Alai

Hvis du eller en af dine kære for nylig har fået en rygmarvsskade (SCI), hører du måske mange ukendte udtryk fra lægerne. Et medicinsk begreb, som mange mennesker først hører om, når de har fået en SCI, er “rygmarvschok”. Hvilket chok i denne sammenhæng? Endnu vigtigere, hvordan kan denne medicinske tilstand behandles?

Hvad er rygmarvschok/spinalchok-syndrom?

Rygmarvschok er karakteriseret ved midlertidig reduktion eller tab af reflekser efter en rygmarvsskade. Rygmarven, som består af bundter af sarte nerver, der er indkapslet i en beskyttende rygmarvssøjle, fungerer som kommunikationssupersporet for din hjerne til at overføre signaler til resten af din krop.

Når rygmarven bliver skadet, kan der være et permanent eller midlertidigt tab af aktivitet og følelse under skadens niveau. Generelt gælder det, at jo mere alvorlig skaden er, jo værre vil den autonome dysfunktion være. Rygmarvsstød alene kan dog ikke bruges til at bestemme din medicinske prognose eller vurdere alvorligheden af en rygmarvsskade.

Rygmarvsstødssyndromet er i virkeligheden en kombination af forskellige refleksmæssige og neurologiske problemer, herunder hyporefleksi (tilstanden med substandard eller fraværende reflekser) og autonom dysfunktion. Autonom dysfunktion henviser til problemer med det autonome nervesystem, som styrer de “automatiske” ting, som din krop gør, f.eks. opretholdelse af blodtryk og hjertefrekvens.

Spinalt chok er nært beslægtet med en anden form for chok kaldet neurogent chok. Begge tilstande har lignende årsager, men har forskellige virkninger. Som det fremgår af en ScienceDirect-emnesideside: “Neurogent chok beskriver de hæmodynamiske ændringer som følge af et pludseligt tab af autonom tone som følge af rygmarvsskade. Rygmarvschok henviser derimod til et tab af al følelse under skadeniveauet og er ikke cirkulatorisk af natur.”

Rygmarvschok Anatomi og patofysiologi

Forståelse af patofysiologien – defineret af Merriam-Webster som “de funktionelle ændringer, der ledsager et bestemt syndrom eller en bestemt sygdom” – i rygmarvschoktilfælde kan hjælpes ved at forstå rygmarvens anatomi.

Rygmarven og dens nervebundter kan opdeles i fire hovedafsnit:

• Den cervikale rygmarv. Dette er den øverste del af rygmarven, hvor hjernen forbindes med resten af nervesystemet. Denne del af rygmarven er indeholdt i halshvirvlerne (mærket C1-C7, med en ekstra del af rygmarven mærket C8 placeret mellem C7-hvirvlen og T1-hvirvlen).
• Den thorakale rygmarv. Denne del af rygmarven er placeret i den øverste del af ryggen og er indeholdt i brysthvirvlerne (mærket T1-T12).
• Rygmarven i lænden. Den del af rygmarven, der er indeholdt i den nederste del af ryggen. De lumbale ryghvirvler (mærket L1-L5) indeholder faktisk enden af den egentlige rygmarv.
• Sakralryggen. Mens rygmarven ender i lænderyggen, er der rygmarvsnervebundter placeret i sakralryggen – som er den nederste, trekantformede knoglestruktur i bunden af rygsøjlen, der består af fem ryghvirvler – hvoraf flere er smeltet sammen.

Skader på forskellige niveauer af rygmarven vil have forskellige virkninger. Generelt gælder det, at jo højere oppe på rygmarven en skade sker (dvs. jo tættere på hjernen den er), jo værre vil virkningerne være.

Hvad sker der efter et rygmarvsstød?

Efter et rygmarvsstød går rygmarven ind i enten hyporefleksi – en betydelig reduktion af reflekser – eller arefleksi – et midlertidigt tab af reflekser. Da reflekser er med til at forhindre skader, kan deres midlertidige tab være farligt. Endnu vigtigere er det, at da de fleste SCI-overlevende indlægges på hospitalet i et sikkert miljø efter deres skader, signalerer tabet af reflekser alvorlige problemer med rygmarvsfunktionen.

I timerne umiddelbart efter et rygmarvschok er SCI-overlevende måske ikke engang klar over, at de er i rygmarvschok. Andre, mere presserende skader har typisk højere prioritet.

