Transmission
HIV overføres ved direkte overførsel af kropsvæsker – f.eks. blod og blodprodukter, sæd og andet kønssekret eller brystmælk – fra en smittet person til en ikke-smittet person. Den primære smittevej på verdensplan er seksuel kontakt med en smittet person. HIV spredes ofte blandt intravenøse stofmisbrugere, der deler kanyler eller sprøjter. Før udviklingen af screeningsprocedurer og varmebehandlingsteknikker, der ødelægger hiv i blodprodukter, skete smitte også gennem forurenede blodprodukter; mange hæmofile personer fik hiv på den måde. I dag er risikoen for at blive smittet med hiv gennem en blodtransfusion ekstremt lille. I sjældne tilfælde kan overførsel til sundhedspersonale ske som følge af et utilsigtet stik med en kanyle, der blev brugt til at få blod fra en smittet person.
Virussen kan overføres over moderkagen eller gennem modermælken fra mor til spædbarn; indgivelse af antiretroviral medicin til både mor og spædbarn omkring fødselstidspunktet reducerer risikoen for, at barnet bliver smittet med hiv (se nedenfor hiv og graviditet). Antiretroviral behandling kan reducere risikoen for overførsel fra smittede personer til deres ikke-smittede seksualpartnere med ca. 96 %, når den ordineres straks efter diagnosen. Hvis smittede personer overholder antiretroviral behandling på lang sigt, kan deres hiv-virusbelastning til sidst blive uopdagelig, hvilket betyder, at virussen ikke kan overføres ved seksuel kontakt; dette fænomen kaldes “uopdagelig = uoverførbar” (U = U).
Hiv spredes ikke ved hoste, nysen eller tilfældig kontakt (f.eks. ved at give hånd). HIV er skrøbelig og kan ikke overleve længe uden for kroppen. Derfor er det nødvendigt med direkte overførsel af kropsvæsker for at overføre. Andre seksuelt overførte sygdomme, såsom syfilis, genital herpes, gonoré og klamydia, øger risikoen for at blive smittet med hiv ved seksuel kontakt, sandsynligvis gennem de kønsskader, som de forårsager.