For et par år siden, efter at have været på den samme medicinering mod depression i flere år, fortalte jeg min læge, at jeg ønskede at prøve at stoppe med en af mine medikamenter. Jeg tog tre på det tidspunkt, og jeg havde dårlig samvittighed over, hvor meget medicin jeg var på. Hun spurgte, om nogen af dem gav mig problemer, eller om jeg følte, at de ikke virkede; jeg sagde nej, men at jeg motionerede og spiste godt og havde det godt, så måske var jeg kureret! Til sidst indgik vi et kompromis og nedsatte en af mine medikamenter en smule.
To måneder senere var jeg tilbage på hendes kontor og græd. Alt havde været godt, og nu var alting dårligt, og jeg vidste ikke hvorfor. Hun spurgte, hvor længe jeg havde haft det sådan, og jeg gættede på omkring en måned eller deromkring. Hun påpegede, at vi havde nedsat en af mine medikamenter kort tid før jeg begyndte at få det dårligt.
I første omgang brød jeg ud i grin: Problemet havde en løsning; jeg var så lettet. Men så spurgte jeg hende: Skal jeg være på medicin for evigt?
Jeg husker, at hun kiggede omhyggeligt på mig. Hun spurgte, om den idé gjorde mig ked af det. Jeg svarede straks ja. Så spurgte hun hvorfor. Jeg havde ikke noget svar med det samme. Måske var det penge? Jeg hadede, at det var dyrere at holde mig i live, end det var for “normale” mennesker. Hun nikkede; det var forståeligt nok. Men var der andre grunde?
Til sidst sagde jeg: “Jeg tror, jeg har det dårligt? Som om jeg er svag?”
Hun spurgte, om jeg troede, at andre mennesker, der tager medicin, er svage. Jeg rystede straks på hovedet. Selvfølgelig ikke. Hvorfor troede jeg så, at jeg var det?
***
Den opfattelse, at folk, der tager medicin mod psykisk sygdom, er svage, synes at have rod i internaliseret social stigmatisering. Der er stadig denne mærkelige kløft i tankegangen om psykiske sygdomme, hvor en stor del af samfundet synes at afvise disse sygdomme som værende på en eller anden måde mindre “virkelige” end dem, der betragtes som “fysiske”. Men er vores hjerner ikke en del af vores fysiske kroppe? Hvis en psykisk sygdom gør det umuligt for en person at komme ud af sengen, at gå selv korte strækninger og at spise ordentligt, hvordan kan det så ikke være en fysisk lidelse? Det antyder en antagelse om, at fordi en persons smerte ikke er synlig, er den ikke reel.
Det er en idé, der er indlejret i en bredt delt artikel i New York Times i weekenden med overskriften “Many People Taking Antidepressants Discover They Cannot Quit.” Den implicitte antagelse i artiklen syntes at være, at der er noget fundamentalt forkert ved at være på medicin på lang sigt, på trods af at depression for mange mennesker er en kronisk sygdom. (Som forskerne i en undersøgelse fra 2010 skrev: “Recidiv er reglen, og omkring en tredjedel af patienterne udvikler efterfølgende en kronisk depression.”) Men ikke en eneste gang nævner artiklen, at det er en almindelig dødsårsag blandt depressionsramte, at mange mennesker, når de begynder at få det bedre, glemmer, hvor dårligt de havde det før, glemmer, at det at få det bedre kom af den medicin, de fik, og holder op med at tage den, eller at for mange mennesker er alternativet til bivirkningerne af og afhængigheden af de antidepressiva eller angstdæmpende medicin, de tager, en følelse, som jeg er ret sikker på er værre end døden eller selve døden.
Det problem med kortsigtet forskning i mental sundhed, som Times-artiklen rejser, er et reelt problem (og blev også behandlet af NPR i 2010). At langtidsundersøgelser er dyre og ikke i medicinalfirmaernes bedste interesse, og at næsten al forskning – selv forskning udført på akademiske institutioner – finansieres af medicinalfirmaer er en kendsgerning. Men der er andre kendsgerninger: Hjernen er det mest komplekse organ i vores krop, og det giver mening, at vi stadig befinder os på Galileo-stadiet i vores forståelse af den. Psykiske sygdomme er kun blevet undersøgt seriøst som et medicinsk problem i en håndfuld årtier; der er et væld af ting tilbage for læger og forskere at lære. Vi ved ikke engang med sikkerhed, at problemerne stammer fra vores hjerner og ikke fra et andet sted i vores centralnervesystem eller endog fra et helt andet system. En undersøgelse fra 2015 foreslog for eksempel, at et samspil mellem tarmen og hjernen kunne være “det manglende led” i vores forståelse af depression.
Der er helt sikkert mennesker, der kan tage antidepressive midler eller angstdæmpende medicin kortvarigt. Det er frustrerende, at der for disse mennesker kun er få muligheder med hensyn til medicin, der kan afbrydes uden problemer. Men der er mange af os, der har brug for at blive medicineret på ubestemt tid, og at standardopfattelsen om medicin er, at den er beregnet til at blive brugt på kort sigt, er ekstremt skadeligt. Det er stigmatiserende. Det fastholder en forestilling om, at det at tage medicin er at være svag på en eller anden måde. Times-artiklen indeholdt f.eks. denne linje: “Langtidsbrugere rapporterer i interviews om en snigende uro, som er svær at måle: De siger, at de dagligt tager piller og tvivler på deres egen modstandsdygtighed.”