Stadier/faser af rygmarvschok

I henhold til forskning af Dr. Dittuno fra Thomas Jefferson University er der fire stadier af rygmarvschok. De tidlige stadier begynder ofte med, at patienterne oplever en “bedøvet fornemmelse” af kroppen under skaden, men det kan være svært at afgøre, da man kun et døgn efter skaden stadig er ved at vurdere skadens omfang – og anvendelsen af egentlig bedøvelse under behandlingen umiddelbart efter en skade kan yderligere forvirre de tidlige stadier af rygmarvschok.

1. Et til to døgn efter skaden: Nervecellerne bliver mindre lydhøre over for sensorisk input, hvilket resulterer i helt eller delvist tab af rygmarvsreflekser. Dette er kendt som hyporefleksi.
2. Et til tre dage efter skaden: Indledende tilbagevenden af nogle reflekser. Polysynaptiske reflekser – de reflekser, der kræver, at et signal skal sendes fra et sensorisk neuron til et motorisk neuron – har tendens til at vende tilbage først. Den forsinkede plantarrefleks, en variation af den normale plantarrefleks, der er almindelig blandt SCI-overlevere, vender typisk tilbage først. Dernæst kommer bulbocavernosus-refleksen, som får analsphincteren til at stramme sig som reaktion på at klemme klitoris eller penishovedet sammen. Mange læger tester for bulbocavernosus-refleksen for at vurdere rygmarvsskader.
3. En til fire uger efter skaden: Hyperrefleksi, et mønster af usædvanligt stærke reflekser, opstår. Dette er et resultat af ny vækst af nervesynapser og er normalt midlertidigt.
4. En til tolv måneder efter skaden: Hyperrefleksi fortsætter, og der kan udvikles spasticitet. Denne proces skyldes ændringer i de neuronale cellekroppe og tager meget længere tid end de andre faser.

Så, hvordan kan man se, om man har et rygmarvsstød? Spinal chok er kendetegnet ved en række forskellige symptomer, og alle oplever deres SCI forskelligt. Dette faktum gør det svært for lægerne at skelne symptomer på rygmarvschok fra dem, der skyldes selve rygmarvsskaden.

Symptomer på rygmarvschok

Nedenfor er en liste over nogle symptomer, der kan ledsage de forskellige stadier af rygmarvschok. Det kan naturligvis være en udfordring for lægerne at afgøre, om de søger at behandle rygmarvschok, eller om de ser på problemer, der er skabt direkte af rygmarvsskaden. Spinalchok er karakteriseret ved:

• Forandret kropstemperatur
• Hudfarve- og fugtændringer (f.eks. tør og bleg hud)
• Abnormale svedfunktion (nedsat eller øget svedproduktion, rødme)
• Højere blodtryk og nedsat hjertefrekvens
• Uregelmæssigheder i bevægeapparatet
• Forandret sensorisk respons
• Unormalt urinsystem
• Uregelmæssig blære- og GI-kanalfunktioner (overløb og inkontinens)
• Uregelmæssig vasomotorisk respons
• Dæmpede genitalreflekser

Alle patienter med rygmarvsskade, og rygmarvschok, vil opleve det forskelligt. Selv om der er generelle symptomer (som f.eks. de ovenfor nævnte), kan man ikke forudsige, hvilken reaktion en persons krop vil tage efter en rygmarvsskade.

I de første par dage efter en SCI vil lægerne holde et vågent øje med patienten, så de kan vurdere, om eventuelle symptomer er udtryk for rygmarvschok eller skyldes selve skaden. Dødsfald ved rygmarvschok er sjældent, og de fleste dødsfald blandt patienter med rygmarvschok skyldes den oprindelige skade snarere end tilstanden.

Hvad forårsager rygmarvschok?

Som din krop går i chok efter en livstruende skade, går din rygmarv i chok efter en skade. Næsten alle personer med rygmarvsskader oplever en vis grad af rygmarvschok, men sværhedsgraden har tendens til at være større, når rygmarven er afskåret, eller når den er ekstremt hævet.

Differentialdiagnoser ved rygmarvschok

En “differentialdiagnose” er en liste over mulige tilstande, der kan være årsag til de specifikke symptomer, som en person oplever. Læger kan give deres patienter en liste over differentialdiagnoser for en tilstand baseret på ting som f.eks:

• Forekomst eller fravær af specifikke symptomer, der almindeligvis forbindes med sygdommen/tilstanden;
• Forekomst af symptomer, der normalt ikke forbindes med tilstanden;
• Hvis der er udløsende faktorer for nogle symptomer;
• Medicinsk historie (personlig og familiær), der kan gøre en person modtagelig for specifikke tilstande;
• Medicin eller rekreative stoffer, som patienten bruger hyppigt; og
• Reneste større begivenheder (f.eks. ulykker, tab af et job, introduktion af et nyt kæledyr osv.), der kan forårsage skade, stress eller en betydelig ændring i omgivelserne.

