiko-HPV-typer, hvoraf de to, HPV16 og HPV18, er ansvarlige for de fleste HPV-relaterede kræftformer. Heldigvis har vi midlerne til at beskytte os mod disse højrisikostammer ved hjælp af HPV-vaccinerne. Men hvordan er vi nået dertil?
I 1970’erne og 80’erne isolerede den tyske virolog Harald zur Hausen HPV-stammer i tumorer fra livmoderhalskræft, og senere blev teorien om, at HPV er årsag til livmoderhalskræft, bekræftet. Efter zur Hausens arbejde blev det konstateret, at HPV også forårsager andre kræftformer, herunder anal-, vulva- og oralcancer. Zur Hausen foreslog ideen om HPV-vaccinen som en metode til forebyggelse af kræft i 1986, men den blev afvist af medicinalvirksomhederne, da de mente, at vaccinen ikke var rentabel. HPV-vaccinen ville ikke komme før næsten to årtier senere. For sine opdagelser og deres betydning for den globale sundhed blev Harald zur Hausen tildelt Nobelprisen i medicin i 2008 for sine opdagelser. Han fortsætter med at forske i smitsomme agenser og deres bidrag til kræft.
I slutningen af 1700-tallet var Edward Jenner banebrydende for den første vaccine, der blev anvendt i vid udstrækning, nemlig koppevaccinen. Næsten 100 år senere udviklede Louis Pasteur vacciner mod kyllingekolera og miltbrand og indledte dermed “vaccine-revolutionen”, hvor vaccination blev hyldet og blev obligatorisk. I løbet af det 20. århundrede blev der opnået store og berømte resultater inden for vacciner, f.eks. vacciner mod difteri, mæslinger, fåresyge, røde hunde, røde hunde og polio. Generelt fungerer vacciner ved at træne kroppens immunsystem til at bekæmpe en smitsom sygdom ved at indføre visse molekyler fra det pågældende patogen (det, der forårsager sygdommen) i kroppen. Immunsystemet kan så genkende disse molekyler, hvis de senere kommer ind i kroppen, og ved allerede, hvordan det skal bekæmpe dem og forhindre, at de spredes. Vacciner er utroligt vigtige for folkesundheden, har reddet millioner af liv og har næsten udryddet mange smitsomme sygdomme, som tidligere udryddede hele samfund.
HPV-vaccinen blev først udviklet af University of Queensland i Australien af professorerne Ian Frazer og Jian Zhou. I 1990 begyndte Frazer og Zhou at syntetisere partikler, der efterlignede HPV, og som vaccinen senere skulle fremstilles af. Disse partikler kaldes “viruslignende partikler” (VLP’er) og er små partikler, som indeholder proteiner fra HPV-virusets ydre lag. VLP’er indeholder ikke noget DNA, dødt eller levende, fra viruset og kan derfor ikke forårsage en HPV-infektion eller relateret kræft. Indførelse af disse VLP’er i kroppen via injektion stimulerer kroppen til at danne de antistoffer, der er nødvendige for at bekæmpe det og fjerne det fra kroppen. Da VLP’et ligner det egentlige virus meget, vil disse antistoffer angribe og fjerne HPV, hvis det kommer ind i kroppen. Denne vaccinationsmetode er meget effektiv, da VLP’erne forårsager høje niveauer af antistofproduktion.