Hvordan kan dette ikke være et produkt af social stigmatisering? Den almindelige mentalitet er, at det at være ansvarlig over for sin sygdom på en eller anden måde er et tegn på manglende “modstandsdygtighed”, snarere end et tegn på styrke og intelligens.
Hvorfor hylder vi lidelse? Lidelse tillægges en moralsk værdi, som om der er noget ved at være ulykkelig, der er værd at hylde. Men hvad er der så slemt ved at bruge vores intellekt – bruge videnskaben – til at gøre vores liv bedre og mere levedygtigt?
Den foretrukne analogi i denne situation er som regel diabetes. Ville nogen dømme en person med diabetes for at tage insulin? Maris Kreizman, der skrev et Longreads-essay om sin oplevelse af at vokse op med diabetes, støtter denne analogi og sagde, at det faktum, at hun måtte acceptere, at hendes diabetes var “en livslang tilstand”, hjalp hende med at komme til orde med den samme erkendelse om hendes angst.
“Der er ingen diabetes-kur lige rundt om hjørnet,” sagde hun. “Og sidste år indså jeg, at min angst var den samme. Jeg havde taget antidepressiv medicin et par gange midt i kriser, men det var, da mit liv gik rigtig godt, og jeg blev gift og havde det godt med min karriere, men stadig følte mig pisseangst, at jeg indså, at min angst er en langtidssygdom ligesom min diabetes.”
Selv om erfaringen med at vokse op med en kronisk sygdom gjorde hende mere modtagelig over for langtidsmedicinering, tog det Kreizman noget tid at acceptere, at hendes psykiske sygdom var lige så kronisk og reel som hendes diabetes. Så det står klart, at de, der ikke har den erfaring, kæmper med stigmatiseringen af medicinering af psykisk sygdom.
***
Nøjagtig som jeg var ved at affinde mig med at blive medicineret på ubestemt tid, holdt den medicin, jeg havde været på i omkring otte år, op med at virke. Det var et par år efter den samtale, der er beskrevet ovenfor, med min psykiater. Jeg lukkede mig selv inde i et tomt rum på det kontor, hvor jeg arbejdede, sank sammen på gulvet i et hjørne og ringede til en af mine nærmeste venner. I ugevis havde jeg grædt hver dag på vej til arbejde. Gennem skælven forsøgte jeg at fortælle hende, hvor dårligt jeg havde det; hvordan jeg ikke følte, at jeg var noget værd, eller at noget, jeg gjorde, tænkte eller sagde, var noget værd; og hvordan jeg var så, så bange.
Hun lyttede og mumlede trøstende ting, og sagde så forsigtigt, at hun ikke havde hørt mig i denne tilstand i lang tid. Hun er en af de uvurderlige venner, der holder folk som mig i live: Hun kan være vidne til denne form for smerte og ikke blive bange eller overvældet. Noget, hun sagde i vores samtale, rykkede min hukommelse op. Otte år tidligere, under min anden store depression, fortalte jeg min psykiater, at jeg vidste, at alle andre ikke følte eller tænkte, som jeg gjorde – at intet betød noget, at alting var meningsløst eller værre – men at jeg ikke kunne forstå, hvordan de ikke gjorde det. Min psykiater fortalte mig, at en svær depression ændrer logikken i din hjerne. Når jeg havde det godt igen, ville den måde, jeg tænkte på i det øjeblik, heller ikke længere give mening for mig.
Jeg indså, at min logik havde ændret sig. Jeg ringede til min psykiater og fortalte hende, at jeg var ret sikker på, at min medicin ikke virkede længere. Jeg brugte de næste mange måneder på at sortere min medicin og kæmpede desperat for at holde mig i live, mens jeg følte mig som om jeg var besat af noget, der var fast besluttet på at slå mig ihjel. Jeg prøvede forskellige medikamenter; nogle virkede med det samme, men føltes ikke rigtigt. Nogle virkede, men viste sig så at have bivirkninger, som jeg ikke kunne leve med. Men en af de værste dele af oplevelsen var, at jeg havde så mange smerter, og at de var helt usynlige.
Forinden ville den manglende anerkendelse fra omverdenen have fået mig til at tvivle på mig selv. Du er bare svag, ville jeg have tænkt. Du skal bare gøre dig mere umage. Men jeg prøvede så ufatteligt hårdt. Og for første gang vidste jeg det, og det var nok.
Det tog hele to måneder, før min nye medicin begyndte at virke. Hver uge sagde jeg til min læge: “Jeg har det ikke bedre. Hvornår får jeg det bedre?” Men jeg fik det ikke værre, så jeg lyttede, hver gang han sagde, at jeg skulle give det en uge mere, give det lidt mere tid. Så en dag gik jeg uden for rådhuset – jeg kan stadig huske præcis, hvordan det føltes, at det var solrigt, men køligt, tidligt forår, og jeg havde lige spist frokost og var på vej tilbage til arbejdet med en historie – og jeg tog mig selv i at tænke: “Måske har jeg ikke brug for denne medicin. Jeg har det fint, og den virker ikke.”
Jeg stoppede op i mit spor, da jeg blev opmærksom på den tanke, og jeg grinede højt. Det virkede. Og det virkede på den måde, som antidepressive midler virker, når de er den rigtige medicin til dig – så subtilt, at jeg ikke engang lagde mærke til det.