Læger kan forsøge at identificere differentialdiagnoser ved at udføre nogle tests under kontrollerede forhold. På den måde kan de verificere, om der er specifikke udløsende faktorer for symptomer, som er mere i overensstemmelse med en anden differentialdiagnose end rygmarvschok.

Nogle eksempler på differentialdiagnoser for rygmarvschsymptomer omfatter:

• Urinvejsinfektioner (UTI’er). Ændringer i blære- eller tarmfunktionen kan være forårsaget af infektioner i disse kropssystemer snarere end af rygmarvschok fra en SCI.
• Melanom og hudinfektioner. Melanom eller visse hudinfektioner kan forårsage ændringer i hudfarve og hudfugtighed.
• Underernæring (mild til svær). Forkert ernæring kan forårsage en lang række symptomer, herunder unormal muskelfunktion, ændret sensorisk funktion og usædvanlig hjertefrekvens eller blodtryk (blandt andet).

Dette er blot et lille udsnit af de differentialdiagnoser, der deler et eller flere symptomer med rygmarvschok – der er mange flere tilstande, end der kan opregnes i en kort artikel.

Hvordan adskiller lægerne rygmarvschok fra andre tilstande?

I mange tilfælde er identifikationen af rygmarvschok som en særskilt tilstand fra andre potentielle diagnoser baseret på en nøje undersøgelse af patienten og under hensyntagen til, hvornår symptomerne optrådte – f.eks. at de kun optrådte inden for et døgn efter, at patienten havde været udsat for en større bilulykke eller havde været udsat for et falduheld.

Hvor længe varer rygmarvsch?

Rygmarvschok er et kortvarigt fænomen og kan opdeles i specifikke, forudsigelige stadier. Det kan begynde ca. 30 minutter efter en skade og vare seks uger (selvom rygmarvschokkets varighed kan variere fra dette i nogle tilfælde).

Selv om rygmarvschok typisk er kendetegnet ved at være midlertidigt, kan det i nogle få tilfælde være permanent. Dette kan være grunden til, at nogle mennesker tror, at rygmarvschok er et permanent tab af nogle af rygmarvens funktioner snarere end en midlertidig tilstand (permanent tab er normalt forårsaget af en SCI eller en hjerneskade).

Hvordan ved jeg, hvornår rygmarvschok er overstået?

Det kan være svært for nogle rygmarvschokpatienter at vide præcis, hvornår deres tilstand er “overstået”, og de kan anses for at være så fuldt restitueret, som de kan være. I nogle tilfælde forsvinder tegn og symptomer på rygmarvschok aldrig helt.

Generelt set bør det være en læge, der giver det officielle “all clear” for at lade en patient vide, at deres tilstand er overstået. Forskellige læger/læger kan dog bruge forskellige kriterier til at vurdere, at tilstanden er ophørt.

I henhold til en undersøgelse, der blev præsenteret på U.S. National Library of Medicine National Institutes of Health, “Nogle klinikere fortolker rygmarvschok som ophørende med fremkomsten af bulbocavernosus-refleksen… Andre anfører, at rygmarvschok ophører med genoprettelsen af dybe senereflekser.”

Behandling af rygmarvschok

Rygmarvschok er for rygmarvsskader, som feber er for infektioner. Spinalchok er blot et symptom på et underliggende problem, ikke en sygdom i sig selv. Rygmarvschok er typisk ikke farligt, og andre symptomer på SCI er langt mere tilbøjelige til at forårsage alvorlige, varige fysiologiske problemer. Behandlinger for rygmarvsskaderelateret rygmarvsstød omfatter:

• Fysisk og erhvervsterapi.
• Træningsterapi for at styrke musklerne og opretholde en sund kropsvægt.
• Medicin såsom smertestillende medicin, antibiotika og antidepressiva.
• Psykoterapi for at hjælpe med at håndtere og håndtere skaden.
• Familieuddannelse for at hjælpe dine kære med at forstå dine skader.
• Brug af støttende eller hjælpende teknologier, såsom en kørestol eller en kunstig respirator.
• Supportgrupper for at hjælpe dig med at møde og lære af andres erfaringer, der kan fungere som en ressource.

Alle patienter med rygmarvsskade, og rygmarvsstød, vil opleve det forskelligt. Selv om der er generelle symptomer (som f.eks. de tidligere nævnte), kan man ikke forudsige, hvordan en persons krop vil reagere efter en rygmarvsskade.

Som følge heraf har behandlingen af rygmarvschok tendens til at fokusere på at behandle rygmarvsskaden som en helhed. I umiddelbar forlængelse af en rygmarvsskade kan behandlingen omfatte:

• Kirurgi for at fjerne knoglefragmenter eller genstande, der sidder fast i rygmarven.
• Rygmarvsfusionskirurgi.
• Flere forskellige billeddannende undersøgelser af hjernen og rygmarven samt funktionelle undersøgelser som f.eks. vurderinger af reflekser, kognition og motoriske færdigheder.
• Antibiotika til behandling eller forebyggelse af infektioner.
• Assisteret respiration.
• Planlægning af udskrivelse til en rehabiliteringsinstitution.
• Psykiatrisk rådgivning.

Rygmarvsskader varierer meget fra person til person og kan ændre sig som reaktion på fysioterapi. Desuden er det svært at forudsige prognosen, indtil hævelsen aftager. Derfor er de første dage af behandlingen centreret omkring stabilisering, fremtidsplanlægning og tilpasning til chokket fra en SCI.

Rygmarvschok-komplikationer

Komplikationerne ved rygmarvschok kan ligne SCI-komplikationer, da SCI er en almindelig årsag til rygmarvschok – rygmarvschok i sig selv er opført som en komplikation ved SCI. Nogle komplikationer, der kan opstå som følge af rygmarvschok, omfatter:

• Tab af muskelkontrol og manglende evne til at holde balancen på grund af tab af fornemmelse under skadestedet;
• Hyperrefleksivitet, da synapsevækst følger med;
• Spasticitet (igen på grund af synapsevækst eller abnormiteter i nervesystemets forbindelser til de berørte muskelgrupper);
• Depression forårsaget af forskellige neurologiske og miljømæssige faktorer; og
• Urinvejsinfektioner på grund af uregelmæssigheder i tarm- og blærefunktionen.

Prognose af rygmarvschok

Rygmarvschok har tendens til at følge forudsigelige mønstre – selv om ingen specifik behandling anses for nødvendig frem for andre. Tilstedeværelsen af rygmarvschok tyder dog på en alvorlig rygmarvsskade. Det skal dog bemærkes, at sværhedsgraden af rygmarvschokket ikke er en god målestok for hverken sværhedsgraden eller prognosen for rygmarvsskaden.

Rygmarvsskader har en tendens til at ændre sig over tid. Jo mere alvorligt komprimeret rygmarven er, jo mindre sandsynligt er det, at der vil være fuld helbredelse. Hvis rygmarven er afskåret, er fuld helbredelse yderst usandsynlig. Skadens placering er også en god indikator for prognosen. Jo lavere skaden er, jo mindre alvorlig vil mobiliteten og andre funktionsnedsættelser være.

Neurogent chok: En beslægtet tilstand

I personer, der pådrager sig rygmarvsskader over brystnerverne (specifikt over T6-nerven), kan der opstå neurogent chok. Neurogent chok kan også forårsages af forstyrrelser i det autonome system. Da det autonome nervesystem regulerer automatiske funktioner som f.eks. hjertefrekvens, kan der opstå lavt blodtryk og nedsat hjertefrekvens.

Ubehandlet kan neurogent chok forårsage organsvigt og vise sig at være dødeligt. En række lægemidler, herunder vasopressin og dopamin, kan reducere virkningerne af neurogent chok. Hjælpemidler til vejrtrækning, hjerteovervågning og andre hjælpemidler kan også være nødvendige, indtil neurogent chok er godt kontrolleret.

Spinalt chok og neurogent chok forekommer ofte samtidig. Mens rygmarvschok går over af sig selv, er neurogent chok en medicinsk nødsituation.

Liv med en rygmarvsskade er noget, som du ikke behøver at gøre alene. Der er hundredtusindvis af mennesker i USA, der lever med rygmarvsskader. Vi har et onlinefællesskab af overlevende med SCI-skader og familiemedlemmer, som du kan komme i kontakt med for at diskutere dine skader, dele erfaringer og nyttige tips eller oplysninger til håndtering.